Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

3. november 1999

Et lille tilbageblik til Calgary ...

Da jeg besøgte Alberta og Calgary, bevægede jeg mig så at sige i Aksel Sandemoses fodspor. Denne kontroversielle, forkætrede, men også meget roste dansk-norske forfatter, der engang legede med tanken om at emigrere til Canada. I 1927-28 foretog Jantelovens fader nemlig en rejse til prærieprovinserne, som førte til, at han skrev flere bøger om livet blandt de danske immigranter i Canada. "Ross Dane" er den mest kendte, og den er en perle af en bog. Om en dansk immigrant, der kommer til Canada fra South Dakota på jagt efter nogle bortløbne heste. Han slår følge med en métis (halvt europæer og halvt indianer) og nogle andre danske immigranter og kommer til et sted i Alberta, som Sandemose kalder Beaver Coulee. Her etablerer de en slags skandinavisk koloni, som Ross Dane ender med at bliver en leder af.

Sandemose havde et meget vanskeligt væsen. Han var omskiftelig og kolerisk af natur, så det var ikke så sært, at han lagde sig ud med mange - både i Danmark, i Canada - og senere i Norge, hvor han boede i sine sidste år. Det, jeg vil nævne her, er, at han - efter først at have været meget begejstret for Canada og overvejet selv at blive immigrant - endte med at få en voldsom hjemve.

Han befandt sig i Calgary. Det var vinter og meget koldt. Han havde ført lange samtaler med den danske konsul Pallesen om sin eventuelle immigration. Han havde besøgt Dana Højskole i byen, og han havde opholdt sig længe i Dalum ude på prærien, hvor han havde haft mange gode samtaler med den navnkundige pastor Rasmussen.

Men som tiden gik, blev han mere og mere ensom og fik en voldsom hjemve. Han beskrev det selv sådan:

"Jeg er træt af dette land nu og længes efter at komme hjem. Jeg lider ikke ligefrem af hjemve, men jeg bliver træt og sjusket, husker ikke så godt, glemmer alting. Bare jeg var tilbage i København. Jeg må tage mig af det mest presserende problem her og nu: hvordan jeg på en rimelig og ordentlig måde slipper væk fra Calgary."

Bliv væk fra de store byer!

Nu var Calgary ganske vist ikke dengang den storby, den er i dag. Men jeg kommer alligevel til at tænke på Sandemoses tanker i Calgary, da jeg selv befinder mig i Chicago. For både dengang og nu var de nordamerikanske storbyer magneter, som både tiltrækker og frastøder mennesker. Stærkest er tiltrækningskraften, hvilket alene bevidnes af, at næsten 80 % af nordamerikanerne bor i de store byer.

Buddy og jeg "bor" på en langtidsparkeringsplads ved O’Hare-lufthavnen. Et stykke fra centrum, men lige midt i byens larm. Her holder masser af biler parkeret, og folk kommer og går (eller rettere kører) døgnet rundt. Trafikken på motorvejene i området er naturligvis heller ikke lydløs, og de næsten endeløst lange godstog, der slæber sig forbi, larmer også ganske uhyrligt. Og så er der selvfølgelig ikke mindst de hundredvis af startende og landende fly lige ved siden af. Men alligevel vænner man sig underligt nok forholdsvis hurtigt til alt dette. Og det er nok et meget godt udtryk for, hvilken effekt storbyen har på de fleste.

Indenfor det høje hegn patruljerer en kvindelig politibetjent og hendes trofaste hest, "Buck", og de har intet imod, at man tager mere eller mindre fast ophold på parkeringspladsen. Via lufthavnens gratis-tog samt Chicagos udmærkede cta-lokaltog kan jeg være nede i downtown Chicago på cirka en halv time. Downtown er ligesom ikke stedet for Buddy. Dels fordi han er lidt stor og klodset at køre rundt med, og dels fordi en parkeringsplads kan koste op til 30 dollars - pr. time!

Chicago er en by med ca. 5 mill. indbyggere. Når man er her et par dage på egen hånd, bliver man "ramt" af to følelser: På den ene side overvældes man af alt det, der er så anderledes - og spændende. Højhusene, menneskene, støjen, det pulserende liv ... Men på den anden side kan man ikke undgå samtidig at føle sig lidt frastødt og ensom. Ligesom Sandemose gjorde det i Calgary.

Det svarer meget godt til den beskrivelse, Kristian Østergaard gav af Chicago i sin Udvandrerbog i 1904. Han har allerede været inde på det i begyndelsen af sin bog, hvor han under overskriften "Nogle Venneraad" skriver om "den ret uheldige Lyst til Bylivet" og slår fast, at netop "Bylivet er en Malstrøm, der maler alt for mange ned i Fattigdom og al slags Elendighed."

Om Chicago fortæller han så, at mens der bor 22.000 nordmænd og 49.000 svenskere, så er antallet af danskere blot 10.166 - eller 1,7 % af det samlede indbyggertal. Derefter skriver han:

"Her finder vi Landsmænd i alle Livsstillinger, lige fra Gadesjoveren og Tiggeren til den rige Handelsmand, der bor i et Slot, som en Fyrste kunde have Grund til at misunde ham. Men selvfølgelig er de fleste jævne Arbejdere enten ved Fabrikker eller Haandværkere eller andre af de tusinde Ting, her er at gøre; og ikke 1 af 100 har nogen som helst Udsigt til at komme videre end at have et jævnt godt Udkomme. Det kan lige saa lidt anbefales Folk at rejse her til som til andre af de store Byer; men for deres Skyld, der vil til Chicago, har jeg indhentet Oplysninger fra en Mand, der selv rejste dertil med sin Familie fra Danmark for over 11 Aar siden, og som vel har arbejdet sig op til ret gode Kaar, men som ogsaa har bedre Forudsætninger end de fleste for at kunne "albue sig frem". Hvad han skriver, følger her, og er, saa vidt jeg kan bedømme det, en afgjort sand og sund Fremstilling af de timelige Vilkaar der er at finde i Chicago."

Og så kommer ellers beskrivelsen, hvor der bl.a. står:

"Efter nogle faa Aars Ophold i Chicago gaar det gerne saaledes, at de, som imidlertid har stiftet Familie og gerne vil fra Byen, ikke kan rejse; men de, som endnu kan rejse derfra, vil ikke, fordi de har faaet en afgjort Smag paa Livet i den store By med de alt for let tilgængelige Adspredelser, der tilsidst synes dem lige saa nødvendige som det daglige Brød, men som suger og tærer til Marv og Ben baade paa Livet og Fortjenesten."

Kristian Østergaard slutter med at fortælle, at der i Chicago er 3 danske kirker, alle tilhørende "den (grundtvigske) danske kirke", nemlig St. Stefans, Trinitatis og St. Ansgar, og desuden et dansk "Højskolehjem" med adresse på selveste hovedgaden, Michigan Avenue.

Altid en dansker bag?

Der bor stadig omkring 10.000 danske i Chicago, har man fortalt mig på det danske generalkonsulat, hvor man også har givet mig liste over de 39 danske foreninger her i området. Men danskerne fylder naturligvis ikke så meget i storbyen med de ca. 5 mill. indbyggere. Tager man en tur op i det 443 meter høje Sears Tower (verdens højeste kontorbygning), er det en imponerende udsigt, der møder en, og her må man vist indrømme, at vor gode og desværre nu afdøde ven, navnkundige pastor Rasmussen fra Vancouver for en gang skyld ikke har ret. Han slog ellers altid fast, at "hvor end i verden der er noget, som er virkelig stort og fantastisk, så står der altid en dansker bag!" Men den imponerende, men egentlig ikke særligt kønne, 110-etagers bygning er hverken tegnet eller bygget af danskere.

Danske virksomheder er der imidlertid i Chicago. Bl.a. er det lidt mærkeligt at tænke på, at succeshistorien i det lokale erhvervsliv derhjemme i Tommerup, 3L-Ludvigsen, der nu har afdelinger i både Brylle, Tommerup og andre steder i Odense-området, også har en amerikansk aflægger lige her i Chicago. Jeg ville gerne have været en tur derud, men når det desværre ikke.

I øvrigt har Chicago jo haft en noget bevæget historie. Det var her, den amerikanske mafia med Al Capone i spidsen havde sit hovedkvarter og nærmest en overgang havde fuld kontrol med byen. Det var også her, der var voldsomme optøjer i august 1968, da tusinder af borgerretsforkæmpere og modstandere af Vietnam-krigen stødte sammen i gadekampe med Chicagos politi under det demokratiske partis konvent. Den daværende borgmester, Richard J. Daley, gav ordre til at der skulle slås hårdt ned på "ballademagerne", og politiets magtanvendelse var så brutal, at mange troede, at USA var på randen af en borgerkrig.

I dag er det sønnen, Richard M. Daley, der er borgmester i Chicago. Byen er ved at have fået selvrespekten tilbage og kan nu bl.a. prale af et Shakespeare-teater og nogle af verdens fineste kunstmuseer og mange initiativer på musik- og kulturfronten. Og så var det altså også her, der blev sat verdensrekord i marathonløb, - dog ikke af mig!

Vandrer man rundt i de snorlige gader med de utroligt høje huse, møder man for tiden en masse køer, som indgår i et større kunstprojekt, der kaldes "Cows on Parade" og består af over 300 plastickøer, der er blevet malet eller på anden måde udsmykket af et antal kunstnere fra hele verden. Ganske sjovt og charmerende, faktisk!

Men ellers er Chicago jo også en sportsby af de helt store. "The White Sox", "The Bulls", "The Blachhawcks" og "The Cubs" er blot nogle af de store Chicago-hold inden for forskellige sportsgrene. Mest stolte er man selvfølgelig af Chicago Bulls, som blev "verdensmestre" i basketball seks gange her i 90-erne - godt hjulpet på vej af superstjernen Michael Jordan.

Et dansk hjem ...

Det danske kirkeliv her i byen er forsvundet. Den sidste danske kirke i Chicago blev nedlagt for ca. 40 år siden, og det eneste, der er tilbage, er den årlige julegudstjeneste ved sømandspræsten fra New York. "Den er til gengæld både velbesøgt og meget hyggelig og meget dansk," fortæller Leif Nielsen mig.

Men der er et dansk alderdomshjem i Chicago. Et utrolig flot og hyggeligt og meget "hjemligt" "Danish Home", som Leif Nielsen er leder af. Dannebrog er hejst uden for hjemmet, der ligger i et stilfærdigt villakvarter. Hjemmet blev grundlagt i 1891 og har til huse i en stor herskabelig murstensbygning ikke langt fra Kennedy Expressway og lufthavnen. Her er meget dansk, og på hæderspladsen blandt de danske malerier, juleplatter m.m. hænger en gammel stenalderøkse, som statsminister Viggo Kampmann forærede hjemmet ved sit besøg i 1961. I øvrigt er hjemmet en selvejende institution, der ikke modtager offentlige tilskud. Beboerne betaler for at bo her, men hvad der derudover er behov for, kommer ind ved lotterier, basarer, fester, medlemsbidrag - og arvebeløb.

"Vi klarer os meget godt, og folk kan godt lide atmosfæren her. Vi er faktisk et dansk samlingssted i Chicago," fortæller Leif Nielsen, der selv oprindelig er uddannet isenkræmmer og stammer fra Nørre Nebel. Via St. Croix i det tidligere Dansk Vestindien havnede han og hans familie her i Chicago, hvor han de sidste 13 år har været "administrator" for "The Danish Home".

Jeg er blevet inviteret på frokost i den hyggelige spisestue, hvor små Dannebrogsflag pryder alle borde, og på bagvæggen hænger billeder af Kong Frederik IX og Dronning Ingrid. "Man spiser godt her," fortæller en af beboerne, Louise, mig. "Lækker dansk mad! - I køkkenet har vi danske kokke og bagere, som kommer herover for en periode på 1 til 2 år. Det her er et dejligt sted at bo. Der er også en smuk park omkring hjemmet her. Jeg er selv opvokset på en gård lige her i nærheden. Jeg blev født i 1913, og da var der jo ikke by heromkring, som der er nu. Men jeg er glad for at være kommet hertil, selv om jeg nok er den eneste her, som ikke er dansk. Men min svigersøn er dansk," fortæller Louise.

Ved nabobordet er en af de ældre damer i gang med at give en af de ansatte et lille kursus i dansk. "Vi siger: Mange tak, selv tak - og tak for mad!" lyder det, og så kunne man vist godt tilføje: "Vi siger også tak for "Det danske hjem" i Chicago!"

"Kringleville" ...

Nord for Chicago lå engang den mest danske by uden for Danmark: Racine. Byen ligger stadig her i det sydøstlige hjørne af Wisconsin ved Michigansøens bredder - omgivet af meget frodig landbrugsjord. Det er en smuk by, omend nogen af yderområder ser lidt nedslidte ud.

I begyndelsen af 1900-tallet var 7.000 af byens 30.000 indbyggere danske. Mellem 1870 og 1950 kom der mere end 14.500 danskere til Racine County. I dag er byens indbyggertal tæt på 100.000, og det danske islæt fornemmes stadig. Bydelen West Racine har f.eks. et logo, hvor Dannebrog indgår, og her er også gader opkaldt efter danskere som Østergaard og Hansen. Et par steder flages der med Dannebrog, her er et hyggeligt "Danish American Home" for ældre danske, et par dansk-amerikanske kirker - og ikke mindst et væld af danske bagere.

West Racine kaldes ligefrem for "Kringleville", og rygtet om de lækre kringler fra Bendtsen-, Larsen- og Olesen-bagerne m.fl. er åbenbart nået vidt omkring, for man "eksporterer" kringler til hele USA via pakkepostfirmaet UPS. Jeg får et par smagsprøver og må indrømme, at de søde sager nok er noget, man skal passe på ikke at blive forfalden til. Efter amerikansk smag er kringlerne dog fyldt med endnu mere sukkerstads, end vi er vant til, så jeg vil til enhver tid foretrække wienerbrødet fra vor udmærkede bager i Tommerup. Det kan være, jeg skal hjem og fortælle, at der måske kunne være muligheder for en større kringle-eksport til USA!

Opfindelser ...

Racine har fået tilnavnet "Opfindelsernes By". Det er nemlig ikke så få patenter og opfindelser, der stammer herfra. Landbrugsmaskiner, plæneklippere (opfundet af en dansker ved navn Jacobsen), blendere, voks, klippemaskiner - og biler faktisk også. Selv om det var Henry Ford, der for alvor fik held med at udvikle den benzindrevne bil, så var opfinderen af den allerførste damp-drevne bil fra Racine. Og han var præst! Han hed J.W. Carhart, og køretøjet kaldte han for "The Spark". Men byrådet bad ham om ikke at køre i bilen inde i byen, fordi den skræmte både heste og folk! Han blev dog senere hædret, idet han opnåede den ære at blive udnævnt til "automobilens fader" på den store biludstilling i Paris i 1908.

Kort før århundredskiftet udlovede byrådet i Racine 10.000 dollars for opfindelsen af en maskine "drevet af damp eller lignende, som skal være en billig og praktisk erstatning for brugen af heste og andre dyr på landevejen og på gårdene" - og som kunne tilbagelægge mindst 200 miles på almindelige veje. Med sådan en udfordring er det ikke så sært, at der kom gang i bilproduktionen i Racine i begyndelsen af 1900-tallet.

Det var altså en driftig by, danskerne og de andre tilflyttere kom til, og mens det i de fleste andre danske kolonier var landmænd, der var efterspurgt, så var det her veluddannede arbejdere, der kunne få godt og stabilt arbejde på de mange fabrikker. Så det er ikke så sært, at det i sin tid i særlig grad var arbejderfamilier fra København og andre større danske byer, der følte sig tiltrukket af mulighederne for beskæftigelse i Racine.

I dag er her stadig gang i byens industriforetagender. Den store landbrugs- og entreprenørmaskinfabrik CASE har sit hovedkvarter her, ligesom også verdensfirmaet Johnson Wax, der laver rengøringsmidler, voks m.m. Og så har vort eget danske verdensfirma Danfoss sit nordamerikanske hovedkvarter her - en nydelig fabrik med ca. 220 ansatte.

Splittelsen startede i Racine.

I 1871 havde den danske menighed i Racine i øvrigt kaldet pastor Adam Dan som sin præst. Han havde nære forbindelser til Indre Mission og var en god ven af Vilhelm Beck, men da han i en artikel i den dansk-norske kirke-konferences blad i 1872 kom ind på sit bibelsyn, skrev han bl.a.:

"Bibelen er den eneste ufejlbarlige Kundskab om Kristus, hans Lære, Liv og Gerning; men ikke Livet og Gerningen selv; thi dette skaber han først i sine Sakramenter og sit Ord. Ord og Skrift er ingenlunde et, Skriften kalder aldrig sig selv Guds Ord, men nyttig til Lærdom, til Overbevisning osv."

Det var lige noget, der fik de fundamentalistiske norske præster i den dansk-norske kirke til at se rødt. Ganske vist fremhævede pastor Dan, at han ikke selv var grundtvigianer, men han gav altså på denne måde en vis støtte til de grundtvigske tanker, og han slog fast, at grundtvigianerne "ere gode danske Lutheranere, skøndt de rigtignok ikke ere norske Pietister".

Disse udtalelser blev fordømt som "grove Vildfarelser", og der blev faktisk siden hen ført en lære-retssag mod pastor Dan. Det var hele denne polemik, som altså på en måde udgik fra Racine i Wisconsin, der førte til den kirkelige splittelse ikke bare mellem norske og danske, men også senere hen mellem den grundtvigske danske kirke og den indre missionske forenede kirke i USA.

Sikkerhed fremfor alt ...

Turen vestpå fra Racine bringer mig gennem Dane County (det danske amt), hvor bl.a. Wisconsins hovedstad Madison ligger. Jeg ved ikke, hvorfor amtet har fået dette navn, men det er jo egentlig slet ikke så lidt herovre, der på en eller anden måde har fået betegnelsen "dansk" F.eks. får jeg lige et glimt af et af de såkaldte trends inden for bryggeribranchen her: et "mikrobryggeri" ved navn "The Great Dane"!

Men bortset fra byens imponerende regeringsbygning "Capitol" er det en bemærkning i en indkøbscenter-brochure, der fanger mit øje. Her forsikres det nemlig, hvor vigtigt det er for centret, at kunderne føler sig "trygge". "Kundernes sikkerhed har højeste prioritet for os", lyder det.

Og ganske rigtigt: Kigger man sig omkring i det ellers nydelige center, er her både bevæbnede vagter, overvågningskameraer og andre foranstaltninger, der altså skal gøre det mere "sikkert" at være her. Underligt nok føler jeg pludselig en stærk trang til at forlade stedet. Følelsen af tryghed er utroligt svær at skabe i et land, hvor mange er bevæbnede til tænderne, hvor den grundlovssikrede ret til at forsvare sig selv tages meget alvorligt, og hvor samfundets forsøg på at skabe "større sikkerhed" blot resulterer i mere politi, større overvågning og hårdere straffe.

Kom indenfor! Vi har ventet dig!

Så er Buddy og jeg atter ude på landevejene. Vi kører væk fra den store Interstate 94 og nordpå ad highway 73 til Withee. Denne lille danskerby fik omkring århundredskiftet følgende ord med på vejen:

"Withee ligger dybt inde i Wisconsins Skovland og er en af vore yngste, men dog største Kolonier. For 30-40 Aar siden var hele denne Del af Wisconsin dækket af uhyre Fyrreskove med Gran, Eg, Birk og andre Træarter hist og her. Omkring Withee har de vældige, slanke Fyrretræer hersket overalt. Disse Kæmper er imidlertid for længst fældede og ført til Savmøllen, saa kun Stubbene staar tilbage. Hist og her er nogle store Stammer, der har haft en eller anden Skavank, blevne liggende efter at være fældet. Kun sørgelige Rester er tilbage af disse Egnes før saa stolte Skove; men des frodigere breder Sæden sig paa den frugtbare Jord. Paa "den danske Kirkes" Aarsmøde i 1892 vedtoges det at grundlægge en dansk Koloni paa dette Sted, og der findes nu over 500 danske i Kolonien."

Vi kører igennem byen og passerer fire andre kirker, inden vi får øje på "den danske": Nazareth Lutheran Church. Det er en nydelig men ikke særligt gammel bygning, og her er ingen kamtakkede gavle. Derimod er der en Thorvaldsen-Kristusfigur i kirkerummet og i kirkesalen ved siden af er der danske malerier, bl.a. et af Den lille Havfrue. Her er også billeder af præsterne, lige fra Andreas S. Nielsen, der oprindelig var præst i Chicago og "præsident" for den danske kirke i Amerika, men som valgte - sammen med et par andre familier - at tage til Withee og grundlægge den danske koloni. Han var menighedens første præst fra 1893 til 1903. Siden har man bl.a. haft præster med så gode danske navne som Jensen, Pedersen, Mikkelsen, Dixen, Holst, Bundgaard og Thomsen. Foruden den præst, man har nu, Paul Petersen.

Jeg går en tur på kirkegården, men træffer ingen mennesker, så efter at have konsulteret den lokale telefonbog, kører Buddy og jeg hen til 501 Second Street for at se, om præsten skulle være hjemme.

Det er et nydeligt hus lidt vest for hovedgaden, men det ligner nu ikke en dansk præstegård. Jeg banker på, og der bliver med det samme lukket op. Da jeg præsenterer mig, bliver jeg mødt af en temmelig overraskende hilsen: "Ja, velkommen her! Vi har ventet dig!"

Forklaringen kommer hurtigt. Både fra Tyler og fra Askov i Minnesota er det rygtedes, at jeg er på rundtur til de danske steder herovre. En af de allerførste, jeg besøgte på min tur, var Ardis Petersen i Tyler, og hun er Pauls mor! Og Hertha og Red oppe i Askov er blandt pastor Paul og hans kone Marlene’s nære venner, så også derfra har man hørt om mit besøg og min tur.

Hertha har forresten sendt et lille udklip fra "The Askov American" med i sit sidste brev. Under overskriften "Et meget dejligt besøg af en dansk præst" fortæller hun om min lille visit, som de åbenbart har nydt lige så meget, som jeg gjorde. I hvert fald slutter artiklen på denne måde:

"Vi nød at have mulighed for at tale dansk igen, men jeg følte, at det var svært at finde de rigtige ord ind imellem. Han var imidlertid sådan en dejlig besøgende, - en vi altid vil huske. Så vi siger: "Kom igen, pastor Svend!""

Hos Marlene og Paul i Withee var jeg bestemt også blandt venner. Vi snakkede, som om vi havde kendt hinanden altid, og jeg hørte bl.a. om deres store tur til Danmark i 1990, hvor de sammen med en flok fra Grand View College i Des Moines havde studeret "sækulariseringen af Danmark". "Desværre oplever vi på mange måder den samme udvikling her," siger Paul, der netop har meddelt sin menighed, at han går på pension til januar.

Paul er fuld af gode historier. I forbindelse med vor snak om, at amerikanerne - ligesom danskerne - måske ikke er så trofaste over for deres kirke, som de kunne (og burde) være, fortæller han denne historie:

"Der var et skib, der led skibbrud og gik ned med mus og mand. Kun en enkelt overlevede og reddede sig i land på en øde ø. Der blev sendt redningsfolk ud for at lede, men de så ham ikke. Så han begyndte - som en anden Robinson Crusoe - at bygge sig en hytte og udforske øen. Efter to år kom der pludselig et skib forbi, og han blev reddet. Men inden han drog fra øen, ville han lige vise sine redningsfolk omkring.

"Her er hytten, jeg har boet i," fortalte han. "Og her er køkkenhaven med alle grønsagerne, jeg har levet af. Og derovre er de to kirker, jeg har bygget."

"jamen, du var jo ganske alene her på øen. Hvorfor byggede du to kirker?" spurgte folkene undrende. "Jo," sagde manden. "Den der, det er den, jeg godt kunne lide at gå i kirke i. Og den der ovre, det er den, jeg ikke ville have noget som helst med at gøre!"

Paul fortæller også, at hans biskop engang præsenterede ham som den eneste præst, han kendte, der havde et billede af en nøgen dame hængende i sin kirke! Det var naturligvis den lille havfrue, han tænkte på.

Jeg skal senere fortælle mere om mit hyggelige besøg hos Marlene og Paul. Lad mig blot lige her nævne, at vi - sammen med nogle af "danskerne" i Withee, Alfa, Lorraine, John og Margrethe - spiste kylling på "The Blackhawk Country Inn", - at Marlene og jeg så den første præsidentvalgsdebat mellem vicepræsident Al Gore og den tidligere basketball-stjerne Brian Bradley (en klar sejr til Gore, syntes jeg), - at vi derefter så den sidste baseball-kamp om årets mesterskab, hvor superholdet New York Yankees endnu engang vandt, - og at vi tog på rundtur i det, der altså engang var en rigtig danskerby, men som nu er en af de hundreder af småbyer på landet, der slås for at overleve. Her har man ovenikøbet det særlige problem, at man føler sig truet af den religiøse gruppe, der kaldes mennoniterne og som breder sig mere og mere, fordi de bl.a. kendetegnes ved, at hver familie i gennemsnit har mindst syv børn!

Farvel til min Buddy!

Det var lidt vemodigt at sige farvel til præsteparret Petersen, - og særligt vemodigt, fordi dette var min sidste dag sammen med Buddy. Jeg pakkede mine ting og vaskede og støvsugede Buddy, så godt jeg kunne. Men helt udviske småskrammerne fra vort uheld i Rocky Mountains kunne jeg desværre ikke.

Sidst på dagen nåede jeg til Minneapolis/St. Paul og aflagde straks rapport til udlejer-Ray om en fantastisk tur - og om småskaderne. Det tog han meget pænt, og jeg tilbragte faktisk aftenen og natten hos familien. Denne gang tog vi ikke til vækkelsesmøde, men diskuterede hele aftenen, hvordan evangeliet kan bringes til sækulariserede mennesker, - ikke bare i USA, men også i resten er verden. For det er det, der i høj grad ligger Ray og hans familie på sinde.

Tidligt næste morgen kørte Ray mig til Greyhound-stationen, hvor jeg sammen med andre mere eller mindre underlige individer gik ombord i Greyhound-bussen med kurs mod New York.

Det er lidt af en oplevelse at køre med sådan en bus. Her møder man alle slags folk. Jeg mødte f.eks. en flok sortklædte Amish-folk og kom til at sidde ved siden af fraskilte John, der fire gange om året tager turen til Wisconsin for at besøge sin lille datter. Han er bange for at flyve, og så kan han også godt lide den særlige stemning i sådan en Greyhound-bus.

Da mørket faldt på gjorde vi holdt i Chicago. Det var næsten umuligt at slippe ud af byen igen på grund af myldretidstrafikken. Det var sikkert det, der gjorde vores chauffør, Patricia, en temmelig kraftig og meget streng sort "matrone", lidt stresset. Hun gav i hvert fald os alle en kraftig overhaling, fordi vi efter hendes mening ikke hørte ordentligt efter, når hun gav beskeder (ordrer).

Da vi gjorde et kvarters ophold i Elkhart, Indiana, fik vi klar besked om, at bussen ville køre præcis midnat, og da der på dette tidspunkt manglede et par stykker, kørte bussen naturligvis, som Patricia havde sagt! Jeg gad nok vide, hvordan de efterladte stakler klarede sig videre - uden deres bagage, som de havde efterladt i bussen.

En del af turen sad jeg ved siden af en rigtig amerikaner, dvs. en meget tyk mand, som spiste tre burgere, da vi gjorde holdt, og som fyldte ca. halvandet sæde. Så var det straks noget bedre, da min sidekammerat var en mor, der udover at holde styr på sine to urolige, men meget charmerende unger, også fik tid til at læse i sin Bibel.

Efter ca. 30 timers kørsel nåede vi New York, og det var utrolig rart at få strakt sine stive lemmer efter at have været "foldet sammen" i så lang tid.

Endnu mere rart var det at finde både hjerterum og husrum på den danske sømandskirke på Willow Street i Brooklyn. Præsteparret Merete og Torben og assistentparret Kamma og Claus tog vældig godt imod mig, og de seneste dage har vi hygget os sammen. Det er tredje gang, jeg besøger New York, og ligesom de forrige gange er der bare fart på hele tiden.

Søndag var der gudstjeneste med barnedåb i det lille kirkerum. Torben, som jeg har været på præstehøjskole sammen med, og som også for ikke så længe siden viede sin fætter og hans kone i Tommerup kirke, holdt en fin og meget klar prædiken, og bagefter var der - som det sig hør og bør - kirkekaffe med danske boller og leverpostej og ost. Ikke dårligt. Men - som jeg også ville sige det derhjemme: Hvor kunne det være dejligt, om nogen flere sluttede op, når nu man har sådan en dejlig kirke!

Skeletter, spøgelser og hekse m.m.

Søndag eftermiddag og aften stod helt i "Halloween’s" tegn. Denne underlige fest, der godt kan minde lidt om vores fastelavn, og som består i at man klæder sig ud i skumle og uhyggelige kostymer og går rundt og siger "Trick or treat!" Så skal folk komme lidt slik eller lignende i børnenes kurve, og alt sammen er det et forsøg på - her ved vinterens begyndelse og mørkets komme - at holde heksene og de onde magter på afstand.

Merete og Torbens datter, Leonora, der går i første klasse, var klædt ud som en vældig sød "Jane" fra Tarzan-historien, men på gaderne i det ellers så rimeligt fredelige Brooklyn Heights-kvarter kunne man også risikere at møde spøgelser og skeletter og uhyrer og marsmænd og hekse!

Til koncert med dronningen!

Mandag den 1. november var en stor dag for de danske i New York. Igennem de sidste par måneder har der været et dansk kulturfremstød her, kaldet "Dainsh Wave". Det kulminerede med afslutningskoncerten for den årlige Carl Nielsen-violinkonkurrence, som i anledning af 125-årsdagen for Carl Nielsens første komposition, tror jeg nok, var henlagt til New York. Odense Symfoniorkester har været herovre en tid og spillet sammen med 41 dygtige og håbefulde unge violonister fra hele verden. To japanske piger og en ung mand fra Italien nåede finalen, og det blev italieneren, 22-årige Leor Maltinski, der løb med førsteprisen på 20.000 dollars - skænket af Novo Nordisk.

I et samarbejde mellem sømandskirken og det danske generalkonsulat havde sømandskirken afsat ca. 200 koncertbilletter, og jeg var så heldig, at der var en enkelt til overs til mig. Det var en meget flot oplevelse at høre Odense Symfoniorkester og de tre prisvindere spille musik af Carl Nielsen, Niels W. Gade og Tchaikovsky ved koncerten i Lincoll-centret ikke langt fra Central Park midt på Manhattan.

Dronning Margrethe var der også! Og kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen m.fl. Jeg er sikker på, at de nød koncerten lige så meget som os andre, - ikke mindst Carl Nielsens "Masquerade-ouverture" og hans violinkoncert, opus 33. Utroligt at tænke på, at Fyn ikke blot har givet verden den mest berømte dansker nogensinde, H. C. Andersen, men også det musikalske geni fra den fattige familie i Nørre Lyndelse, der sagde, at "musik er liv" og hvis kompositioner altså fortsat skaber glæde verden over.

En forskrækkelse - og pligten kalder!

Det var dog lige før, jeg måtte tilbringe aftenen i fængsel og ikke i det fine selskab. Om eftermiddagen var jeg nemlig en tur ude i New Yorks havn for at se Frihedsgudinden og Ellis Island, som mere end 12 millioner immigranter passerede igennem på deres vej til de nye muligheder i "Guds eget land".

Jeg havde taget min rygsæk med mig derud, og efter en rundtur på Liberty Island, hvor Frihedsgudinden, der forresten er lavet af kobber fra Norge, står majestætisk og er en slags værn om og symbol på den frihed og de muligheder, som så mange af disse indvandrere kom hertil for at finde, stillede jeg mig i kø for at komme op i selve statuen. Jeg anede ikke uråd, før jeg - efter en halv times venten - nåede indenfor i bygningen. Her var der en sikkerhedskontrol, som alle tasker o. lign. skulle køres igennem. Jeg anede stadig ikke uråd, men pludselig blev jeg trukket til side og spurgt, om jeg havde en kniv i min taske. "Øh, ja, det har jeg vist," sagde jeg og blev hurtigt klar over, at jeg havde begået noget af en dumhed.

Min gamle spejderdolk, som jeg har haft med på turen til at skære brød o. lign. med, og som det også var godt nok at have i tasken, da Tage og jeg vandrede rundt deroppe blandt bjørnene i vildmarken ved Cape Scott, havde jeg ikke fået taget op af rygsækken. Nu fik jeg af sikkerhedsvagten at vide, at den var et våben, som jeg ulovligt havde bragt med mig ind i en "federal building". Det var ikke bare forbudt. Det var meget, meget, meget strengt forbudt! Jeg ville få en bøde og få min gamle dolk konfiskeret, - og han ville diskutere med sin overordnede, om jeg også skulle i fængsel!

Jeg brugte lang tid og alle mine talegaver på at overbevise vagten om, at jeg ikke var terrorist eller morder eller på anden måde havde skumle hensigter. Og underligt nok: Til sidst gav han mig kniven tilbage og lod han mig slippe med ordene: "Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det her. Men forsvind nu, før jeg skifter mening!" Jeg skyndte mig naturligvis videre til Ellis Island, som jeg skal fortælle om senere. Der indviede jeg en sikkerhedsvagt i mit problem med dolken i rygsækken, - men han var af den afslappede type. Han sagde blot: "OK. No problem!"

Siden fortalte Torben mig, at man faktisk har ganske gode grunde til at være strikse. For et par år siden blev en ung dansker skudt af en galning på toppen af Empire State Building - netop på grund af manglende sikkerhed.

Heldigvis slap jeg, så jeg kunne gå til koncert med dronningen - uden rygsæk og spejderdolk!

---

Her vil jeg slutte for denne gang. "Pligten" kalder. Den 20. november skal sømandskirken nemlig have sin store årlige basar, hvor man venter ca. 1.000 mennesker og håber på et overskud på omkring 30.000 dollars. Hele ugen har huset her duftet af hjemmebagt rugbrød, leverpostej og småkager, for det er bl.a. den slags, der er populære salgsvarer til basaren.

Jeg har tilbudt at bage nogle svenske chokoladebrøds-småkager. Dem kan vi godt lide i Tommerup. Nu må vi se, om danskerne i New York også kan lide dem!

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.