Fredag den 19. juli kl. 19 går starten fra Store Torv i Rosengårdcentret
Der vil være fest i gaden når Team Rynke sendes afsted på touren. På Store Torv bliver det en kendt person, der sender motionscyklisterne afsted med "et par borgerlige ord". Måske kan det også røbes, om "pedaltramperne" kan glæde sig til medvind på vejen til Paris.
Musikken leveres af orkestret fra Odense FDFs musikkreds, og der bliver også tid til smagsprøver på Rynkebys friske juice-produkter inden startskuddet lyder.
"Prologen" går til Flakhaven i Odense Centrum, og på denne korte tur er alle velkomne til at slå følge med de 12 tour-kammerater fra Team Rynke. Der er sørget for den nødvendige politi-eskorte!
Vel ankommet til Flakhaven spiller Odense FDF-orkester igen for fuld udblæsning, og formanden for de fynske kommuner, borgmester Finn Brunse, Tommerup, og Fyns biskop, Kresten Drejergaard, der begge er ivrige motionscyklister sender holdet afsted med de bedste ønsker. Endelig vil der være lidt godt til ganen - leveret et par af Team Rynkes gode sponsorer, Rynkeby Foods og Den Gyldne Ovn!