Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Klar til en tur i Triking'en

29. september 1999

Velkommen til Farwell!

Ikke langt fra Dannebrog i Howard County ligger tre andre steder med danske navne: Nysted, Dannevirke og Farwell! De har hver deres historie at fortælle, - men dem vil jeg gemme til senere.

I Nysted, der nærmest er en spøgelsesby og ligner en undskyldning for sig selv, finder man Skt. Peder’s danske lutherske kirke og Nysted Folkehøjskole. Denne skole - med en spændende historie - er forlængst nedlagt, men bygningerne er her stadig. For nogle år siden blev de solgt til et meget fundamentalistisk kirkeligt foretagende, som desværre ikke har holdt bygningerne ved lige, så det er en noget trist oplevelse at komme til Nysted i dag. Byens storhedstid - med højskolen med masser af elever og masser af liv - er en fjern, fjern fortid.

Dannevirke ligger langt ude på landet og er egentlig ikke andet end et sted, hvor to grusveje krydser hinanden - med en kirke på det ene hjørne og et forsamlingshus på det modsatte. Kirken er nedlagt og bruges kun ved særlige lejligheder, og klokken er taget ned fra tårnet, så den ikke en skønne dag faldt ned af sig selv!

Og den lille by med det lidt sjove skilt, der byder "Welcome to Farwell!", har også kendt bedre tider. Her har man ligefrem foræret den fine gamle danske trækirke til county-museet i den nærliggende by.

Jeg søger forresten også efter danskerne og deres historie i området mellem De Smet og Lake Norden i South Dakota. Her skulle der også være nogle danske kirker - og endda et sted, der hedder Denmark. De Smet er den by, som Laura Ingalls Wilder og hendes familie boede i og som hun brugte bl.a. i bogen "Den lille by på prærien".

Men hvordan min søgen efter danskerne og deres byer på prærien i Nebraska og South Dakota ender, vil jeg altså fortælle om en anden god gang.

"På gensyn" til Poul - og en tur i en Triking!

Efter at have haft "base" hos Poul i North Dakota et stykke tide og taget ture mod nord, øst og syd, er det nu blevet tid til opbrud for at drage vestpå. Det har regnet lidt for meget efter Pouls og sukkerroernes smag, men et par dage med tørvejr og sol betyder, at roehøsten nu står for døren. Så jeg har på fornemmelsen, at hvis Buddy og jeg ikke snart tager af sted, bliver vi måske sat til at hjælpe med at køre roer ind til den store American Crystal Sugar-fabrik i East Grand Forks. Og det går altså ikke.

Så vi siger et stort tak til Poul for husly og nogle vældig hyggelige dage - og "på gensyn" i Tommerup, når familien dér igen skal have et besøg.

Vi skal dog også lige på visit hos Ruth og Normann’s søster deroppe fra Ostenfeld. Hun hedder Ethel og er gift med Philip. De bor i et af de huse nede ved floden, der var ramt af oversvømmelse, da Red River gik over sine bredder for to år siden. "Det er det lille hus med den store garage," forklarer Phil i telefonen, og da jeg når ud på Gentle Hills Circle får jeg forklaringen på, hvorfor garagen er så stor. Phil - og Ethel vist også lidt - er samlere. De samler på biler. I garagen står der to Ferrarier, en Buick, en Alante, som blev importeret fra Italien af Cadillac, - og ikke mindst en Triking. Allesammen naturligvis blankpolerede og i fineste stand.

Det er Triking’en, Phil og jeg skal ud og køre en tur i, synes han. Jeg protesterer ikke, men kommer til at tænke på, at det er blevet så moderne at skulle opleve noget "action", når man rejser: bjergbestigning, elastiksprig eller sådan noget. Det her vil jeg også kalde "action". Jeg har naturligvis aldrig før prøvet sådan et dyr, men Triking’en er en mellemting mellem en motorcykel og en sportsvogn. Oprindelig produceret af Morgan-fabrikken i England, men nu hedder den så Triking og produceres stadig. Phil’s gule drøm, som han kørte ud til San Francisco og købte af en gammel bilentusiast, er fra 1980.

Der er to hjul foran og kun et enkelt lige bag de to smalle lædersæder, hvor Phil og jeg klemmer os ned og får spændt sikkerhedsselen forsvarligt. Så drejer Phil nøglen, og Triking’en starter første gang. Der er en larm uden lige, for sådan en maskine lyder mere af en motorcykel for fuld udblæsning end af en symaskine, der spinder.

Vi kører lidt rundt i nabolaget, og jeg har på fornemmelsen, at man i alle husene skynder sig hen til vinduet for at se, hvad det dog er for en larm. I svingene er det en lidt mærkelig fornemmelse, at der "mangler" et hjul, men efter at de første sommerfugle i maven er forsvundet, må jeg sige, at det bliver en rigtig fornøjelsestur.

Da nogle vejarbejdere vinker og kigger misundeligt efter os, føler jeg (uden at dette skal opfattes som en nedvurdering af Buddy!), at jeg har fået lov at prøve noget, der bestemt ikke er helt almindeligt: Real action!

North Dakotas danskere ...

Vi er ikke kommet ret langt vestpå ad highway 2, før vi støder på et skilt, der viser af til Kolding Dam. Der er ikke nogen nærmere forklaring - heller ikke henne ved selve dæmningen. Men selvfølgelig må der være en forklaring. Jeg er stået ud for at tage et billede, og straks standser en politibetjent for at høre, om jeg har problemer. Det har jeg jo sådan set ikke - andet end det med, hvad Kolding bestiller her i North Dakota. Han kan dog ikke hjælpe mig med en forklaring. Jeg må se, om ikke Poul kan finde frem til den, når sukkerroehøsten er ved at være ovre.

Den gamle engelsk-danske "undersættelses-vits" kan vel ikke have noget med stedet her at gøre. I ved den med: "Somewhere a voice is calling. - Sommervejr i Vojens og Kolding!"

Her er fladt, og selv om en del korn allerede er høstet, står der stadig mange afgrøder på markerne - bl.a. enorme majs- og solsikkemarker.

North Dakota er en af de tyndest befolkede stater i USA. Kun 640.000 mennesker bor her på et areal, der er ca. fire gange så stort som Danmark. Mange er skandinaver, og de fleste er nordmænd. I byen Minot har man et skandinavisk center, og hvert år i oktober holdes der her verdens største norske høstfest!

Men det er danskerne og deres historie, jeg er ude efter, så jeg kører nordvestpå langs Des Lacs River til byen Kenmare, der ligger smukt på nogle bakker ved en sø.

Lige efter århundredskiftet blev North Dakota i Kristian Østergaards bog beskrevet sådan: "Denne Stat har endnu store Strækninger af udyrket men fortrinlig Prærieland, og den regnes for at være bedre til Agerdyrkning end Syd Dakota, da den ikke er saa udsat for Tørke. Her er derfor endnu Plads til at danne Nybygder; kun Skade, at vi Danske har været noget sene til at opdage Fordelene derved. ... Klimaet i Nord Dakota er sundt. Ikke for varmt om Sommeren, snarere lidt for koldt om Vinteren. Hvirvelstorme, Haglstorm og Torden er næsten ukendt."

Det med, at her er lidt for koldt om vinteren, er aktuelt lige nu. Selv om her nemlig er temperaturer op til 25 grader om dagen, så er efteråret på vej, og "vejrmanden" har lovet frost om natten, og det kan ødelægge de mange afgrøder, der - på grund af det våde forår og den sene såning - endnu ikke har kunnet høstes. Det har været et meget besværligt år for de amerikanske landmænd! Det er den slags, der giver bekymrede miner blandt mændene med baseball-kasketterne og skovmandsskjorterne på "Cathy´s Café" i downtown Kenmare. Det lader til, at en stor del af byens og oplandets folk er forsamlede her til morgenkaffe.

Mens jeg nyder min morgenmad, der er så rigelig, at den fint kan gøre det ud for hele dagens kalorie-indtagelse, får jeg af Cathy at vide, hvor i byen jeg kan vaske tøj og blive klippet. Imens bliver der lagt mærke til mig, kan jeg mærke. Vi er trods alt i en lille by temmelig lagt ude på landet.

Flere danskere ventes ...

I beskrivelsen af "danskerbyerne" her i staten nævner Kristian Østergaard flere gange, at "endnu er her kun en Snes danske Familier, men flere ventes."

Her i Kenmare ankom disse "flere" med den såkaldte Soo Line jernbane, og da Eiler Pedersen fra Minnesota havde været her i 1895 og set, hvor god og frugtbar jorden var lige nord for byen, drog han tilbage, hvor han kom fra og fik i løbet af vinteren andre danske, bl.a. pastor H. Hansen (der hørte til Den forenede Kirke), med på idéen om at danne en dansk koloni i Kenmare-området. Da de det følgende år var kommet hertil, stiftede de på en smuk efterårsdag, den 14. oktober 1896, Trinity First Danish Evangelical Lutheran Church, og i 1899-1900 byggede man så kirken på et øde sted, hvor to country roads (grusveje) krydser hinanden tre miles nord for Kenmare.

Men ikke nok med det. I 1901 byggede man en kirke mere i selve byen, og pastor Hansen mente også, at der var behov for en skole, så de unge, der arbejdede på gårdene om sommeren, kunne lære noget om vinteren. Først holdt man så skole i kirken, men senere byggede man Brorson Højskole lige ved siden af.

Her virkede bl.a. frk. Eline Arildsen som lærer. Hun giftede sig med en læge, Dr. M. Uhrenholt, og de drog sammen til Nigeria for at være missionærer der for den danske Sudanmission.

Han sled Bibler som sko ...

En anden af lærerne, der senere blev leder af Brorson Folk School, var lægprædikanten Jens Dixen. En tid var Niels Damskov også præst her. Det var ham, der senere kom til Montana og derefter til Winnipeg i Canada, hvor han var med til at grundlægge Ostenfeld-kolonien.

Jens Dixen havde ganske særlige evner som prædikant og lærer, og han fik stor betydning for mange af de elever, der kom til Brorson-højskolen. Han blev i 1858 født i Øster Lindet i det tysk-besatte Sønderjylland, og da han som 20-årig stod overfor at skulle indkaldes til den tyske hær, valgte han at udvandre til USA. Han arbejdede ved jernbanen og gravede grøfter, og efter sin omvendelse i 1884 begyndte han at drage rundt som lægprædikant i de midtvestlige stater.

Han var på Brorson-højskolen i to omgange. Først som leder fra 1905-07, hvorefter han tog på en jordomrejse, hvor han bl.a. besøgte Hawaii, Fiji-øerne, New Zealand, Australien og Palæstina. I 1910 var han igen i Danmark og deltog som de indremissionske dansk-amerikaneres delegat i den store verdens-missionskonference i Edinburgh.

Han var grebet af mission, og da Sudanmissionen blev startet i Danmark og man ikke havde penge nok til at sende Dr. Niels Brønnum og hans kone ned til Gongola-staten i Nigeria for at begynde et evangeliserende arbejde der, tilbød Jens Dixen at tage hjem til Kenmare og skaffe 2.000 af de 5.000 dollars, der var brug for. Det lykkedes, og pengene blev sendt til Danmark, og i årene siden er man blevet ved med herfra at støtte Sudanmissionens arbejde.

Der er forresten skrevet en bog om den omvandrende lægprædikant Jens Dixen og hans oplevelsesrige liv. Den hedder "Han sled Bibler som sko".

"Nå, det var dig, der var nede ved frisøren!"

Det er denne historie, der er baggrunden for, at jeg finder et blad fra Sudanmissionen i våbenhuset i Trinity-kirken. Og det er også derfor, der på grunden overfor kirken står en fin mindesten med Jens Dixens navn på, - der hvor Brorson-højskolen engang stod.

Og hele denne spændende historie får jeg fortalt af Margaret og Efraim Pedersen, der bor ikke langt fra kirken og har været nogle af dens trofaste støtter igennem alle årene.

Men inden vi kommer så vidt, er Buddy og jeg blevet modtaget med ordene: "Nå, det var dig, der var nede ved frisøren!" Margaret havde nemlig været der lige efter mig! Og Efraim havde faktisk også allerede hørt, at jeg havde spist morgenmad på Cathy’s Café!
Så da vi har smilet lidt over, hvor hurtigt nyheder spredes i en lille by, må jeg gå til bekendelse. Det, som ikke må ske, er sket: Jeg har låst mig selv ude af Buddy! En bommert af de helt store!

Heldigvis er der hjælp at hente hos en flink mekaniker i nærheden, og mens vi venter på, at han skal komme, er det da, at jeg får hele historien om Trinity-kirken og Jens Dixen og Brorson High-School. Bagefter tager Efraim og jeg ud vest for byen og ser på en anden dansk kirke, som for nogle år siden blev nedlagt. Den står der endnu, men den er helt tom og truer med at falde sammen.

"Ja, vi er jo ikke så mange mere i Trinity-kirken, så vi er gået sammen med to andre kirker, en svensk og en norsk, og så holder vi gudstjeneste på skift i de tre kirker. I søndags var vi ude i den norske, og på søndag er det så vores tur i Trinity," forklarer Efraim.

Trods noget besvær med sin ryg og skulder, klarer Efraim, der har rundet de 80 år, sig udmærket.

"Det tager bare sin tid," siger han. "Engang var jeg med til at bygge en af disse store underjordiske affyringsramper til atomraketter. Dem har vi en del af her i området. Det var i 1962, da den kolde krig var på sit højeste. Jeg var så uheldig at falde mange meter ned, så jeg ødelagde min skulder og ryg. Det er faktisk et mirakel, at jeg overlevede. Men nu var jeg sidste år nede på Mayo-klinikken i Minnesota for at blive repareret lidt igen. Det tog et halvt år, og vores sygeforsikring betalte heldigvis det meste. Jeg har ikke set regningen, men den var sikkert på over 1 mill. dollars. Det er jeg slet ikke værd," mener Efraim.

Besøg fra Nigeria ...

Men den mest rørende del af historien om danskerne her mangler endnu.

I august 1995 fik Kenmare-området besøg af pastor Penuel Dalatu fra Nigeria. Han studerede på det tidspunkt på Luther Seminary i St. Paul, Minnesota, og var blevet tilbudt en tur til New York. Han takkede nej og sagde: "Jeg vil hellere søge efter mine rødder i North Dakota." Han vidste nemlig, at det arbejde, Dr. Brønnum havde påbegyndt i Nigeria i 1913 og som siden havde resulteret i en nigeriansk luthersk kirke med omkring 500.000 medlemmer, igennem alle årene var blevet støttet af danskerne i North Dakota. Det ville han gerne sige dem tak for her i Kenmare.

Det besøg glemmer Margaret og Efraim og de andre medlemmer af den noget aldrende og hensygnende Trinity danske lutherske menighed ikke. For - som pastor Penuel, der nu er tilbage i Nigeria, sagde det ved sin afrejse:

"Mine bedsteforældre, forældre og en halv million andre i Nigeria kom til at kende Jesus Kristus på grund af et missionsarbejde, der blev støttet af jer her i Kenmare. Det er sådan, Gud arbejder på mærkelige måder gennem almindelige mennesker. Almindelige mennesker som dig og mig."

- Og så må jeg da også lige have med, at der midt på det smukke torv i Kenmare står en dansk vindmølle. Den blev oprindelig bygget af en dansk immigrant, der havde slået sig ned noget nord for byen, men senere blev den flyttet til torvet og fungerer nu som byens vartegn.

Det er da ærlig talt lidt spændende, at der her i North Dakota ikke bare findes sådan en smuk, dansk mølle, men at der også herfra er stærke bånd til Danmark, - og via Sudanmissionen videre til Nigeria. Ikke sandt?

Hørbyen på prærien ...

Lidt længere mod nordvest ad highway 5 passerer vi byen Bowbells, hvor den danske kirke brændte sidste år. Men netop nu er en helt ny og meget flot kirke ved at være klar til indvielse. Og så kommer vi til Flaxton.

Dyrkningen af hør har spillet en vigtig rolle i begge byers historie, - og så er de også fælles om et vist fynsk islæt! Ellers er der nok ikke mange ligheder mellem min hjemby Tommerup og Flaxton i North Dakota.

Tommerup var indtil omkring 1960 berømt for fornemt sengelinned og fine duge fremstillet af hør. Men så måtte hørfabrikken lukke, og nu er det vist kun i grøftekanterne, man kan være heldig at finde en enkelt hørplante med den karakteristiske blå blomst.

Området omkring Flaxton i North Dakota har også de sidste hundrede år været præget af hørdyrkning. Det var faktisk hør, der gav byen navn, for Flaxton betyder Hørby. Og det var i høj grad danskere, der bosatte sig her - næsten helt oppe ved Canadas grænse. Og som det gik andre steder, delte man sig også her rent kirkeligt på den måde, at nogle sluttede sig sammen med nordmændene i Den forenede kirke, mens andre hørte til i Den danske Kirke, der dog aldrig nåede at få en rigtig kirkebygning her. Men man havde ca. 1 mile nord for byen et hus med en kirkegård omkring. Præsten boede i huset, men det blev også brugt til gudstjenester, og man kaldte det faktisk "the tin-church" (konservesdåse-kirken), fordi taget var belagt med udhamrede blikdåser!

Kirken er der ikke mere, men gravstenene på kirkegården rummer næsten udelukkende danske navne. Marcia er en af de nærmeste naboer og er med til at vedligeholde stedet, og hendes familie kom fra Fyn, vistnok "Odense" siger hun - og udtaler navnet på vor fynske hovedstad på en lidt sjov måde. Hun hedder Nygaard til mellemnavn, men hun siger "Najgard".

Vandingshullet ...

Man kan ikke påstå, at Flaxton er noget kønt syn. I den lille by, hvor der engang boede ca. 500 mennesker, er der nu kun omkring 50 tilbage. "Her var engang 28 businesses," fortæller Marcia, "men nu er her kun én!" "Jo, men den her er jo den vigtigste, og vi klarer os da," afbryder naboen på den anden side af fynske Marcia.

Vi sidder faktisk netop i det, der er tilbage af det engang så blomstrende forretningsliv i byen: saloonen eller restauranten eller pub’en eller hvad man nu vil kalde den. "Jeg kalder den bare "vandingshullet"," siger min nabo og skyller efter med en lille en.

Men ude ved vejen på det store skilt, der godt kunne trænge til lidt ny maling, er der en stor tegning af et stykke longbranch-kvæg, og så står der "Welcome to Longbranch - pub - steakhouse - family dining!" Det lyder da af noget.

Faktum er, at man her i det store og næsten mennesketomme rum med den dunkle belysning kan få stillet både sulten og tørsten. Man sætter sig bare hen til baren, og så får man oveni en god snak. Og da Longbranch efterhånden er blevet Flaxton’s eneste samlingssted, kommer der i løbet af den times tid, jeg er her, en 6-7 af byens borgere (eller mere end en tiendedel af lokalbefolkningen) ind for at tanke op og høre lidt nyheder. Måske også for at finde ud af, hvem det dog kan være, der har parkeret Buddy lige uden for på den brede støvede hovedgade med de mange tilskoddede vinduer og tomme grunde som et minde om dengang, der var travlhed i Flaxton.

Nu går livet sin meget stille gang her - som i så mange andre amerikanske småbyer, der er ved at uddø, fordi tiderne er blevet anderledes. Inden for landbruget er det stordriften, der tæller. Derfor må mange flytte til byerne for at finde arbejde. Så mange tager herfra, men det er ikke hver dag, en fremmed kommer til Flaxton.

"Kald mig bare Koster," siger en af bargæsterne, "det gør alle andre." Og så får jeg ellers at vide, at han, som han siger, er "halvt dansk" og at hans familie stammer fra "grænselandet mellem Danmark og Tyskland."

Koster giver regeringen og de store farmere skylden for, at småbyerne efterhånden ser så triste ud. "Det er deres politik. Lige herfra og til Texas er det akkurat det samme. Der er ikke mange, der kan leve på landet mere. De har udsultet os. De har jo tilladt, at farmene bare bliver større og større. Jeg kender en, der dyrker 56 quarter-sections, og han har bare 3 mand ansat! De kører rundt med kæmpestore traktorer og klarer det hele på no-time!"

I følge lidt hurtig hovedregning skulle det være omkring 9.000 acres eller 4.000 hektar. Sammenligner man med de 160 acres eller 115 tdr. land, som en familie i sin tid kunne få lov at homesteade, siger det vist en del om, hvor meget forholdene har ændret sig på landet herovre - såvel som i Danmark forresten da.

Pas på i Montana!

Vi snakker også om den tur, jeg er ude på, og Koster og Marcia og de andre ved baren er meget hjælpsomme og giver mig gode tip om, hvor det vil være godt at køre hen, og hvem det vil være godt at snakke med i de andre byer, jeg skal besøge.

"Og når du kommer ind i Montana", siger ham, der har skyllet en tre-fire glas ned i løbet af den sidste times tid, "så må du passe på lastbilchaufførerne, State Trooperne og indianerne. You don’t wanna run into them Indians!"

Selv om Buddy og jeg ankommer temmelig sent til Westby lige på grænsen mellem North Dakota og Montana, viser det sig nu hurtigt, at vi ikke har noget at frygte, tværtimod. Men et øde sted lige inden, hvor jeg er standset for at tage et billede, får jeg faktisk en lille hilsen fra en sur truck driver ("They think they own the road", sagde de i Flaxton). Han synes åbenbart ikke at Buddy er parkeret langt nok inde i rabatten, så han ruller vinduet ned og råber til mig: "What? Are you nuts!" Det er den slags mindre pæne ting, som jeg ikke har lyst til at oversætte.

Men Buddy og jeg skulle gerne overnatte i Westby, så jeg spørger mig for, om det kan lade sig gøre. Og det kan det skam sagtens. Indehaveren af hardware-forretningen, Dennis, sørger for, at vi bliver fulgt ned til den kommunale campingplads, hvor alle faciliteter (el inkl.) står til gratis rådighed.

Jeg går en tur på hovedgaden og finder ud af, at Westby blev grundlagt af danske nybyggere i begyndelse af dette århundrede. De homesteadede i det allerøstligste North Dakota - kun få meter fra grænsen. Men da Montana åbnede for homesteading i 1908, var der nogle, der flyttede lige over på den anden side. Det gjorde saloonen også, for mens alkohollovgivningen i Dakotaerne var meget streng, så var der lempeligere regler i Montana. Og da først saloonen var flyttet, fulgte de andre butikker på hovedagden efter! Så det førte altså til, at Westby, som danskerne havde kaldt den lille by i det vestligste North Dakota, faktisk blev til Østby, fordi den nu ligger i det allerøstligste Montana!

Jeg oplever meget andet her. Bl.a. møder jeg John Tommerup, hvis familie oprindelig hed Pedersen og kom fra ... Ja, rigtigt gættet: fra Tommerup, naturligvis.

Men både disse historier - og dem fra mit besøg i Dagmar og Volmer, der ligger lidt syd for Westby - vil jeg også lade jer have til gode!

Them Indians!

I det østlige Montana møder man både landbrugsområder med vidtstrakte hvedemarker, græsarealer med store flokke af kvæg - og noget, der næsten ligner ørken. Det er især i det store indianer-reservat, Ft. Peck Indian Reservation, at alting ser tørt og vissent ud. Onde tunger vil da også vide, at den hvide mand (dvs. USAs regering) netop i sin tid overlod alt det dårligste jord til indianerne.

Og mens vi nu er ved fordommene, så bliver alle de værste indianer-fordomme bekræftet, da jeg kører gennem byen Wolf Point midt i reservatet og ser en indianer, der er omtrent lige så tyk, som han er høj, komme vaklende med en flaske i den ene hånd. Han slingrer skråt over vejen lige ved siden af et fodgængerfelt, hvor trafiklyset i øvrigt viser rødt! Spørger man menigmand her i området, hvor også bl.a. Blackfoot, Flathead og Crow indianerne har store reservater, så er det netop sådan, mange indianere er: dybt alkoholiserede og ikke til at stole på! Faktisk fik jeg jo hos gutterne i caféen ovre i Westby at vide, at jeg måtte passe på ikke at stoppe, når jeg kørte gennem reservatet. "You don´t want to run into any Indians!" lød advarslen.

Men indianernes historie er nu meget mere nuanceret. Den vender vi tilbage til.

Her i Montana er der ingen storindustri. Her lever man af jorden så at sige: af alt det, der kan produceres på en farm eller ranch, eller i skovene og minerne. Hvede, kvæg, kul, olie og byggematerialer, dvs. træ. Og Montana er rig på så meget, bl.a. guld og kobber. Eller var, skulle man måske sige. For en del af minerne er allerede tømt. Vi standsede f.eks. engang ved byen Bearmouth på Interstate 90. Byen stod skam på kortet. Vi havde bare ikke lagt mærke til, at den var markeret med en lille firkant - og ikke som de andre byer med en lille cirkel. En firkant betyder ghost town (spøgelsesby), og det var netop, hvad Bearmouth viste sig at være. En by, hvor guldgraverne engang huserede og måske var heldige indimellem at have "gyldne dage". Men det er længe siden, og nu står kun få, faldefærdige og forladte træhuse tilbage.

Vi besøgte også byen Butte, der er bygget op omkring et kæmpestort hul i jorden, som indtil engang i slutningen af 70-erne var verdens største åbne kobbermine. Men da den lukkede, blev denne ret store og driftige by i løbet af kort tid forladt af to trediedele af sine indbyggere.

Det "rigtige" Amerika!

Der er noget rigtig fuldblodsamerikansk over Montana. På vej vestpå ad den næsten øde highway 2 denne smukke sensommereftermiddag giver de store vidder og den høje himmel et fint indtryk af det, som for alvor trak pionererne vestpå i sin tid: friheden. Den næsten ubegrænsede frihed. Omtrent blændet af den utroligt smukke solnedgang er det som om man hvert øjeblik kunne møde den berømte - men nu ikke helt politisk korrekte - Marlboro-mand komme ridende på sin trofaste hest - med cowboyhat og den uundværlige cigaret. Og faktisk møder jeg ham. På en stor billboardplakat i en af de få byer, vi kører igennem, kommer han ridende - dog ikke alene, men sammen med sin ven Joe. Og teksten, som reklamefirmaet må have fabrikeret i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, lyder: "Joe, hvor jeg dog savner min lunge!"

Men Montana er stadig frihedens land. Selv om man altså også her - som overalt i USA - er ude efter de sidste stakkels uforbederlige rygere, så er Montana en af de stater (vil man i hvert fald hævde her), hvor man virkelig kan fornemme, hvad frihed er. Her er nemlig ingen moms - og her er fri hastighed på vejene. Man må køre lige så hurtigt, man har lyst til. Sådan da.

Toms fart-problemer.

I "Amerika Maxima" fortæller Tom om de vanskeligheder, han løber ind i netop her på dette lange og forholdsvis lige stræk, hvor han lader sin rappe Nissan få frie tøjler, så den runder de 170 km/t. En state trooper standser dem, for de har kørt for hurtigt. Men det kan ikke passe, hævder Tom. Man kan da ikke køre for hurtigt, når der ikke er nogen hastighedsbegrænsning i Montana. Jo, men man skal afpasse farten efter omstændighederne, og vejen, der iflg. Tom er fuldstændig lige, drejer faktisk en smule - i henhold altså til politimanden. Og han har selvfølgelig ret, men Tom slipper dog med en advarsel, så vidt jeg husker.

Siden Toms tur på disse kanter er der nu kommet en fartbegrænsning på 70 miles uden for byerne her på den øde highway 2, men så hurtigt kan og vil Buddy og jeg nu slet ikke køre. Vi er da ude for at nyde det!

På en rasteplads møder vi så "vores" state trooper. Han holder ind lige ved siden af os - åbenbart for at holde et hvil ligesom os. Og da Buddy holder pænt parkeret i sin bås, og vi heller ikke på anden måde mener at have foretaget os noget ureglementeret, tillader jeg mig at spørge den pæne politimand, der er bevæbnet med en stor revolver, mørke solbriller og snorlige pressefolder i den brune skjorte, om der er mange problemer med, at folk overtræder færdselsreglerne her. For jeg synes, at man ser mange flere politibiler på landevejene, end jeg er vant til fra Danmark.

"Nej, her er såmænd ikke de store problemer," svarer han, "men det er måske netop, fordi folk ved, at vi er her. Men det sker da, at særligt de unge mennesker kører alt for hurtigt. Og "drunk driving" (spirituskørsel) har vi desværre også, selv om det blandt de unge er faldet med 60 % indenfor de seneste 10 år."

Inden han må videre, ønsker han mig god tur, og jeg får lov at tage et billede. "Det er nu rart," tænker jeg, "når man ikke har noget at skulle have klinket med sådan en rar politimand!"

Lidt længere fremme er der et sted, hvor vejen svinger ganske lidt. Vi er helt alene på vejen, så jeg standser for at tage et billede mere. Ude i rabatten står syv hvide kors. På denne kontante og noget barske måde gøres bilister opmærksom på, at der netop her er sket en ulykke med syv dødsofre. Kan hænde, at det også er den slags, der - hårdt og brutalt - får folk i Montana til at overholde fartbegrænsningen (for sådan en er der altså på highway 2 nu, Tom!) - og til i det hele taget at tænke sig om i trafikken!

Tony the Flagman!

Længere fremme gør vi et lidt ufrivilligt ophold på ca. 10 minutter. Der er vejarbejde, og på disse breddegrader betyder det, at der i hver ende af den strækning, der arbejdes på, er en "flag man", som standser trafikken med et rødt stop-skilt - eller lader trafikken køre langsomt frem bagefter en "pilot car" ved at vende skiltet, så der i stedet står "slow".

Det må simpelthen være verdens mest ensomme og kedeligste job.

Det synes denne flagman, Tony, nu ikke. "Det kan godt være lidt hårdt at stå herude på en øde landevej en hel dag, men så kører jeg lidt i "pilot car’en" ind imellem," siger Tony, "- og så gør det jo godt, når man tænker på lønnen. For det er godt betalt. I går arbejdede jeg 14 timer, så det var 6 overtimer. Det giver ret godt!"

Så er det blevet vores tur til at køre, og efterhånden som mørket sænker sig, er det som om vi næsten får vejen for os selv. Kun i den lille by Chinook er der liv omkring den store benzintank. Her blander byens folk, der ser ud til fortrinsvis at være indianere, sig med "roadies" som Buddy og mig, der kan trænge til at få tanket op. For her omkring er det ikke sjovt at køre tør.

Efter mørkets frembrud når vi frem til byen Havre. Vi kunne måske godt køre lidt længere, men herfra skal vi nordpå, og det lader sig ikke gøre på dette tidspunkt af døgnet, for den lille grænseovergang til Canada oppe ved Wildhorse nord for byen er kun åben til kl. 9 pm. Derfor må vi nok hellere blive i Havre, og det er ellers ikke umiddelbart et sted, man har så forfærdelig megen lyst til at blive.

Casinoer og neonskilte - og måske et dansk islæt?

Byen er nemlig en slags mini-Las Vegas. Den består af en lang hovedgade med en travl og larmende jernbane på nordsiden og nogle meget stilfærdige beboelseskvarterer på sydsiden. På hovedgaden ligger det ene casino efter det andet - kun afløst af fastfood-restauranter, moteller og blinkende neonskilte. At dømme efter alle de biler, der holder parkeret, og dem, der "cruiser" op og ned ad hovedgaden, er der gang i forretningerne. Men det har der i øvrigt altid været i Havre, som bryster sig af at have været en vigtig by, da pionererne i tiden før århundredskiftet kom og "tæmmede vesten". Her blandedes racerne, og netop blandingen af sorte, røde, gule og hvide mennesker skabte en eksplosiv lille by, hvor det igennem tiderne er gået hårdt for sig.

Men i dag! Hvorfor har man dog ødelagt et dejligt stykke Montana med alt det gøgl? Det Montana, der ellers fortsat på så mange måder er det "rigtige vilde vesten", man drømte om, da man som dreng læste cowboyromaner. Og det Montana, der trods alt netop stadig er så dejlig uspoleret og "ægte" amerikansk, at western-romantikere som jeg drømmer om at slå sig ned netop her, som skuespilleren Harrison Ford og en del andre "real americans" allerede har gjort det.

Men der er dog formildende omstændigheder i Havre. Fortidens farverige butiks- og folkeliv kan man stadig få et indtryk af ved at gå ned i undergrunden under byen, for her finder man noget så ualmindeligt som et underjordisk "butikscenter" fra forrige århundrede - med en saloon, hvor den tids cowboy’er spillede og drak deres whisky, opium-bule, kinesisk restaurant, tandlæge, smedie, barbersalon, vaskeri og - naturligvis - et af de ikke så pæne "glædeshuse". En kirke mangler der dog her i det underjordiske. Men oplevelsen bliver ikke mindre af, at frivillige fra byen levendegør det hele i dragter fra for hundrede år siden.

Og så er der danskere her. Hvor mange og hvor meget og hvem får jeg desværre ikke tid til at finde ud af, men sikkert er det i hvert fald, at præsterne i First Lutheran Church på Third Avenue hedder henholdsvis Kirkegaard og Nielsen. Så det tyder da på, at der også i western- og casinobyen Havre er et vist dansk islæt! Det må jeg undersøge nærmere en anden gang.

En ensom post ...

Når man passerer den utroligt ensomme grænsestation ved Wildhorse, ser man tydeligt, at grænselinjen ved den 49ende breddegrad er menneskeskabt. Her er hverken en flod eller nogle bjerge til at skille USA og Canada. Kun "en linje i sandet" så at sige. Og så en enlig kvindelig grænsebetjent, der har god tid og i øvrigt virker overrasket over, at der overhovedet er nogen, der vil krydse grænsen i dag. Men det vil Buddy og jeg gerne. Efter en lille hyggesnak om, hvad det er, vi laver, får vi gode ønsker med på vejen af hende og bliver bedt om at udfylde et spørgeskema, hvor der bl.a. spørges, om vi har været tilfredse med behandlingen ved grænseovergangen. Vores kvindelige grænsebetjent får topkarakterer af Buddy og mig.

Det viser sig, at de næste 72 km op mod Cypress Hills går gennem et næsten uberørt prærielandskab. Og vi kører her på det lange lige stræk ganske alene. Ja, måske har jeg efterhånden brugt betegnelserne "uberørt" og "ensomt" lidt tit, men de er altså dækkende her. Af og til er der flokke af kvæg på den ene side af vejen og flokke af antiloper på den anden. Ellers er her intet. Eller også er her alt.

Jeg husker Tom Lehrer’s sang fra 60-erne, hvor han i et hæsblæsende tempo får remset alle navnene på råstofferne op. Og så tilføjer han, at der er en meget tidligere udgave af denne sang, som lyder sådan: "There’s earth and air and fire and water!"

Det er netop det, der er her, - de grundlæggende ting i livet: jorden og luften og vandet - i småbækkene i coulee’erne, vi passerer. Og så solen, ilden. Jo, jord og luft og ild og vand, - det er jo netop grundelementerne.

Nord for Cypress Hills, der engang var skueplads for en stor indianermassakre, kommer vi forbi nogle af de store hvedemarker, som den canadiske prærie er så kendt for: verdens kornkammer! Høsten er i fuld gang. På en enkelt mark er ikke mindre end syv store, grønne John Deere-mejetærskere i gang. Jeg er ked af, at jeg desværre ikke har mere film i kameraet!

Oaser på prærien ...

Mange canadiske byer har arvet deres navne fra indianske ord og legender. Byen Medicine Hat er ingen undtagelse. For mange år siden, fortæller historien, var der et stort slag mellem Cree og Blackfoot indianerne på bredderne af en flod i det sydlige Alberta. Cree-indianerne kæmpede tappert, indtil deres medicinmand pludselig forlod dem. Men på vej mod sikkerhed på den anden flodbred mistede han sin flotte fjerpragt midt ude i floden.

Det tog Cree-indianerne som et dårligt varsel. De lagde deres våben og blev nedslagtet af Blackfoot-indianerne. Det sted, hvor denne tragedie fandt sted, blev kaldt "Saamis", et indiansk ord, der betyder "Medicinmandens Hat".

Mange år senere, i 1882, da de rødfrakkede politifolk fra "The Royal Northwest Mounted Police" og jernbanearbejderne fra Canadian Pacific Railway indtog området, blev det indianske navn oversat og forkortet til Medicine Hat.

I 1880’erne fandt man naturgas og ler i undergrunden. I dag er byen centrum i et af verdens største naturgas-områder, og Medicine Hat’s downtown - The heart of the Hat - præges af gamle gaslamper og fine murstenshuse, for her har der igennem mere end 100 år været teglværker. Og så har man også "verdens største tipi". Men selv om byen altså har et indiansk navn og her også bor en del indianere, så har den hvide mand forlængst indtaget dette sydøstlige hjørne af Alberta, hvad ikke mindst de store indkøbscentre i byens udkant med "superstores" og et utal af fast-food-restauranter er et tydeligt bevis på. Det er vist derfor, byen kalder sig "en oase på prærien".

Næste gang vil jeg fortælle lidt om de oaser på prærien her i Alberta, hvor danskerne slog sig ned i begyndelsen af dette århundrede: Tilley, Dalum, Standard og Dickson bl.a. Og vi skal også en tur til Calgary, hvor der er to danske kirker, og hvor man helst skal gå med cowboyhat og sige "Howdy!"

Og så skal vi naturligvis også en tur igennem de fantastiske "Canadian Rockies" til Vancouver! Vi høres ved!

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.