23. juli 2002 - 190 km fra Ankum til Geldern

Vor 4. etape blev gennemført i næsten perfekt cykelvejr: temperatur lige over de 20 grader, overskyet uden at der dog faldt mange dråber regn – og kun let modvind.

Der var også kun få bakker undervejs, så kræfterne kunne koncentreres om at holde god fart i cyklerne på alle dagens 190 km. Vi havde næppe forladt Ankum, før vor gode ven fra prologen i fredags, Richard Møller Nielsen, ringede for at høre, hvordan touren gik. Det var hyggeligt – og var bestemt med til at give os en masse gejst. Bagefter ringede de fra TV2/Sporten for at lave en aftale med os om at mødes med os i Paris lørdag og søndag. De vil vist gerne interviewe os og høre om vor tour. Så nu er der endnu mere grund til at glæde sig til at nå Champs-Élysèes sent lørdag eftermiddag. Og I, der følger os derhjemme, må altså holde øje med, hvad TV2 sender lørdag og søndag, - og hvem ved: Måske bliver vi nu verdensberømte – ikke bare på Fyn!

Desværre var det i dag, vi fik vore første alvorligere styrt. Først faldt pumpen af Svends cykel ved en jernbaneoverskæring, og i forsøget på at undgå at påkøre den, valgte Kurt og Jesper at påkøre hinanden i stedet – og væltede derved. Mere end overfladiske skrammer pådrog de sig dog heldigvis ikke. Lidt længere fremme begyndte det imidlertid at rable for Ole P. Han var – måske på grund af udsigten til at få sin TV-debut - så opstemt, at han - da vi passerede den brede Dortmund-Ems kanal - bestemt mente, at kanalen og det omkringliggende landskab mindede grangiveligt om Champs-Élysèes!

Efter ca. 120 km voldte det tyske vejvæsens ofte noget mærkværdige skiltning os problemer. Med høj fart kørte Mogens og Svend sammen, da de tolkede et skilt på hver sin måde, men mens Svend holdt sig i sadlen, måtte Mogens bide i asfalten. Han slap dog med en hudafskrabning på skulderen, en lidt øm arm, et par huller i trøjen - og nogle ridser i cykellakken. Han tog det med godt humør og var hurtigt på cyklen igen.

Efter dette mindre chok, trillede vi stille og roligt hen til depotet, hvor aben Rynke som sædvanlig bød os velkommen. Bente er blevet rigtig god til at få ham (der fylder ganske godt i landskabet) placeret helt ude ved vejen, og det har affødt mange sjove episoder. Mange forbikørende vinker til ham, og en enkelt trafikant bremsede voldsomt op, vendte og kørte tilbage – og var lettere ophidset over at have set noget, han troede var en rigtig levende orangutang. Han blev dog beroliget, da han fik at vide, at det jo bare var for sjov.

Ved opkørslen til broen, som skulle bringe os over Rhinen, kom en dreng pludselig kørende ud fra en sidevej og var ved at forårsage et massestyrt. Men vi slap med skrækken. Så denne længste etape på touren fra Odense til Paris har også været den hidtil mest dramatiske. Men selv om muskler og bagdele stadig er ømme, og vi nu har tilbagelagt noget over halvdelen af de 1.200 km, - og nogen af os altså har diverse hudafskrabninger at ”prale” med, er alle mere end opsatte på at knokle videre på cyklerne i morgen – på det, vi har kaldt vores ”hviledag”, hvor vi kun skal tilbagelægge ca. 90 km. Så der var mærkværdigvis ingen, der meldte sig frivilligt til at tilbringe morgendagens etape ombord i følgebilen i stedet for på cyklen. Derfor måtte der lodtrækning til, inden ”den heldige” var fundet.

Vort etapemål, Geldern, ligger i øvrigt meget tæt på den hollandske grænse. I morgen krydser vi ind gennem den sydligste spids af Holland – og skulle gerne nå frem til Maasmechelen ved Maas-floden i det nordlige Belgien.