Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

6. september 1999

Hey, Buddy!

Jeg var med det samme klar over, at jeg nok skulle blive gode venner med min følgesvend gennem de næste uger: min Chevy Van autocamper. Det er ganske vist ikke helt bibelsk at begære noget, der hører ens næste til, og jeg er da også fuldt ud klar over, at ejendomsretten til dette vidunder af et køretøj sådan set tilhører Ray i St. Paul. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg er dybt misundelig, og selv om jeg ikke har tænkt mig at beholde den, så svarer Chevy'en altså så meget til mine vildeste drømme, at jeg har tænkt mig at opfatte og behandle den som min. Ikke bare som mit køretøj og mit hjem, men også som min ven. Og en god ven må som bekendt have et navn. Derfor kalder jeg den "Buddy".

Måske er det et lidt belastet navn. Bill Clinton kalder sin hund sådan, og amerikanerne siger det i tide og utide, når de møder hinanden: "Hey, Buddy!"

Men en god ven er nu en gang en "Buddy". En, man kan stole på. En, der aldrig svigter, men som altid er der. En, der følger en gennem tykt og tyndt. Så derfor kan mit Chevrolet motorhome med den lækre camping-indretning og V8-motoren simpelthen ikke hedde andet end "Buddy".

Vi var enige om, Buddy og jeg, at vi hurtigst muligt måtte ud af byen. Det er nemlig helt imod vores natur at opholde os i storbyer som Minneapolis/St. Paul. Der er ikke rigtig plads til os der. Der er alt for mange mennesker - og alt for mange biler. Og vejene er - trods deres op til 4-5 kørebaner i hver retning - simpelthen for smalle til os. Og så er det altså også så forvirrende med alle de andre køretøjer, der hele tiden bremser eller drejer eller bare "fylder" lige foran os.

Nej, vi hører til på landevejen - eller rettere sagt highway'en. Så efter et kort ophold og noget kylling og lidt benzin på Denmark Avenue (hvor ellers?!) går turen sydpå ad den store I-35 og kort efter vestpå ad mindre veje. Jeg mærker straks, at Buddy nu er på hjemmebane, og det virker også, som om han helt har accepteret mig. Jo, han er en rigtig god ven, dvs. en, der bærer over med, at en halvgammel fynsk sognepræst har fået ideer og er taget på udflugt til Nordamerika. En lang udflugt ovenikøbet. Et rigtigt roadtrip.

Sagde jeg "han" om Buddy? Jamen, Buddy er skam også et stort, stærkt - for ikke at sige muskuløst - hankønsvæsen. Der er bestemt ikke noget svagt-køns-agtigt eller feminint over ham. Han har kræfter, og han vil gerne bruge dem. Både op ad bakker og ned ad bakker holder han snildt samme hastighed - takket være den automatiske fartpilot, cruise-control en. Så mens jeg sidder og hviler mig lidt og hører radio, er det Buddy, der gør alt arbejdet. Alle 454 kubik-inches og 250 hestekræfter af ham - for fuld udblæsning.

Vestpå mod Tyler ...

Vi er på vej mod Tyler, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om den gode Frederik Lange Grundtvig og de andre, der var med til at finde stedet til denne dansker-koloni for 115 år siden, nu også var eksperter på landbrugsområdet. For jo længere vestpå, vi kommer, des mere hæver landskabet sig og mørke skyer trækker sammen. Det blæser op og trækker op til regn, som man vist ellers allerede har fået rigeligt af, - og det ser også - for en lægmand som mig - ud som om afgrøderne står dårligere og dårligere.

Vi kommer igennem en del småbyer, og i dem alle er der lutherske kirker. Ham humoristen, Garrison Keillor, fortæller, at lutheranere kan deles op i "happy Lutherans" og "dark Lutherans". Mens de "mørke" lutheranere bekymrer sig meget om deres sjæls frelse og mange åndelige ting, så er det, der præger de "glade" lutheranere ifølge Keillor, at de "tror på det med at komme lidt vand over et barns hoved og så senere få barnet konfirmeret - og derefter engang imellem komme i kirke og tage lidt mad med til sammenskudsgildet bagefter!" Ikke så mange bekymringer på Vorherres vegne - med andre ord.

Sagen er nu altså den, at de mange danske immigranter i anden halvdel af 1800-tallet meget hurtigt delte sig op i to forskellige kirkesamfund, som senere blev kaldt "the happy Danes" og "the holy Danes". Skellet mellem grundtvigianere og Indre Mission havde man med fra Danmark, og herovre blev dette skel hurtigt meget dybt. En af årsagerne var, at der i begyndelsen var et nært samarbejde på det kirkelige område mellem danskere og nordmænd. Men indenfor denne "Norsk-Danske Konference", som var norsk-domineret, kom det hurtigt til strid, fordi der blev skelnet mellem "rettroende", dvs. pietistiske, præster og grundtvigianere, som i nordmændenes øjne var vildfarne og det, der var værre. En af de første grundtvigske præster herovre, pastor Adam Dan, blev faktisk i en retssag kendt skyldig i at prædike "falsk lærdom".

Men der var også meget forskellige opfattelser af, hvad det var vigtigt at gøre for kirken blandt de danske immigranter. De indre missionske, der senere blev til "Den forenede Kirke", mente, at omvendelse til personlig tro samt udbredelse af evangeliet - blandt danske såvel som alle andre - havde første prioritet. Derfor gjaldt det om hurtigst muligt at blive assimileret, dvs. lære sproget og blive amerikanere - med det klare formål at sprede evangeliet ud til alle. En af lederne inden for "Den forenede Kirke", P.S. Vig, sagde engang: "at holde børnene, som er født i dette land, fra at komme i kontakt med dets sprog og liv er en krænkelse af naturen, som vil hævne sig i det lange løb."

Grundtvigianerne - og "Den danske Kirke" søgte derimod så langt som muligt at holde fast ved deres danske sprog og skikke. Da man i 1887 indbød til dannelsen af Dansk Folkesamfund, som havde til formål at bevare den danske kultur i Amerika, hed det bl.a.: "Det er vor faste Overbevisning, at vi netop er de bedste amerikanske Borgere, naar vi vedbliver at være Danske."

Der var oven i købet en, der - lidt naivt måske - gik så vidt, at han sagde, at "den Dag turde komme og vil, saa fremt danske Folk herovre rigtigt forstaar at slutte sig sammen, ingenlunde være fjern, da det engelske Sprog er os fuldkommen overflødigt. Hvad skulle hindre de herværende Danske i at settle og bebygge saadanne Territorier, at de der kunne have deres egne Skoler, Kirker og Retsbetjente, saa de helt og holdent kunne leve deres eget Liv."

Men alt det her er historie. For grundtvigianerne, der ville holde sig for sig selv og være danske i deres danske kolonier, og de indre missionske, der hurtigst muligt ville blive amerikanere og sprede evangeliet, er nu godt hundrede år senere - gennem forskellige sammenslutninger af kirkerne - alle blevet medlemmer af den samme kirke: ELCA, The Evangelical Lutheran Church in America.

Men nu tilbage til Garrison Keillor s nænsomme karikatur. Det er jo grundtvigianerne, han er lidt ude efter, og det var dem, der grundlagde Tyler som den første danske koloni i USA. Det var nemlig folk fra "Den danske Kirke", der tog initiativ til og stod bag grundlæggelsen af Tyler-kolonien med Danebod Højskole i centrum.

"En livlig Plads!"

"Danebod-kolonien", som i 1885 blev grundlagt af den danske Kirke i Amerika, ligger ved Byen Tyler (udtales Tejler) paa Chicago & North Western Bane. Tyler har 800 Indbyggere, der næsten alle er Danske, saa at næsten al Forretning er paa danske Hænder. ... Her er et stort Fællesmejeri, hvortil Farmerne selv kører deres Mælk skiftevis hver en Dag om Ugen. ... Prisen paa Farme er 40-50 Dollars pr. Acre, og der sælges sjælden under 80 Acres; det Areal gør man Regning paa, at være nødvendig for en Families Underhold, og der kan Manden selv gøre alt Arbejdet uden fremmed Hjælp. 80 Acres à 50 Dollars vil altsaa koste 4.000 Dollars. Det vil paa anden Dansk sige, at en god Gaard med jævnt gode Bygninger men uden Besætning og 60 Td. Land frugtbar Jord her koster 15.000 Kroner. ... Hvad det kirkelige og folkelige angaar, er her en livlig Plads. Her er en dansk Kirke med Siddepladser til 600 voksne og en stadig Kirkegang af 4-500 Mennesker Søndag efter Søndag. Her er dansk Børneskole Aaret rundt med 2 Lærere, og her er endelig en dansk Højskole, hvor Undervisningen er som paa en af de grundtvigske Folkehøjskoler i Danmark, dog med nødvendigt Hensyn taget til det Land, vi lever i, og dets officielle Sprog. Højskolens Forstander, Thorvald Knudsen, er tillige Menighedens Præst. Her er ogsaa forskellige danske Foreninger, Læseringe, Folkebibliothek osv."

Sådan fortælles der i "Udvandrerbogen", som i 1904 blev udgivet af Kristian Østergaard. Han var en af de kendte danske præster i Amerika og har også skrevet salmer, bl.a. en enkelt, som er kommet med i Den danske Salmebog, "Herre, jeg vil gerne tjene", der står som nr. 325. I 1920-erne var han præst her i Tyler.

Netop som vi krydser highway 14 med Knudsen's Standard-benzintank på det ene hjørne og Kronborg Inn skråt overfor, lyder aftenringningen fra kirketårnet i Danebod Lutheran Church, som ligger smukt der på hjørnet af Tyler Avenue og Danebod Court. Jeg har glædet mig til at se den, for jeg ved, at den er en kopi af valgmenighedskirken ved Vallekilde Højskole på Sjælland. Der var jeg for nogle uger siden og har kirken i frisk erindring. Og der er slet ingen tvivl. Bortset fra, at Vallekildes kirke er bygget af røde mursten og Tyler's af træ, så er de næsten ens.

Og hvor ligger kirken smukt - omgivet af store træer. Jeg tror, jeg gjorde F.L. Grundtvig og de andre pionerer uret. For ser man sig omkring her, ser det ud som om, de fandt det helt rigtige sted til deres danske koloni her i det vestlige Minnesota. Her ser næsten ud som hjemme i Danmark, og markerne omkring byen ser også ud til at være mere frugtbare, end jeg først havde troet. Så trods fattigdommen og det hårde arbejde, da jorden skulle opdyrkes, må de første pionerer her i Tyler have følt sig hjemme med det samme.

Mens bedeslagene lyder, kaster den lave sol et varmt, gulligt skær mod kirkens lyse ydervægge. Lidt længere nede ad Danebod Court får jeg øje på højskolen. En flot rødstensbygning i tre etager og med et rigtigt tårn på. Næsten et slot. Skråt overfor en træbygning, som må være gymnastiksalen. Tyler-højskolen var som mange danske højskoler dengang kendt for at gøre meget ud af gymnastikken. I parken bag højskolen er der et skilt, der byder campingfolk "Velkommen!" Et rigtig fint sted for Buddy og mig, og vi føler os faktisk velkomne med det samme.

"I dag har Tyler 1.257 indbyggere, hvoraf måske en fjerdedel er af dansk afstamning," fortæller Bryan Anderson, som er stud. teol. og hjælpepræst i Tyler. Netop nu er han - efter et dejligt år, siger han selv, som praktikant blandt dansk-amerikanerne i Tyler - på vej tilbage til Luther-præsteseminariet i Minneapolis for at læse videre. "Men selv om mange er ved at være gamle, er der meget liv omkring kirken her, og der bor en del flere danske i området her omkring," tilføjer Bryan, som i øvrigt selv er af norsk afstamning.

"Men hvorfor kommer du ikke til vores bibelkreds i morgen tidlig, så kan du selv møde nogle af folkene her fra Tyler?" spørger Bryan. "Hvornår i morgen tidlig?" "Ja, vi mødes ovre i højskolens kælder klokken kvart i syv, - for de fleste, der kommer, er farmere, og de vil gerne kunne komme ud i marken fra morgenstunden, så hvis de skal komme, må det være tidligt!" "Tjah," svarer jeg, "nu skal jeg se, om jeg kan komme op!" Men i det samme kommer kirketjeneren Nathan forbi, og han lover at vække mig i morgen tidlig. Så er der ingen vej uden om.

Nathan tager mig også med op i højskolens tårn, hvorfra man har en flot udsigt over byen og de omliggende marker, men jeg lægger mærke til, at det blæser en del deroppe.

Oh, it s hard to be a nissemand!

På hovedgaden blev Buddy og jeg mødt af et skilt, hvorpå der står: "Welcome to Tyler. Home of the Nissemaend!" Sammen med den årlige byfest, "Aebleskiver Days", i slutningen af juni er dette slogan og de nissefigurer, der ses overalt, blevet denne lille "dansker-bys" måde at markere sine danske rødder på. Sådan på overfladen i hvert fald.

De syv mænd, der denne lørdag morgen meget tidligt er samlet til bibelkreds sammen med pastor Bryan, svarer nu ikke helt til beskrivelsen i "De Nattergale's" sang om, at "it's hard to be a Nissemand". Tværtimod. De har det tydeligvis hyggeligt sammen, og stemningen - og den modtagelse, jeg får - er hjertelig.

Der bydes på kaffe og hjemmebagt kage samt "donuts", imens Daniels bog kapitel ni bliver gennemgået under Bryan's kyndige vejledning. Men alle tager del - også i bønnen til sidst. Man har på forhånd diskuteret hvad og hvem, der skal bedes for, og så tager man til sidst hinanden i hænderne og beder. For høsten, der er i fuld gang, - for dem, der tager del i det farlige høstarbejde, - for ofrene for jordskælvet i Tyrkiet, - for dem, man kender, der er syge og på hospitalet, - for de unge fra Tyler, som skal flytte hjemmefra og starte på universitetet - og så videre.

Bagefter er der tid til at snakke lidt, og det viser sig, at det faktisk er en økumenisk gruppe. Ikke alle er lutherske, og ikke alle har en dansk baggrund, men de er kommet sammen på denne måde igennem lang tid, fordi de, som en siger det, "har glæde af at komme sammen for selv at studere Guds ord, så vi ikke bare blindt skal stole på, hvad præsten står og siger fra prædikestolen om søndagen!"

Men klokken kvart i syv til halv ni en lørdag morgen - for at studere Bibelen! Hvor mange steder var det gået i Danmark?

En sjællandsk korskirke i Minnesota ...

"The Cross Church at Danebod" blev indviet søndag den 16. juni 1895. Det var for en stor del frivillig arbejdskraft, der blev brugt, og pengene til byggeriet kom fra de første danske nybyggere, der ellers havde så lidt at give af. På alteret står også her en kopi af Thorvaldsens Kristus-figur, og ude i våbenhuset hænger et keltisk kors skåret ud af æbletræ af en tidligere præst, Enok Mortensen, som har betydet meget for den danske kirke i Tyler. Det er en meget smuk og harmonisk kirkebygning, men Bryan fortæller mig, at "selv om der er ca. 500 medlemmer af menigheden, så er det kun omkring 130, der kommer i kirke på en almindelig søndag!"

Men man er glad for og stolt af sin "sjællandske" kirke her i Tyler. Engang måtte man flytte den, fordi vejen, der går forbi, skulle udvides. Så blev kirken hævet op, lagt på ruller og kørt hen til sin nuværende placering ved siden af "stenhuset", en kampestensbygning, som blev bygget i 1889 og har tjent som både kirke, gymnastiksal og forsamlingshus. Nu er der museum med udstilling af mange gamle sort-hvide fotos og andre spændende ting fra Tylers historie.

I dag er der fem andre kirkesamfund i Tyler, bl. a. en engelsk luthersk kirke, som opstod dengang flertallet i den danske kirke i 1920 erne ikke var stemt for at give slip på det danske sprog til fordel for det engelske. Senere har man måttet give sig, og alle gudstjenester er siden 1962 blevet holdt på engelsk - efter en periode, hvor man holdt gudstjenester på begge sprog. Men blandt de ældre - og på det årlige "Danebod Folkemøde" - tales der stadig dansk "ved festlige lejligheder"!

Disse folkemøder, der samler flere hundrede deltagere, som kommer langvejs fra, foregår i øvrigt i bedste grundtvigske ånd. Her lyder stadig hvert år i august - som i højskolens storhedstid - "det levende ord". I løbet af de fem dage, møderne varer, er der et fyldigt program, som præges af sangtimer, foredrag, historiefortælling og gudstjeneste. I år handlede foredragene, der holdes af dansk-amerikanere, bl.a. om vikingerne, Grundtvig (naturligvis!), de danske jøder under 2. verdenskrig og etiske problemer i forbindelse med human genterapi!

Det er Ardis Petersen, der igennem en del år har stået i spidsen for den bestyrelse, der sammensætter folkemøde-programmet. Hun er en spændende og hjertevarm 87-årig dame, som jeg besøger i hendes lejlighed i Danebod Village, der er Danebod s pensionist-landsby. Alle hendes fire bedsteforældre, som kom fra henholdsvis Sjælland, Langeland, Lolland og Sønderjylland, udvandrede, og hendes mor voksede op i Tyler. Men selv blev hun født i en dansk koloni i Nebraska, hvor hendes far var lærer. Senere flyttede familien bl.a. til Askov, Minnesota og Nysted, Nebraska, som begge er danske kolonier. Da hun siden blev gift med Harald, som var præst, fortsatte rundturen til dansker-stederne så at sige, for familien kom til at bo i Denmark, Kansas, Ringsted, Iowa, - og igen i Askov, Minnesota. Og nu er hun så tilbage, hvor hendes mor blev født, i Tyler, Minnesota.

Vi taler dansk sammen. "Men her er ikke ret meget dansk mere," siger Ardis Petersen. "selv om man taler om "The Danish Church" og "The Danish Folk Meeting". Det er næsten ligesom, når en ung pige bliver gift. Så kalder man hende stadig - mange år efter - ved hendes ungpigenavn, for det har man været så vant til! - Men ved folkemødet synger vi nu da på dansk hvert år, og Grundtvig er ikke helt glemt her," tilføjer hun.

Svære tider ...

Danebod-folket i Tyler har ellers oplevet en del svære tider, bl.a. rent økonomisk. Langt ind i dette århundrede var menigheden konstant i gæld. I 1911 betalte hvert medlem i gennemsnit lidt under 10 dollars, hvilket slet ikke var tilstrækkeligt. Det var nemlig vanskeligt at ændre de danske nybyggeres tankegang på dette punkt. De havde jo fra Danmark været vant til, at kirken var en folkekirke, som de fleste betalte skat til. Derfor var det svært for danske immigranter at lære, at i en dansk-amerikansk menighed må hver eneste penny til præsteløn og til kirkens vedligeholdelse og drift komme fra menighedens egne medlemmer.

Og så blev Tyler for alvor ramt af en tragedie, da højskolen, der på det tidspunkt havde 50 elever, brændte ned til grunden søndag den 25. februar 1917. Det var en tre-etagers bygning helt af træ, og bortset fra en udskåren talerstol fra foredragssalen og nogle få småting lykkedes det ikke at redde noget. Men heldigvis kom ingen noget til, og her viste det sig da også, at danskerne i Tyler kunne stå sammen, når det gjaldt. Kun ni måneder senere var nemlig den fornemme nye Danebod højskole i røde mursten rejst, og selv om det er længe siden, der har været egentlig højskole i bygningen, så bruges den altså stadig, og der er hvert år - ud over folkemødet - mange kurser, møder og konferencer, der finder sted her.

I februar 1929 brændte også børneskolen ned til grunden, hvilket Harold i bibelkredsen husker tydeligt. Han blev nemlig så glad, da han så skolen brænde, for han havde aldrig rigtigt været glad for at gå i skole. Men hans glæde blev kortvarig, for undervisningen blev blot flyttet over i gymnastiksalen og stenhuset på den anden side af gaden!

Og så var der dengang Tyler blev ramt af en tornado og næsten totalt tilintetgjort. Tornadoen fejede ned gennem hovedgaden og efterlod et spor af ødelæggelse bag sig. 35 mennesker blev dræbt, og mange blev hjemløse. Træbygningerne fra pionertiden blev helt smadret. Kun få murstensbygninger stod næsten uskadte tilbage. Men da tornadoen nåede til highway en få hundrede meter før Danebod kirke, gik den pludselig i opløsning, og hverken kirken, skolen, gymnastikbygningen eller højskolen led nogen skade. Det var den 21. august 1918, at Tyler-tornadoen ramte, og den 24. august blev 17 af ofrene begravet fra Danebod kirke.

Fremtiden?

I Danmark bor der vist omkring 325.000 Jensen-er. I Tyler i Minnesota bor der - i følge telefonbogen - 27 med det efternavn. Og 20 Hansen-er, 15 Nielsen-er og 5 Rasmussen-er. Men hvad vil mon fremtiden bringe for den danske Danebod-koloni i Tyler? Det er selvfølgelig svært at spå om, men en del af svaret skal måske findes i de hundredvis af vindmøller, jeg så oppe fra toppen af Danebod Højskoles tårn - og som i dag omgiver Tyler.

Vinden kaldes ligefrem for "Minnesota s nye afgrøde", og sikkert er det i hvert fald, at her på dette ret vindblæste sted, hvor danske nybygger-familier i sin tid slog sig ned på mellem 20 og 80 tdr. land jord, er der kun få egentlige landmænd tilbage, som til gengæld har kæmpestore farme.

Men nu har man så rejst de store vindmøller, hvoraf i øvrigt mange er af dansk fabrikat, og måske er det dem, der i fremtiden skal skabe eksistens-grundlaget for efterkommerne af de danske nybyggere, der sled så hårdt, og som trods stor fattigdom klarede at bygge både dansk skole, kirke og højskole så langt fra de hjemlige strande!

Regler er til for at holdes!

Det varer ikke længe, inden Buddy og jeg er på vej nordpå ad I-29. Vort mål er Grand Forks i North Dakota, hvor vi skal besøge Poul, der er farmer og fra Tommerup. Så man kan vel sige, at vi er "sådan lidt i familie".

Undervejs bliver Buddy og jeg enige om nogle regler for vores køreture:

§ 1: Man skal altid holde sig på vejen!
§ 2: Man må ikke køre hurtigere, end forholdene og skiltene tillader! (Der er nemlig politi, der lurer alle vegne.)
§ 3: Man må ikke læse kort eller på anden måde blive distraheret, når man kører!
§ 4: Man må ikke falde i søvn under kørslen, men skal derimod holde en god pause en gang imellem!
§ 5: Man skal altid - så vidt muligt - vælge de kønneste og mest interessante veje!
§ 6: Når der er spændende oplevelser og spændende steder og spændende mennesker og spændende historier, skal der gøres holdt!

De seks gyldne regler har vi tænkt os at holde, og vi har til fulde overholdt dem indtil nu. Det vender vi tilbage til!

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.