22. juli 2002 - 179 km fra Bremervörde til Ankum

Mandagens etape blev akkurat lige så hård som frygtet. I silende regn, kulde og modvind startede vi ud fra Bremervörde. Måske befandt vi os lige i udkanten af det uvejr, der åbenbart har fejet ind over Danmark.

De første kilometer kørte vi langs kanaler med høje træer på begge sider, og det var med til at give lidt læ for vinden. Men så havde Knud pludselig lydt til at bidrage til underholdningen. Med et ordentligt brag punkterede han på baghjulet, og selv om lapningen hurtigt blev klaret, var han få kilometer længere fremme ufin nok til at gentage successen. Da vi på dette tidspunkt stred os igennem regn og blæst, var det svært at se komikken. Men det skulle blive værre endnu. Vi nærmede os nemlig Weser-floden, som vi skulle sejle over, og vi havde derfor sendt vor følgebil over på den anden side for at købe ind og forberede et depot. Men Knuds punkteringer fortsatte, og det blev klart, at vi var nødt til at skifte dæk. Vi havde håbet at kunne nå ned til færgen først, men eksplosionerne ved punkteringerne havde været så kraftige, at dækket var ødelagt. Servicevognen måtte derfor sendes over med færgen, og det tog selvfølgelig noget tid, - mens vi fortsat kæmpede mod elementernes rasen. På et tidspunkt fik vi forvildet os ind på en motortrafikvej, der jo er forbudt område for cyklister, men vi nåede heldigvis at komme væk, inden politiet kom efter os.

Efter færgeturen over Weser-floden i udkanten af Bremen blev det besluttet at gøre holdt og få fyldt depoterne op. Det gjorde godt med mad og drikke, - selv om det fortsat regnede og blæste – og himlen var grå og truende, så langt øjet rakte.

Efter dette pitstop fortsatte vi gennem engområderne syd for floden, og her så vi masser af storke, - og heldet var nu lidt mere med os. Dels klarede det nemlig langsomt op, og det blev også lidt lunere, og dels slap vi på de sidste 100 km af etapen for punkteringer. Nu måtte vi så til gengæld døje med ømme bagdele – og – efterhånden som dagen skred frem – med mere og mere vandede vittigheder samt indfald af meget blandet humoristisk art fra tour-deltagernes side. Ved eftermiddagsforplejningen, hvor vi alle var godt mørbankede, men hvor Bente og Niels havde sørget for lækre kager, mente Mogens f.eks., at det var meget godt, at vi – der jo solidariserer os lidt med ”det andet” Tour de France – også holdt en hviledag i dag, ligesom de andre gør det! Da en beklagede sig lidt over, at det gjorde ondt bagi at sidde på sadlen, mente han, at det ikke var noget problem. ”Vi afmonterer da bare sadlen!”

Det blev en lang dag på cyklerne, og til sidst satte trætheden ind: tre af os måtte en tur i asfalten – med skrabede knæ som resultat, mens Torben gik mere radikalt til værks, idet han tog en tur ind over en hæk!

Heldigvis slap vi dog for større uheld, og der blev faktisk også tid til at nyde det dejlige, flade landskab, vi kørte igennem. Ved seks-tiden kunne vi så rulle ind i den hyggelige by Ankum, hvor vi hurtigt – på byens gamle middelaldertorv – fandt det udmærkede Landhotel Schmidt.

179 km var det blevet til på dagens etape – under temmelig barske betingelser. Men vi havde hjulpet hinanden igennem, og humøret var højt. Schnitzlerne smagte fortrinligt, - og det gjorde godt at få musklerne masseret. De ømme bagdele blev også smurt med Ole Hvids mirakelsalve, - og inden længe faldt der ro over os 12 på TEAM RYNKE. Det skal gøre godt at få hvilet, for tirsdag venter tourens længste etape: knap 200 km til Geldern!