25. juli 2002 - 129 km fra Maasmechelen til Dinant

Ligesom dagen i går sluttede meget positivt med, at en hjælpsom tyrker på en internet-cafe hjalp os med at sende billeder hjem til vor hjemmeside, begyndte torsdagen lige så opløftende. En nordmand, vi mødte uden for vort hotel, da vi var klar til afgang fra Maasmechelen, blev så interesseret i vor tour og vort projekt med at samle penge ind til kræftramte og kronisk syge børn på Odense Universitetshospital, at han på stedet donerede 5 euro til formålet. Det lunede! Nu må vi se, om det bliver ham, der vinder kanoturen til Sverige – eller en af de andre fine gevinster, som nogle af vore gode sponsorer har stillet til rådighed.

Vejret var i øvrigt det allerbedste lige fra morgenstunden, og det gik fint ad både de større og mindre landeveje ned gennem Belgien. Dog må vi indrømme, at den forkærlighed, belgierne åbenbart har for dårlige betonveje, ikke lige er vores kop te. Man bliver nemlig noget øm af at køre over huller og riller og kanter og den slags hele tiden.

Dagen satte rekord med hensyn til punkteringer, og Ole J. tog sin del af dem, men han er dog endnu ikke helt på højde med Knud, der fører med 6 punkteringer på touren.

I middagspausen sørgede Bente og Niels som sædvanligt godt for os. Da vi havde forladt det flamsktalende område i Belgien og var kommet ind i det fransktalende område mod syd, var de naturligvis leveringsdygtige i lækre baguettes. Og de smager jo dejligt – ”og ligger godt i maven,” som Ole J. siger. For øvrigt har Niels desværre måttet udnævne sig selv til fast chauffør i følgebilen, da hans ene knæ volder så store problemer, at det er umuligt for ham at sidde på cyklen. Det er han – og alle vi andre – naturligvis kede af, men til gengæld yder både han og Bente et kæmpearbejde med indkøb, depoter, hoteller og lignende – og ikke mindst med at holde gejsten oppe, når det ind imellem bliver lidt sejt for os, der cykler.

Efterhånden skiftede landskabet karakter. ”Belgien er flad som en pandekage”, mente Mogens og Jesper, men efterhånden som bakkerne blev flere og flere og større og større, var dette en påstand, vi ikke alle var enige i. Ved byen Amay havde vi kørt opad et stykke tid, og her kom så belønningen: en 11 procents nedkørsel til byen, der ligger ved Maas-floden, som her er blevet til Meuse. Det var noget, de fartgale knægte iblandt os kunne lide! Vi fortsatte langs floden, men lidt længere fremme, måtte vi forlade den og køre op i det, der med stor ret kan kaldes bjerge: Ardennerne.

Det blev en hård og lang opkørsel, og midtvejs ringede Torbens mobiltelefon. Det var en journalist, der gerne ville vide, hvordan touren gik. Vi tror nok, at Torben svarede noget i retning af: ”Pust! Støn! Pust! Støn! Men ellers – pust – går det fint!”

Der var flere stigninger og nedkørsler på vejen til vort etapemål, og vi klarede dem alle i rimelig stil. Måske takket være de donuts, Maj-Britt havde købt, - og som vi fortærede ved eftermiddagsdepotet. Hen mod aften var vi fremme ved vort hotel, der ligger i et kajak- og mountainbikeparadis ikke langt fra den hyggelige by Dinant. 129 km var det blevet til, og Kurt, der holder styr på den slags, kunne meddele, at vi nu i alt er oppe på 878 km på de første 6 etaper af vor tour.

Aftenen blev tilbragt inde i byen på en hyggelig restaurant med udsigt til floden og broen, hvor der i øvrigt under anden verdenskrig var voldsomme kampe. Vi endte med at blive så gode venner med værten, at han gav en omgang til de skøre motionscyklister fra Danmark.

Og i morgen venter så ”kongeetapen”. Vi skal igen prøve kræfter med Ardennerne, men når vi har klaret dem, kan vi vist også næsten se det endelige mål: Eifel-tårnet og Paris!