Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Hertha og "Red" i Askov, Minnesota ...

21. september 1999

Efterlyst!

Jeg vænner mig aldrig til dem. Disse plakater, som man ser alle vegne, med efterlysninger af forsvunde børn og af folk, der er mistænkt for voldsomme forbrydelser. Alle tal siger ganske vist, at der er sket et fald i antallet af mord og andre grove lovovertrædelser i USA og Canada i de seneste år. Men efterlysningsplakaterne er her stadig, og de kan virkelig gøre én trist til mode.

Tag nu f.eks. Michael Dunahee. Plakaten viser to billeder af ham: som han så ud, da han forsvandt som 3-årig - og som man mener, han måske ser ud i dag. Det var i marts 1991, han legede på en legeplads i Victoria på Vancouver Island. Hans far stod lige i nærheden og holdt øje med ham, men indimellem vendte han ryggen til og fulgte lidt med i moderens fodboldkamp lige ved siden af. Og pludselig var Michael væk - og er ikke set siden.

Der er også en plakat med en efterlysning af den mand, der eftersøges for i 1997 at have myrdet tre unge teenagere på en campingplads ved den lille by Kitimat - også i British Columbia. Han forsvandt ind i de store skove, og trods en massiv eftersøgning er han aldrig blevet fundet.

Nej, jeg vænner mig aldrig til disse forfærdelige forbrydelser - og til efterlysningerne af ofrene og forbryderne. Trods alle mulige kampagner og "gun-control-love" er det fortsat en af de mørkeste sider af Nordamerika.

Har vi ikke alle brug for et fyrtårn?

Turen ned langs Lake Superior’s kyst ad highway 61 mod Duluth er en betagende oplevelse. En ensom landevej med skov og atter skov på den ene side og klippekysten og den store sø på den anden. Og så er her så skandinavisk, så skandinavisk.

Her er ikke mange byer, men de få, der er, er helt igennem skandinaviske - og overrendt af turister i højsæsonen. Den lille havneby Grand Marais er ingen undtagelse. Den er faktisk så berømt, at den har fået en bil opkaldt efter sig. Det er en af Ford’s dollargrinsagtige modeller, der hedder Mercury Grand Marais.

"Rigtig skandinavisk gæstfrihed" reklamerer motellerne med her. Foran mange forretninger hænger amerikanske, canadiske, finske, svenske, norske og danske (!) flag side om side. Og et par rigtige vikinger byder "Velkommen" til Sven’s og Ole’s pizzabar. Jo, her er rigtig skandinavisk-amerikansk.

Lidt længere nede ad den smukke kystvej, hvor det ene fantastiske panorama afløser det andet, kommer man til Split Rock Lighthouse. I de første år af dette århundrede blev der brudt jernmalm i stor stil i det nordlige Minnesota. Det blev så udskibet med store skibe fra Duluth og sejlet over de store søer. Men Lake Superior var med sin klippefyldte nordkyst kendt som et af de farligste farvande i verden. En enkelt storm bragte den 28. november 1905 ikke mindre end 29 skibe i havsnød, og to af dem forliste på klipperne nær Split Rock. Derfor blev det besluttet at bygge et fyrtårn og et tågesignal her.

Split Rock Lighthouse blev bygget på toppen af en høj klippe, der rejser sig lodret ved søens bred. Det blev færdiggjort i 1910 og er nok et af de smukkeste fyrtårne i USA. Da vejen forbi senere blev bygget, fik fyrtårnet hvert år mange besøgende, og sådan har det været siden. I 1969 blev det lukket, da moderne navigationsudstyr ombord på skibene gjorde fyrtårnet overflødigt.

Tilbage i Buddy lytter jeg til en af de kristne radiostationer, der er så mange af herovre. "Er det ikke netop åndelige fyrtårne, vi har brug for i verden af i dag?" spørger prædikanten - og citerer ordene fra Salmernes Bog om at "Guds ord er et lys på din vej, en lygte på din sti". "Er det ikke netop moderne menneskers ulykke, at vi tror, vi kan rejse på vor farefulde færd gennem livet - uden åndelige fyrtårne, uden Guds ord?" lyder det på 88.7 fm, "The Heaven Radio".

Lidt senere fortælles det i Nyhederne, at der nu skal laves et stort kristent netværk, der skal sende gode kristne TV-programmer 24 timer i døgnet - uden vold og sex og den slags. Det fortælles også, at arbejdsløshedsprocenten i hele USA nu er nede på 4,2. Det er det laveste tal i 29 år, så "der er virkelig noget at fejre i denne weekend, hvor der holdes Labor Day". Det svarer nogenlunde til vores "1. maj". De fleste amerikanere regner nu blot den dag som afslutningen på sommeren - og en kærkommen lejlighed til at holde lidt fri.

Ham Keillor igen ...

Jeg skruer over på en anden station og er heldig at finde NPR - National Public Radio. Det er lørdag, så der er "A Prairie Home Companion" med Garrison Keillor, - I ved ham min yndlingshumorist. Og minsandten om der ikke er en gæst med en umiskendelig dansk accent.

"Det er "my good friend" Benny Andersen, som er kommet den lange vej "from Copenhagen" for at være med i vores show her i dag," forklarer Garrison Keillor. Benny Andersen holder en morsom lille tale og læser et par af sine digte, og Keillor synger "Svantes lykkelige dag" på dansk og engelsk - akkompagneret af Benny Andersen. Der er stort bifald, og Keillor forklarer, at i Danmark synger alle fra den blå Højskolesangbog, og alle danske børn kender også ordene om, .at "fuglene flyver i flok, når de er mange nok!" Så det skal jo nok passe.

Keillor fortæller også nyt fra Lake Wobegon. Det er utroligt, hvad han kan finde på at fortælle om de kære lutheranere i den lille by - og om de få, men ivrige, katolikker.

Jeg kommer til at tænke på, hvordan jeg i sin tid havde det rigtig gemytligt med min gode katolske nabo i Vancouver, Mike. Vi fortalte altid hinanden historier om hinandens religion. En af de historier, jeg fortalte ham, var om den lille dreng, der sad på trappen op til den katolske kirke med en kurv fuld af små hundehvalpe ved siden af sig. Og på et lille skilt stod der: "Små katolske hundehvalpe til salg - 10 dollars stykket!" Den katolske pater på vej til messe lagde mærke til dem, og da han kom igen næste søndag, var drengen der påny. Han havde også kurven med hundehvalpene ved siden af sig, men skiltet var nyt. Nu stod der: "Små lutherske hundehvalpe til salg - 10 dollars stykket!" Det undrede pateren sig over og spurgte derfor drengen, hvordan det kunne gå til. "Jo" sagde drengen, "nu har de jo fået øjnene op!"

I dagens Lake Wobegon-historie er Keillor nu nået til en værre historie Det er ikke helt fri for, at han er lidt grov over for katolikkerne: Mændene fra Lake Wobegon er taget på jagt oppe nordpå. Aftenen før jagten sidder de i deres lille hytte og får lidt (rigeligt) at drikke og fortæller historier, bl.a. denne her:

Der var kommet en ny, ung katolsk pater til området, og han blev inviteret over til den gamle pater til middag. Han kunne ikke undgå at bemærke, at den gamle pater havde en meget ung og meget, meget nydelig pige som hushjælp. Under middagen, da "husbestyrerinden" var ude i køkkenet et øjeblik, lænede den gamle pater sig over mod sin unge kollega og sagde: "Jeg ved, hvad du tænker. Men jeg skal fortælle dig, at hun er min niece, og det er alt!"

En uges tid efter middagsselskabet siger den unge husbestyrerinde til den gamle pater: "Jeg er ked af at skulle sige det, men siden vi havde den unge pater på besøg, har jeg ikke kunnet finde den fine sølv-sovseske." "Tænk ikke på det," svarer den gamle pater. "Det skal jeg nok tage mig af!" Og han sætter sig ned og skriver et brev til sin unge kollega. "Kære ven! Tak for dit besøg forleden. Det var vældig hyggeligt. Der er bare en ting, jeg må nævne. Jeg siger ikke, at du har taget min sølv-sovseske. Jeg siger heller ikke, at du ikke har. Men faktum er, at den har været væk, siden du var her. Med venlig hilsen ..."

Da den unge pater modtager brevet, sætter han sig straks ned og skriver et svar: "Kære ven! Jeg vil også gerne sige tak for den hyggelige aften forleden. - Med hensyn til sølv-sovseskeen: Jeg siger ikke, at der er noget mellem dig og din niece. Jeg siger heller ikke, at der ikke er. Men hvis du sov i din egen seng, ville du allerede have fundet sølv-sovseskeen!"

Ja, sådan kan Garrison Keillor altså være, - men den historie må jeg vist hellere lade være med at fortælle Mike!

Askov - uden højskole ...

A propos Højskolesangbogen. Når man kommer til den lille by i Minnesota, der kalder sig Askov, kunne man måske godt vente at finde en dansk højskole her. Men sådan én har der aldrig været. Til gengæld må der blandt de danske pionerer, der kom hertil, have været nogle, som havde rigtig gode minder med sig fra et ophold på Askov Højskole. For de ændrede byens navn fra Partridge (der betyder agerhøne) til Askov.

Først havde man tænkt på navnet "Grundtvig", og senere var "Lejre" også inde i billedet. Men det blev altså til "Askov". Den gode ånd fra Askov derhjemme i Danmark ville man gerne bringe med herover til Askov i Minnesota. Det var i 1905-06, at stedet af grundtvigianerne i Dansk Folkesamfund var blevet udvalgt til at blive en dansk koloni, og i 1912 boede her omkring 200 familier - fortrinsvis danske.

Kommer man til byen vestfra, passerer man broen over St. Croix-floden. Og lige før byen ligger så Betlehem lutherske kirkegård, som er langt mere velholdt og nydelig end mange amerikanske kirkegårde. De fleste navne på gravstenene er danske: Hyldahl, Eriksen, Petersen, Jakobsen ... , og hist og her ses på gravene - foruden de kunstige blomster - både amerikanske og danske flag.

Så kommer man til Brogade. Sådan står der på det nydelige gadeskilt - dog med "Bridge Street" nedenunder. Og inde i "centrum" af den lille by, er der skilte med "Guvernørsvej", "H.C. Andersens Allé", "Jernbanegade", "Bregnedalgade", "Købmagergade", "Skovvej", "Skolegade" og "Kirkeallé".

Jeg er heldig at finde Arol og Hertha Hansen hjemme. Henne på museet i den gamle station har jeg set en fin udstilling om de danske pionerer og deres barske tilværelse, dengang de skulle forsøge at forvandle det, der oprindelig var et skovområde, til agerjord. "Arol og Hertha er nok dem, der bedst kan fortælle om Askov", siger de flinke damer på museet.

Og det passer. I deres hyggelige og meget "danske" hjem får jeg en hjertelig modtagelse. Det er bestemt ikke første gang, en gæst fra Danmark kigger indenfor, og "vi nyder det hver gang!" bedyrer Hertha.

I’d rather be in Denmark!

Her snakkes i øvrigt dansk, og det er også Hertha, der har hjulpet til med at forfatte Askovs historie og udfærdige teksten til byens danske gadeskilte.

Jeg lægger mærke til, at der på væggen hænger et skilt med ordene "I’d rather be in Denmark!"
"Passer det?" spørger jeg.
"Ja, vi har været i Danmark mange gange, og vi holder meget af Danmark," svarer Hertha. "Jeg plejer at sige til Arol, at når én af os dør, så tager jeg til Danmark!"

Arol smiler - og fortæller, at der faktisk ikke er mange, der kalder ham Arol her. "De fleste siger bare Red!" Der har altid været så meget med øgenavne i Askov, og i sin tid berettigede Arol’s hårpragt ham åbenbart til at få navnet "Red"! Han var forresten postmester i mange år i byen.

Vi kigger også billeder fra "Danish Days", - byfesten, der lige har været afholdt i Askov - med æbleskiver og meget andet godt. Præstens kone har været forbi med billederne, fordi Hertha og Red har skrantet lidt, så de ikke selv har kunnet være med i år, som de ellers plejer.

Og så snakker vi om gamle dage.
"Det var hårde tider, dengang Askov blev til," fortæller Red. "Der var mange træer, der skulle fældes, og stubbe, der skulle ryddes. Og her er jo så koldt om vinteren!
Der kunne gå længe imellem, at man overhovedet så en dollar. Men selv om man ikke havde nogen penge, kunne man altid "betale" med grønsager og mælk og æg og den slags, som man kunne producere på farmene. Men på posthuset gik det ikke. Et frimærke til et brev hjem til Danmark kostede 5 cents, og havde man ikke det, måtte man skuffet gå hjem igen. Og på den måde kunne der gå lang tid, inden familien i Danmark hørte nyt fra Askov. Men selv om det var hårde tider, var det jo alligevel "de gode, gamle dage", - og her i byen er "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord" blevet sunget mange gange!"

Engang var hele byen lige ved at blive udslettet. Det var, da en stor skovbrand i området spredte sig med lynets hast. Den nærliggende by, Hinckley, blev totalt raseret, og mange mistede livet i flammerne. Takket være en heltemodig indsats blev mange dog reddet ud i sidste øjeblik ombord på et tog, der simpelthen kørte igennem den brændende skov ud til en sø, hvor alle passagerer så blev sendt ud i vandet, hvorfra de kunne se både toget og alt andet omkring sig brænde. Men selv reddede de altså livet.

Det gjorde de også i Askov, for her lykkedes det at standse ilden lige inden, den nåede byen.

Askov’s kendte danskere ...

Der kommer besøg af journalisten fra den lille lokale avis "The Askov American". Den blev i sin tid startet af en af dem, man er stolte af i Askov, Hjalmar Petersen. Han var dansk immigrant, journalist og politiker - og blev Askovs borgmester - og senere en kort overgang Minnesota’s guvernør. Og så var han også leder af byorkesteret! Ham har Garrison Keillor’s bror, Steven, der er forfatter og bor i Askov, skrevet en bog om. "Og Steven lærte sig dansk for at kunne skrive bogen," fortæller Hertha.

Et andet bysbarn, man er stolt af i Askov, er Vern Mikkelsen, som blev en berømt basketballspiller hos NBA-holdet Los Angeles Lakers. Hans far var præst her ved Betlehem lutherske kirke, som blev stiftet af immigranterne kort efter byens grundlæggelse. Den første fuldtidspræst var H.C. Strandskov, men Harold (Harald) Petersen, hvis enke, Ardis, jeg besøgte i Tyler, har også været præst her.

Kirken er i øvrigt bygget af mursten - og meget smuk. Red viser rundt og fortæller. Alterbilledet forestiller "den gode hyrde" og er en kopi af Niels Skovgaards original fra valgmenighedskirken i Bøvling i Vestjylland. Men her er naturligvis også en kopi af Thorvaldsens Kristusfigur fra Københavns Domkirke. Og så er her fine træskærerarbejder udført af Jes Schmidt fra West Denmark i Wisconsin. Det skal senere vise sig, at han er næsten ligeså berømt som Thorvaldsen på disse kanter.

A little bit of Luck!

Jeg kunne sagtens være blevet længere i Askov, men efter at have fået at vide af Red, hvordan jeg finder til West Denmark, sætter Buddy og jeg kursen mod det vestlige Wisconsin.

Faktisk kan man ikke finde West Denmark på kortet. Stedet er nemlig blot en lille del af byen Luck. Og her er det på mere end én måde gået hedt til blandt danskerne. For det første er kirken i West Denmark brændt ikke mindre end to gange. I 1937 og i 1985. Og hver gang har man bygget en ny kirke på stedet.

For det andet er West Denmark måske det sted i USA, hvor uenigheden mellem grundtvigske og indre missionske immigranterne har sig de tydeligst spor.

Ude ved den store vej, der skiller West Denmark fra Luck, står en mindesten, der fortæller, at der her - af danske immigranter - blev startet det første andelsmejeri i Wisconsin. Så det må man altså have kunnet enes om. Men på det kirkelige område blev der strid.

"Den danske Kirke" oprettede her - på anbefaling af den hjemlige støttegruppe "Udvalget", der holdt til på Fyn - West Denmark Seminary i 1887. Det var på det tidspunkt, at der i Luck Township iflg. en folketælling boede 105, der oplyste, at de var født i Danmark eller af dansk afstemning. Desuden var der syv nordmænd, seks "Yankees", en tysker og en østriger. I 1900 var byen vokset, og der var da 144 danskere, 14 "Yankees", 6 tyskere, 4 nordmænd, 2 svenskere og en irsk tjenestepige!

Meningen med West Denmark Seminary var, at der her skulle uddannes præster. Leder og eneste lærer på seminariet var pastor Thorvald Helveg, der var uddannet på Københavns Universitet. Han var grundtvigianer, men da man senere skulle have en lærer mere, anbefalede han, at det skulle være en, der hørte til i Indre Mission. Det blev så Peter Sørensen Vig. Han var fra Egtved-egnen og havde gået på Askov Højskole. Nu blev han så ikke bare lærer på præsteseminariet, men også præst for den nærliggende St. Peter lutherske kirke i North Luck. Han skrev til en ven og fortalte om sit arbejde "ved vores lille seminarium heroppe i de stille og fredfyldte skove i Wisconsin". Men inden længe var freden forbi.

Det var bibelsynet, det handlede om. Helveg lagde på god grundtvigsk vis vægt på trosbekendelsen og "det levende ord", mens Vig ikke tydeligt nok kunne understrege den personlige omvendelse og troen på, at Bibelen er Guds urokkelige ord og fundamentet for al kristen tro.

Der blev flere og flere sammenstød mellem de to. Nogle af studenterne holdt med Vig, andre med Helveg. Til sidst meddelte P.S. Vig på et kirkemøde, at han ikke kunne stå inde for Helvegs lærdom, som han anså for hverken at være luthersk eller kristen. Derfor nedlagde han sit embede.

Det samme gjorde Helveg lidt senere, og med udgangen af skoleåret 1891-92 blev West Denmark Seminary da lukket. Nu er der kun et beskedent mindesmærke tilbage, som fortæller, at det var her, skolen stod. Peter Sørensen Vig, der i øvrigt også var historiker og interesserede sig særligt for dansk-amerikanernes historie, blev senere, da splittelsen indenfor Den danske Kirke var uoprettelig, en af lederne i "Den (indremissionske) forenede Kirke", og netop West Denmark var et af de steder, hvor begge kirker havde arbejde i gang, og hvor skellet mellem "The holy Danes" og "The happy Danes" var dybest.

Lidt længere nede ad "hovedgaden" i West Denmark ligger den danske (grundtvigske) kirke. Der er - selv om den altså er forholdsvis ny - slet ingen tvivl: hvide mure, rødt tag og kamtakkede gavle!

En dygtig kirkeværge og historiker.

Uden for møder jeg den helt rette mand: Edwin Petersen, der er pensioneret highschool-lærer og West Denmark’s historiker. Lige nu er han i gang med en af sine pligter som kirkeværge. Det er cementen omkring mindepladen fra den første kirke, der er begyndte at smuldre og derfor skal repareres. "Rejst af danske mænd og kvinder" står der.

Edwin Petersen tager mig med på en rundtur i West Denmark og Luck, og vi ender hjemme hos ham selv, hvor han forærer mig nogle af de bøger, han har skrevet om områdets historie. Imponerende! Han fortæller også, at træskæreren Jes Smidt, som kom fra Christiansfeld-egnen og blev leverandør af så mange smukke altertavler og prædikestole til de danske kirker i Midtvesten, var hans bedstefar!

Kristian Østergaard, præsten, salmedigteren og højskoleforstanderen, som jeg nu har nævnt et par gange, var en af dem, der nåede at være elev på West Denmark Seminary i løbet af skolens korte levetid. Han skriver i sin "Udvandrerbog" fra 1904 bl.a. dette om West Denmark:

"Her er saare hjemligt for Danske at færdes ... Men ikke mindre hjemligt er det blandt Beboerne i West Denmark, saa lidet amerikaniserede, saa jævne Danske, som de er i et og alt. ... Her var ogsaa i nogle Aar en Skole til Uddannelse af Præster for de danske Menigheder her i Landet under Ledelse af Pastor Th. Helveg (nu i Vallekilde, Sjælland), og denne Skole har haft sin store Betydning for West Denmarks Folk. Skolen og Præsteboligen tillige med den danske Børneskole og den overmaade smukke Kirke, de nu har bygget, ligger nær ved de stejle Brinker af en lille Sø. Et Par Mil derfra er Jernbanestationen Luck, i hvis Nærhed en lille dansk By er i Fremvækst. Spredte deromkring ligger danske Hjem i hundredvis. De smaa Nybyggerhytter er nu for det meste afløste af større og smukkere Bygninger og gode stalde for Kvæget. Der er jævn Velstand blandt de ældre og gode Kaar ogsaa for dem, der skal begynde at skabe sig et Hjem."

Jo, det var og er nok værd at besøge West Denmark og bruge noget tid på stedets historie, men jeg må videre, så jeg kører nordpå via nabobyen Frederic (som vist hverken er opkaldt efter kronprinsen eller nogen dansk konge!) og derefter vestpå gennem Minnesota og tilbage til North Dakota.

Bare sådan en af de dage ...

Efter et par dage hos Poul er Silverado’en og jeg igen taget på tur. Første stop er danskerbyen Viborg i det sydøstlige hjørne af South Dakota. Det vil sige, så langt når vi desværre ikke i første omgang.

Så vidt jeg ved, er der kun en enkelt paragraf i Murphy’s lov: "Alt, hvad der kan gå galt, går galt!" Og Murphy’s lov slår aldrig fejl, siger man.

Her er så, hvad der skete:

Det så ret enkelt ud på kortet: Drej til højre ved exit 56 og kør stik vestpå lige til Viborg. Det gjorde jeg så, men jeg må åbenbart have koncentreret mig lidt rigeligt om at finde mit næste mål. For vel inde på en lang, øde strækning ville Silverado’en pludselig ikke længere. Vi var kørt tør.

Men det var heldigvis ikke noget problem, for Poul havde givet mig en reservedunk med. Den var ganske vist kun halvfuld, men der var vel heller ikke så langt til en frelsende benzinstation i Viborg eller måske før. Så jeg fyldte på og kørte videre. Men der, hvor jeg havde regnet med, at Viborg skulle ligge, endte vejen vestpå pludselig, og man kunne kun køre sydpå eller nordpå. Jeg blev noget forvirret, men valgte vejen sydpå, som dog blot førte mig endnu længere ud på landet. Ingen by og ingen benzin i sigte noget sted.

Så jeg vendte om og kørte nordpå. Men nu var jeg ikke rigtig klar over, hvor jeg var. Mit kort passede åbenbart ikke, eller hvad? Amerikanerne kunne nu også godt tage og sætte nogle flere vejskilte op!

Efter adskillige miles fandt jeg så en by, - en meget lille by - uden en benzinstation! Davis hed den, og jeg fandt den på kortet, og det gik op for mig, at jeg skulle have taget exit 53 i stedet for exit 56. Men jeg var ikke langt fra Viborg, så mon ikke det ville gå. Jeg kørte igen ud på de øde landeveje i dette meget velplejede landbrugsområde. Kun hist og her lå der spredte gårde.

Og så kørte jeg tør for anden gang! Og nu var der altså ikke mere benzin i reservedunken. Men jeg fandt dunken frem og stillede mig ved siden af bilen, og efter et kvarters tid (for der kommer ikke ret mange biler forbi heromkring) standsede en venlig vejarbejder på vej hjem fra arbejde, og han tog mig med ind til benzinstationen i en lille by i nærheden.

Murphy’s lov er blevet brudt!

På tilbageturen fik jeg et lift med Bill og John, et par unge fyre, der viste sig begge at være fra Viborg (eller Vajbørg, som det udtales her), og begge havde danske oldeforældre. "Og vi har skam Danish Days hver sommer i Vajbørg," fortalte de.

"Føler I jer så lidt danske," spurgte jeg.
"No, but my folks do!" svarede Bill, og John tilføjede, at "I don’t really know much about all that history stuff!"

Men danske eller ej, flinke var de i hvert fald, og de hjalp både med at fylde benzin på og følge mig helt til tanken i Viborg, så de var sikre på, at jeg klarede den. "Thanks, guys!"

Amerikanerne har en fin ting, der hedder 4-way-stops. Det er vejkryds, hvor alle skal standse, inden man kører over krydset, en efter en. Fortæl mig ikke, hvordan det virker, men det gør det bare.

Midt i Viborg, en lille prærieby med 763 indbyggere, har man også sådan et vejkryds. Og når nu alle alligevel skal standse, hvad er så mere nærliggende end at placere byens opslagstavle lige midt i det kryds. Så der ser jeg altså en håndskreven plakat, der forkynder, at der er Roast Beef Supper i Bethany Lutheran Church i aften kl. 5 pm.

Da sker der noget mærkeligt med mig. I samme øjeblik, jeg ser den plakat, bliver jeg pludselig meget sulten. Så jeg bestemmer mig straks til at tage hen til kirkemiddagen. Der er dog tid til en lille rundtur inden, og jeg finder ud af, at der faktisk er fem kirker i den lille by. En af dem ligger meget smukt på Dane Avenue i udkanten af byen. Vor Frelsers lutherske kirke, hedder den. Med en nydelig kirkegård omkring - og masser af dansk-klingende navne på gravstenene. Jeg undrer mig lidt over, hvorfor der mon er to lutherske kirker i byen.

Forklaringen får jeg, da jeg møder præsten og adskillige flinke medlemmer af menigheden henne i Bethany-kirken. Viborg var i sin tid et af de steder, hvor striden - ligesom i West Denmark, Wisconsin - mellem de indre missionske og de grundtvigske danske immigranter brød ud i fuld lue. Man måtte simpelthen dele sig i to menigheder: the happy Danes i Vor Frelsers, og the holy Danes i Bethany. "Og nu behøver vi sådan set kun én kirke, men der er så meget historie, og så er der to smukke kirkebygninger, så ..." forklarer den kvindelige præst.

Folk strømmer til. Det er kun én gang om året, man har sådan en kirkemiddag i Viborg. Hvor heldig kan man være! Og mange vil gerne hilse på og snakke - nogle gerne lidt på dansk, men helst på engelsk. Én stammer fra Snaptun ved Horsens, en anden fra Skørping, - en tredie har lige været på besøg i Viborg. Altså det "rigtige" Viborg, og ikke Vajbørg!

Behøver jeg at nævne, at middagen var fremragende. De lutherske damer kan bare det der med mad. Og Norman, som jeg har fået en hyggelig snak med undervejs, sender mig afsted med denne bemærkning på godt gammeldags jydsk: "Hælsen hjæm’!"

Det kan man da vist kalde held i uheld! Én ting står i hvert fald fast. Da jeg forlader Viborg efter en lidt forvirret dag, hvor jeg ikke bare kørte forkert, men også kørte tør to gange, er det med en dejlig følelse af mæthed og af, at Murphy’s lov er blevet brudt!

Den smukkeste kirke i landet!

Jeg tilbringer de næste dage på Dana College i Blair, Nebraska, og tager ture ud derfra. Det vil jeg fortælle om senere. Lad mig blot slutte for denne gang med denne lille historie:

Når man befinder sig herude "in the middle of nowhere" på en kirkegård på Nebraskas flade prærieland, er det svært for en dansker ikke at blive lidt bevæget over at se navnene på gravstenene: Olsen, Pedersen og Nielsen. Og her ligger også to af præstebrødrene Strandskov, Niels Christian og Holger, der begge var præster her, begravet. Og så er her også en stor gravsten med familienavnet Feddersen. Gad vide, om der er nogen relation til Signe i Tommerup?

St. John’s Lutheran Church i Kronborg i Hamilton County, Nebraska, har tjent dansk-amerikanerne lige siden 1888 og er altså en af de næsten utallige dansk-amerikanske kirker, der har gjort, at de, der valgte at slå sig ned her, ikke blev totalt fremmedgjort i forhold til deres fortid, deres danske rod.

Kristian Østergaard kaldte i sin tid netop denne kirke her øst for Marquette for "en af de smukkeste i landet", og det passer stadig. Sjældent velholdt er her - både ude og inde. En ung mand, der fortæller mig, at han er en "Nielsen", er i gang med græsslåningen mellem de mange gravsten. Og det bliver gjort omhyggeligt.

Inde i kirken står Thorvaldsens Kristusfigur, og et kirkeskib hænger fra loftet, og ved siden af - i det, der nu fungerer som menighedshus, men oprindelig var dansk skole - er der inskriptioner på dansk, som tydeligt fortæller, at dette stykke amerikansk prærie - som så mange af de steder, jeg besøger - er ærkedansk!

Og så lige til sidst: Indtil nu er det blevet til 3.808 miles, dvs. 6.136 km, og jeg har mødt cirka lige så mange flinke og imødekommende og gæstfrie mennesker. Mange af dem med danske rødder. Så det tegner godt!

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.