Team Rynkes Dagbog
19. juli 2002 - Så går starten
Cyklerne er pudset, kæderne er smurt - og formen skulle gerne være i top, for nu starter TEAM RYNKEs 1.200 km lange cykeltour til Paris. I aften kl. 19 sendes de 12 motionscyklister af sted fra Store Torv i Rosengårdcentret. Det bliver tidl. landstræner Richard Møller Nielsen, formanden for Fyns Amts sygehusudvalg, Poul Erik Svendsen samt Rynkeby Foods' adm. direktør, Jørgen Dirksen, der sender holdet af sted med "et par borgerlige ord" og måske gode råd til "pedaltramperne". Musikken leveres af orkesteret fra Odense FDFs musikkreds, og der vil også blive lejlighed til at smage på nogle af Rynkebys friske juice-produkter.
Prologen går - under politieskorte - til Flakhaven i Odense centrum, hvor der vil være mere musik og flere gode ønsker fra formanden for de fynske kommuner, Finn Brunse, Tommerup. Endelig er der lidt godt til ganen - leveret af et par af TEAM RYNKEs gode sponsorer, Rynkeby Foods og Den Gyldne Ovn.
Vi glæder os helt vildt!
I morgen, lørdag, starter så første etape fra Rynkeby Foods' hovedkvarter i Ringe, og i løbet af de følgende otte dage vil de tolv cykel-kammerater på TEAM RYNKE i gennemsnit tilbagelægge 150 km om dagen. Og selv om vi godt ved, det bliver hårdt, glæder vi os rigtig meget til touren.
Lørdag den 27. juli ankommer vi efter planen til Paris - tids nok til at være på plads ved fortovskanten på Champs-Élysées, når "det andet" Tour de France-felt kommer susende forbi frem mod målet ved Triumfbuen.
Om aftenen er der aftalt et lille møde mellem TEAM RYNKE og CSC-Tiscali-cykelholdet med Bjarne Riis i spidsen, og mandag morgen går turen så hjem til Fyn igen, - denne gang dog pr. bil.
TEAM RYNKEs tour er ikke blot en stor udfordring - og virkeliggørelsen af en drøm. Vi 12 cyklister tramper også i pedalerne for at gøre en forskel. Vi vil nemlig kilometer for kilometer køre penge ind til fordel for syge børn på Fyn. 10 procent af de sponsorbidrag, holdet modtager fra firmaer m.m., går sammen med private "øre-sponsorers" bidrag til kræftramte og kronisk syge børn på Odense Universitetshospital, og både blandt firmaer og private har velviljen over for dette projekt været stor. I løbet af efteråret vil der således - som resultat af "touren" - kunne overrækkes et større beløb, der vil blive brugt til at give syge børn nogle opmuntringer og gode oplevelser.
Her på TEAM RYNKEs hjemmeside vil du også under "touren" kunne finde billeder, dagbog og meget andet, der sikkert vidner om de strabadser, der venter de 12 motionscyklister på vejen til Paris.
Husk, at du kan blive "øre-sponsor" og dermed støtte syge børn på Fyn. Læs mere her!
Hjertelig tak for støtten til TEAM RYNKE - og til kræftramte og kronisk syge børn på Odense Universitetshospital!