Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamer ika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Til vækkelsesmø de i St. Paul ...

30. august 1999

Så går det løs!

Allerede efter et par dage i Nordamerika har jeg været ude på en mægtig rejse gennem mere end 20 stater! Et såkaldt roadtrip, - en hæsblæsende køretu r på tusindvis af kilometer - eller rettere sagt miles - ad kæmpe motorveje og støvede biveje gennem "Guds eget land".

Sagen er den, at jeg lige inden afrejsen fra Fyn fandt på at inkludere en ny og spændende rejsebog i bagag en: Tom Buk-Swienty’s "Amerika Maxima". Og det var en god sidste-minuts-investering, skulle det hurtigt vise sig. For ikke nok med at Tom, der trods det "mærkelige" efternavn er sønderjyde, kan skrive så fuglene synger. H an ejer også evnen til at sætte det hele sammen, så man som læser føler, at "det her er bare så spændende, og så gør det mig samtidig klogere på mangt og meget; - mest måske på mig selv!"

Så den 330 sider lange bog slugte jeg på vej over Atlanten sammen med plastikmaden ombord på Icelandair-flyet, der med en enkelt mellemlanding i Keflavik på Island skulle bringe mig til Midtvesten, - det centrale USA. Unægteligt en noget nemmere og behageligere måde at rejse på, end da mange danske immigranter kom herover med skib over Atlanten i midten og slutningen af forrige århundrede.

Man er i godt selskab med Tom og hans kone og deres 4-årige søn Alexander - og så deres til lejligheden hyrede køretøj Nissan Maxim a. Storbylivet i New York, hvor familien bor til daglig, og hvor Tom arbejder som journalist og korrespondent for bl.a. Weekendavisen og Fyens Stiftstidende, blev for fire spændende uger skiftet ud med livet på landevejen - på roadtrip gennem Cli ntons USA. Og det blev en tur gennem Amerika, når det er bedst - og når det er værst. Dette kæmpemæssige land, som blev "opdaget" og indtaget af de første pionerer for flere hundrede år siden, og som siden har haft en næsten magnetisk t iltrækningskraft på de mange immigranter - i den første tid især fra Europa, der søgte lykken som nybyggere i "den nye verden". Men læs nu selv den rejsebog - og bliv revet med, som jeg blev det, så jeg følte, at jeg allerede havde fore taget mit første 17.000 kilometer lange USA-roadtrip, inden Icelandair-flyet med tre små, men ikke særligt elegante hop fik kontakt med landingsbanen i Minneapolis.

Min amerikanske drøm minder lidt om Toms. Når nu man kan være så heldig a t få tre måneders studieorlov med mulighed for at studere lige, hvad man lyster, og når man så samtidig igennem længere tid har interesseret sig for danskerne og deres kirker i Nordamerika og for nybyggerlivet og alt det, der fulgte efter, så sku lle man da være et skarn, om ikke man bruger denne mulighed til at tage ud og lede videre og suge til sig undervejs. Men målet for mit roadtrip er ikke bare at finde de danske kirker i USA og Canada - eller sporene af dem, men også at møde nogle af alle de mennesker, der - bl.a. med danske rødder - udgør den store smeltedigel, som Nordamerika jo er, - og høre deres historie - eller rettere deres historier! Her på hjemmesiden kan du følge med. Så skal vi ikke ønske hinanden: God tur!

Til Amerika af religiøse grunde - bl.a.

Man skal ikke tage fejl. Det var et stort antal danske, som især mellem 1850 og 1930 valgte at udvandre. Faktisk var det omkring 10% af landets befolkning. I 1882 alene var det 11.618, der forlod Danmark for at finde en bedre tilværelse i USA.

Selv om det nok mest var økonomiske og i nogle tilfælde politiske årsager, der fik folk til at rejse, så var der en del, der valgte at udvandre til USA af religiøse grunde. Man t aler om de faktorer, der "skubbede" emigranterne væk fra Danmark, og om andre, der "trak" dem til "den nye verden". Baptister og mormoner følte sig i midten af forrige århundrede forfulgt i Danmark og drog derfor i s tort antal afsted for at finde den religiøse frihed, de drømte om. Mormonerne drog som bekendt til deres "Zion", Salt Lake City i Utah.

For mange med almindelig luthersk folkekirkebaggrund var det måske ikke religiøse aspekter, der betød mest for deres beslutning om at udvandre, men det skulle hurtigt vise sig, at de havde brug for at finde et ståsted i det "religiøse supermarked", som USA var - og især har udviklet sig til at være.

Tom Buk-Swienty kom mer i bogstaveligste forstand vidt omkring i sin bog. Et sted fortæller han om en gudstjeneste-oplevelse fra en sort baptistkirke i Syden:

"Det var en gudstjeneste, der fik hver eneste nerve i vore kroppe til at vibrere og sveden til at pible frem fra alle kroppens porer. Vi blev modtaget med åbne arme af menigheden, der gjorde os til æresgæster i en gudstjeneste, der med en ubeskriveligt intens gospelsang fik taget til at løfte sig.

Det slog mig, hvor positiv og liv sbekræftende kirkeoplevelsen var. Her var ingen stive, monotont messende præster i sort kjole og hvid krave, der fortalte os, hvilken samling håbløse uslinge og syndere, vi var. Og hvor tæt vi var på at ryge ned i et dystert, forpint helvede. I s tedet for tung, farveløs kedsomhed, fik vi i dette festorgie af sang og musik at vide, hvor great vi var, at the Lord loves you and believes in you; at vi selvfølgelig ville og kunne overcome alverdens troubles. O yeah, o Lord, o yeah, o Lord.&qu ot;

Så er det, at man som dansk folkekirkepræst sidder med lettere bøjet hoved og siger: "Tak for sangen, Tom!" Ingen kan benægte, at der er noget stift og meget liturgisk bundet over den danske gudstjeneste, og at man kan finde eksempler på meget livligere gudsdyrkelse andre steder. Men, men, men ... For mange af de danskere, der forlod det gamle land og startede på en frisk i de store muligheders land, Amerika, var det faktisk alligevel vigtigt også at bringe "fæ drenes kirke" med sig. For man havde brug for at høre Guds ord på sit eget modersmål og synge med af fuld hals på de kendte salmer af Grundtvig, Brorson, Kingo og Ingemann. Så et eller andet af værdi må der dog være i den måde, vi som danske re igennem århundreder har dyrket vores kristendom på. Det mente i hvert fald mange af dem, der udvandrede.

Jesse’s Minnesota - og skandinavernes ...

I Minnesota går det godt. Ikke bare fordi solen i disse dage skinner fra en skyfri himmel. Der er ingen tegn på de voldsomme tordenvejr, der ellers kan hærge her i sommermånederne, og vinterens kulde og sne synes så langt væk (og det kan ellers blive virkelig koldt i Minnesota i de 6 måneder, vinteren varer). Men det går også godt, fordi arbejdsløsheden er rekordlav (1,6%) og velstanden stor, hvad f.eks. downtown Minneapolis vidner op med sine mange himmelstræbende skyskrabere. Fra 35. etage i Minnesota World Trade Center har man en enestående udsigt ove r "tvillingebyerne" Minneapolis og St. Paul, hvor omkring 2½ mill. mennesker bor, hvor 23 af verdens 500 største firmaer (bl.a. 3M) har deres hovedkvarterer, og hvor gennemsnitsindkomsten er væsenligt højere end mange andre steder i USA .

Men blandt Minnesota-folket (6 mill. mennesker, der bor i en stat, der er 4 gange så stor som Danmark) diskuteres det livligt, om det er Jesse, der skal have æren for de gode tider.

Jesse er man på fornavn med. Jesse Ventura hedder han, og han blev i 1997 valgt som Minnesotas guvernør, hvilket svarer til vores statsminister. Jesse er tidligere professionel wrestler og ikke så lidt af en populistisk politiker. Nu nøjes han dog med at fungere som dommer, når WWF-bryder ne kommer til byen med deres multi-million-dollars-show, - og det tager han sig efter sigende godt betalt for.

Minnesota-folket ved ikke rigtigt, hvad man skal mene om ham, og det er faktisk indtil nu kun lykkedes mig at opdrive en enkelt , der åbent har villet indrømme, at han stemte på ham. Men valgt blev han altså, fordi republikanernes og demokraternes kandidater brugte den velkendte taktik i amerikansk politik med at spænde ben for hinanden ved at smide en masse skidt på hina nden. Derved ignorerede de fuldstændig opkomlingen fra Ross Perot’s protestparti, - og så var det altså Jesse, der gik af med sejren. Siden har han sendt en pæn stor check til hver eneste borger i Minnesota, fordi der var blevet betalt for m eget i skat (!), og det har naturligvis gjort ham ret populær. Faktisk sørger smarte forretningsfolk for, at personkulten omkring Jesse kører i højeste gear. I Minneapolis’ mega-indkøbscenter, Mall of America, finder man f.eks. en hel butik med alt fra kuglepenne og krus til baseballkasketter og T-shirts prydet med Jesse’s billede og navn.

Men om det nu også er hans fortjeneste, at det går godt, det er man altså uenige om i Minnesota.

"Nej, det er nok sn arere, fordi her er så mange skandinaver," fortæller Karen og Hans, der selv efter nogle år i Edmonton og Danmark kom til Minneapolis for 12 år siden og med stor succes har drevet rejsebureau her siden. Faktum er i hvert fald, at mange af de 371.258 immigranter fra Danmark, som kom til USA mellem 1820 og 1980, endte netop i Minnesota. Og det samme gjorde mange nordmænd, svenskere, finner og islændinge. Man regner med, at der i dag er omkring 12 mill. amerikanere med skandinavisk baggru nd, og en meget stor del af dem bor i Minnesota og de øvrige midtvestlige stater. Faktisk er der så mange skandinaviske amerikanere, at man her i september - takket være en bevilling fra Nordisk Råd - begynder at sende skandinavisk TV i USA 24 ti mer i døgnet. I Californien, Colorado, Minnesota, Washington, Wisconsin og Dakotaerne vil man på denne nystartede betalingskanal kunne se programmer fra bl.a. DR-TV - på originalsproget, men med engelske undertekster.

Men folk hører nu også radio herovre, - både de kommercielle radiostationer og det, der nok fortjener noget mere respekt, nemlig "public broadcasting". Og har man sagt Minnesota, må man nødvendigvis også sige Garrison Keillor. Forfatter, humorist og &qu ot;public broadcaster". I årevis har hans ugentlige program "A Prarie Home Companion" ligget højt på listen over mest aflyttede programmer og været elsket af mange - måske især i Minnesota og det øvrige Midtvesten. Han er selv vokset op blandt norske immigranter i det nordlige Minnesota, har været dansk gift og boet i København en periode, - og har faktisk også været hovedtaler ved et Rebildmøde for et par år siden. Så Garrison Keillor ved, hvad han taler om, når han med sin underfundige og kærlige humor gør grin med de skandinaviske, lutherske amerikanere.

Især i monologerne om den lille (opdigtede) skandinaviske koloni Lake Wobegon i de store skove i Nord-Minnesota viser Keillor sit store og ubestridelige h umoristiske talent. "Det har været en stille uge i Lake Wobegon!" Sådan begynder han alle historierne, hvorefter man så hører om den ene mindre eller større katastrofe efter den anden. For stort set alt kan ske - og sker - i denne lille flække, "hvor kvinderne er stærke, mændene ser godt ud - og børnene er over gennemsnittet!"

"Alle i Midtvesten er lutheranere," siger Keillor i en af sine humoristiske monologer. "Selv katolikkener er. Ja, selv a theisterne er. Det er en lutherske Gud, de ikke tror på!"

Sandt er det i hvert fald, at skandinaver med en solid (og måske lidt stiv) luthersk baggrund har sat ikke så få fingeraftryk i Minnesota og det øvrige Midtvesten.

Hårdt arbejde -og Guds hjælp

"Gode ting sker for gode mennesker," siger Ray med et glimt i øjet, - og han ved, hvad han taler om. Det er Ray, der skal sørge for gode rammer for min tilværelse i de næste uger, for det er h am, jeg skal leje et motorhome hos. En 24 fods campingbil komplet med V8 motor, 250 hestekræfter og alt tænkeligt udstyr - såsom aircondition, veludstyret køkken med køleskab og mikrobølgeovn, - samt toilet og brusebad. En bil med et hus på rygge n så at sige. Og jo, det er et stort og tungt køretøj, men benzinen er billigere herovre. Og lad så venligst være med at spørge mig, hvor langt sådan en herlighed kører på literen!

Ray er 4.-generationsdansker, og hans smukke og store hus - omgivet af en lille sø, grønne træer og en swimmingpool - på en stille villavej i det nordøstlige St. Paul, Minnesotas regeringsby, vidner om, at det går godt for Ray og hans familie.

"Jeg skal ikke klage, men jeg har også arbejde t hårdt, - måske for hårdt," siger Ray.

"Det ligger til Sandager’ne," tilføjer han - og lægger dermed "skylden" over på sin mors danske gren af familien.

Ray voksede op det mest danske sted i hele Minnesota, siger han selv. Danskerkolonien Tyler i Lincoln County i det sydvestlige hjørne af staten, som i 1885 blev grundlagt af danske pionerer, efter at stedet var blevet udvalgt af Dansk Folkesamfund med Frederik Lange Grundtvig, søn af vor berømte Nikolaj Frederik Severin, i spidsen. Men det er en helt anden historie, som jeg nok skal vende tilbage til.

Det danske - og det med at arbejde lidt for meget - har Ray altså fået ind med modermælken. Og selv om Ray indrømmer, at d et er begrænset, hvor nært et forhold han har til det sprog og den kultur og det nybyggerliv - og den kirke, som i slutningen af forrige århundrede må have været hans oldefars, så er det tydeligt, at Ray er stolt af sine danske rødder. Ikke minds t, da samtalen kommer ind på turen til det gamle land for et par år siden. Grindsted og Dejbjerg i Jylland. Det var der, familien kom fra, og deromkring er der stadig fjerne slægtninge, som det var spændende at besøge. Så moderens efternavn, Sand ager, er altså slet ikke fynsk, som jeg troede, men stammer fra en lille gård på i det vestjyske.

Rays kone, Marla, og sønnerne Josh på 13 og David på 11 fortæller med begejstring om turen til Danmark, - især om Legoland i Billund. Jo, Da nmark er dejlig!

For mere end 25 år siden forlod Ray og hans familie sammen med Rays mor og far imidlertid Tyler-kolonien. Den gård, som for mere end hundrede år siden af Rays oldefar blev homesteaded, dvs. opdyrket helt fra bunden, efter at de 160 acres var overtaget på meget favorable betingelser, kunne ikke længere forsørge en familie - og slet ikke to. Så Ray og hans far åbnede sammen et autoværksted med tilhørende benzinstation og udlejningsforretning i St. Paul. Og siden er det kun gået fremad. "Takket være hårdt arbejde - og takket være Guds hjælp!" siger Ray.

En rigtig missionær!

Vi har ikke talt ret længe sammen, før jeg er klar over, at Ray er mere end en almindelig automekan iker og brugtbilsforhandler. "The business is my job," siger han, "Christian mission is my passion!"

Jo, Ray er missionær. Et par måneder om året lader han bilforretning være bilforretning og tager i stedet på missions rejse. Sidste år til Indien sammen med sønnen Josh. "Vi holdt 35 møder på en måned, og inderne har stor brug for at høre om Jesus," fortæller Ray.

Han er stilfærdig, men alligevel meget direkte og pågående i sin facon. For mange år siden forlod han den lutherske kirke, han havde kendt fra sin opvækst i Tyler. Og her i Minnesota er ellers faktisk alle lutherske, påstår Garrison Keillor, som jeg også nok skal vende tilbage til. Men - ligesom for Tom og andre - var den lut herske kirke måske en smule for kedelig og stiv for ham.

Anledningen til bruddet med den lutherske baggrund var, at Rays far, Merle, og hans kone, Marie, havde været til et stort møde med Billy Sunday, der i sin tid var en endnu mere k endt prædikant end Billy Graham. Det ændrede Merle’s og Maries og hele familiens liv, og siden har de tilhørt de såkaldte "uafhængige" kirker. Det er i de kirker, at "God is really at work", siger Ray.

"Vi sk al til et møde i aften. Vil du ikke med?" spørger han. Og inden jeg får tænkt mig om, har han arrangeret, at jeg skal bo hos familien i nat, for mit campingkøretøj er først klar i morgen, - og så skal vi altså til møde i aften. Ikke gudstjen este, selv om det skal foregå i en luthersk kirke, der engang blev grundlagt af de norske haugianere, men "møde".

"Der kommer sikkert mange folk fra mange forskellige kirkesamfund," siger Ray. Vi har travlt, så underve js derover indtager vi aftensmaden, en skinkesandwich varmet i mikrobølgeovnen og en cola, og jeg får at vide, at taleren ved mødet er fra Australien og hedder Doug. Han tager rundt og taler mange steder i hele USA, og folk strømmer til. Der bliv er sikkert også fuldt hus i aften. Det hele er påvirket af den karismatiske Toronto-bevægelse - og "der har jeg set så mange vidunderlige ting ske", som Ray udtrykker det.

Vækkelsesmøde og en dansk bager ...

Mø det starter klokken 19. Ray præsenterer mig for nogle af sine venner og synes, at jeg skal være øverst i kirken. Men jeg vælger at blive nederst - nær udgangen. Det skal siden vise sig at være en klog beslutning. Ray er i bestyrelsen og skal hjælpe til undervejs. Derfor skal han være oppe foran.

Vi står op, og på et stort lærred, der er trukket ned fra loftet og som derved kommer til at dække det meste af Thorvaldsens Kristus-figur på alteret, bliver der vist de salmer, vi synger . Der er meget med Jesus og Lord og Halleluja og Amen! Og stort set alle er hele tiden i bevægelse. Vuggende frem og tilbage i takt til musikken, der leveres af tre meget veloplagte og engagerede folk på trommer, keyboard og guitar. De fleste stå r med armene strakt opad, sommetider som om de prøver at trække noget ned i hovedet på sig selv. Det må være Helligånden.

Vi synger mange sange, og der kommer flere og flere mennesker, og det er meget varmt, selv om der er støjende blæser e sat op et par steder. Efter en halv times tid, da trætheden er ved at kunne mærkes i benene, sætter jeg mig ned, og lidt senere kommer Doug så på scenen. Han er en pæn yngre mand med busket overskæg, lyse bukser og mørkeblå skjorte med safarimø nster.

I begyndelsen fortæller han meget humoristisk om sin baggrund. Om hvordan han som australier altid har følt sig underlegen overfor de her amerikanere, og om hvordan han i det hele taget altid har været en stille og forsagt type. I skolen sagde han aldrig noget. Var nærmest en stor undskyldning for sig selv. Men så mødte han Jesus, og nu er han altså blevet prædikant, og efterhånden som han får varmet menigheden (eller publikum, måske) op og får os til at more os nogle gang e, hæver han gradvis stemmen, og jeg bliver klar over, at trods sit næsten klejne udseende er Doug en af de store prædikanter.

Han taler i mere end en halv time - helt uden manuskript - og slutter med at lægge op til en indsamling. &qu ot;Giv, så meget, I kan! For det er dyrt at rejse og bo på moteller, selv om vi lever så billigt, vi kan," siger Doug, "og der er så mange, som har så hårdt brug for at høre om Jesus, for er der noget, der præger dette land, så er det m anglen på moral!" "Yeah!" og "Amen!" og "Halleluja!" lyder det fra menigheden.

Så synger vi igen, og klokken nærmer sig halv ni. Så er der sikkert forfriskninger nedenunder, tænker jeg. Men nej. Vi synge r videre, og noget senere finder jeg ud af, at nu kommer vi til det, som folk virkelig er kommet for.

Doug kommer frem igen med sin bærbare mikrofon sat godt fast på kinden, så alt, hvad han siger, lyder klart gennem højttalerne. Han udlæ gger meget loyalt nogle bibeltekster, men så pludselig slår hans stemme næsten over i falset, og han foretager små hop på stedet, slår ud med armene og råber et eller andet, som jeg ikke kan forstå. Det gentager sig flere gange, og hver gang komm er både han og menigheden næsten i ekstase. Der klappes og råbes: "Halleluja!" og "Amen!" og "Jesus!"

Det er Gud, der har ansvaret!

Efter endnu en halv times tid forklarer Doug, at han tit ikke er klar over, hvad der sker med ham. "Jeg siger altid til folk: Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg gør ikke noget. Det er Gud, der gør noget gennem mig. Det er ikke mig, der har ansvaret. Det er Gud!"

Og så bliver alle, der ha r lyst, indbudt til at komme frem og stille sig helt oppe ved Doug. Over halvdelen gør det. Og Doug forkynder, at nu vil han gerne vide, om der er nogen, der gerne vil have ændret deres liv. Om der er nogen, der er utilfredse med sig selv. Om der er nogen, der lider af noget, de gerne vil kureres for. Alle rækker hænderne op. Og pludselig lyder der et højt skrig og en efterfølgende jamren. En temmelig stor dame i højre side af koret svajer fra side til side, mens hun udstøder de høje lyd e. Doug er hurtigt ovre ved hende og skriger til hende - eller måske er det til den onde ånd i hende: "Loosen!" "Break!" "Free!" Til sidst er det som om han med et pust og et "Whoosh!" vælter hende omkuld.

Kvinden falder bagover og bliver grebet af Ray og et par andre hjælpere. Og i den næste times tid fortsætter det på samme måde indtil 50-60 mennesker ligger på gulvet omkring alteret. Hjælperne griber dem, når de falder, og lægger tæpper ove r dem, men de ser ud, som om de er i en slags trance - fuldstændigt udmattede. Doug derimod fortsætter utrætteligt sine voldsomme udfoldelser. "Loosen!" "Break!" "Free!" og "Whoosh!" lyder det igen og igen. Og en efter en falder mødedeltagerne om på gulvet.

Stemningen er intens, og varmen er trykkende, så jeg går uden for og ser, at kirken ligger i et gadekryds, hvor der overfor er en begravelsesforretning, der reklamerer med, at man &qu ot;skaber meningsfulde ceremonier til fejring af livet". Jeg tænker på, om det, jeg lige har oplevet, kan karakteriseres som noget sådant. Eller om den kedelige danske folkekirkegudstjeneste måske kan.

Spis brød til!

Der er desværre lukket i bagerforretningen, men jeg øjner gennem vinduet en kurv med noget, der godt kunne ligne rigtige danske rundstykker. Der er også små mazarinkager med rød og hvid g lasur på - og så de store og ikke særligt danske, men derimod meget amerikanske lagkager og bryllupskager. Jeg kender dem godt. Det er noget værre sukkerstads.

Der ser derimod ikke ud til at være noget rugbrød eller andet godt dansk brød i butikken. Jeg tænker, mens jeg stadig kan høre Doug ovre fra kirken, at vi måske ellers godt kunne have behov for at spise brød til.

På det tredie gadehjørne ligger en grå bygning, hvor et stort skilt meddeler, at det er en "Pro -Life-klinik" og at der er tale om "Action Ministeries". "Vælg livet, det gjorde mor!" står der. Og "Abort stopper et bankende hjerte!" Og "Før du er født er for tidligt at dø!" Jo, abortmodstanden er meget stor og militant i USA, og selv om der er lukket i klinikken i denne sene aftentime, føler jeg mig overbevist om, at her foregår en hel del, og at mange af de dybt religiøse kristne, der udgør hovedstammen i Pro-Life-bevægelsen, mener det der med "action" helt bogstaveligt. Pro-Choice-bevægelsen, der går ind for fri abort, må standses med alle midler. Man har faktisk hørt om, at læger, der foretager aborter, bliver myrdet på grund af deres arbejde.

En stor hvid po litibil fra St. Paul Police Dept. parkerer diskret midt i gaden lige foran klinikken. En kvinde råber voldsomt op i nabolaget. Det lyder som husspetakler, og ovre i Sue’s Park på det fjerde hjørne ser jeg, at parken ikke blot bruges i dagtim erne af legende børn, men også her i nattetimerne af drukkenbolte og narkomaner. Det er vist ikke det bedste kvarter, dette her. Politibilen bliver holdende længe, men bag de tonede ruder kan man kun lige ane omridset af to store skikkelser. Imens r åber Doug stadig "Loosen!" og "Break!" og "Free!" inde fra den lutherske kirke.

Klokken er over ti. Ray kommer et kort øjeblik ud og spørger, om jeg vil køre med hans kone og børn hjem. Det vil jeg gerne. "Jeg har set så mange vidunderlige ting ske," siger han. "Forleden var der en mand med et brækket ben. Han smed krykkerne og kunne gå! Og der var en kvinde med en stor kræftknude på halsen. Pludselig var den væk! Jeg ved ikke, hvor dan den slags sker, men jeg ved, at Gud kan udvirke mirakler!"

På vejen hjem til Ray’s og Marla’s hus var det som om en masse "Halleluja’er" og "Amen’er" og "Whoosh’er" og sto re sukkersøde kager blev blandet med helt andre billeder af godt dansk rugbrød og af gamle middelalderkirker med kamtakkede gavle og så af danske nybyggerkirker på prærien, - og ud fra dem lød der salmer af Grundtvig på det kære modersmål. Jetlag
46;en og søvnen var vist ved at få et godt tag i mig!

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.