Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Det lakker mod enden ...

Dette bliver mit sidste ugebrev til jer i denne omgang. Det har været sjovt, at det her - via internettet - har kunnet lade sig gøre, og det har været spændende at have jer med på turen. Jeg håber, I har nydt den lige så meget som jeg.

Her på falderebet er der en ting, jeg må fortælle lidt om. Det drejer sig om det, jeg før har været lidt inde på, og som jeg vil kalde følgerne af amerikanernes sygelige hang til skydevåben.

I dagens avis kan man læse om to kvindelige bilister i Alabama, som - efter at have generet hinanden i trafikken - holdt stille ved et rødt lys og gav sig til at skyde på hinanden. Den ene - en "ganske almindelig" mor til tre - blev dræbt.

Der står også en historie om den 13-årige Nathaniel Abraham fra Michigan, der netop er blevet idømt livsvarigt fængsel for i oktober 1997 at have skudt en mand uden for en døgnbutik. På det tidspunkt var Nathaniel 11 år gammel. Nu skal han tilbringe resten af sit liv i fængsel.

Og så er der naturligvis de - desværre ikke så få - sager, hvor en eller flere gerningsmænd går amok på arbejdspladser og skoler og skyder deres chefer og medansatte eller elever og lærere. Den sag, der hidtil har fået mest omtale, er nok Columbine-sagen, hvor to drenge på Columbine High School i Denver, Colorado, i foråret skød og dræbte 9 af deres lærere og kammerater, inden de tog deres eget liv.

Og her kan Canada - trods lidt anderledes holdninger og våbenlove end USA - desværre godt være med. Den 6. december 1989 skød og dræbte revolvermanden Marc Lepine 14 kvinder og sårede 13 andre på Montreal’s l’École Polytechnique, inden han skød sig selv. Lepine efterlod et brev, hvor han gjorde det klart, at han angreb de kvindelige studerende, fordi de var feminister.

Medierne og virkeligheden.

Det mærkelige er, at hvis ikke man læser aviser eller ser TV herovre, får man ikke noget særligt indtryk af, at USA og Canada skulle være specielt voldelige samfund. Folk er faktisk tværtimod så flinke, hjælpsomme, smilende, venlige og gæstfrie.

Et af problemerne er måske netop, at medierne her dækker et helt kontinent med næsten 300 mill. mennesker. De voldsomme ting, der sker i Miami, New York eller Los Angeles, kommer også på forsiden af aviserne i Vancouver, Toronto og forholdsvis fredelige småbyer som Grand Forks, North Dakota og Askov, Minnesota.

Men det kan på den anden side ikke bortforklares, at der sker et mord hver 31. minut i USA! Det vil sige i gennemsnit 47 mord hvert eneste døgn. Og selv om kriminaliteten i New York har været faldende igennem de seneste år, blev 6 mennesker myrdet i byen den weekend, der var marathon. Det var sådan en gennemsnitsweekend, hvad den slags angår.

Borgmester Rudy Giuliani, der sikkert næste år skal kæmpe med Hillary Rodham Clinton om staten New York’s plads i senatet, har slået hårdt ned på volden i den ellers så kriminalitetsplagede by. Og det har tilsyneladende hjulpet.

Mere politi, flere våben og flere skudsikre biler!

Men det har ikke været uden omkostninger, vil jeg påstå. De 1.500 nye betjente, borgmesteren for nylig fik bevilget, har bragt antallet af politifolk i New York op på 41.500!

Der bor ca. 7 mill. mennesker i New York, og der er politifolk alle vegne. I Tommerup kommune bor der ca. 7.000, og der har vi en enkelt landbetjent, som oven i købet kun tager sin uniform på ved festlige lejligheder. Hvis vi rent forholdsmæssigt skulle have lige så mange politifolk som i New York, skulle vores landbetjent altså have 40 kolleger at dele arbejdet med!

Jeg nævnte lige New York Marathon, som jeg havde den oplevelse at være med til - som tilskuer. Det var festligt og farverigt med de ca. 30.000 løbere og henved 2 mill. tilskuere. Men løbets afslutning ved den fine restaurant Tavern on the Green i Central Park, hvor dronning Margrethe nogle dage tidligere var til reception efter Carl Nielsen-koncerten, var efter min mening en skandale. Der var simpelthen politifolk og afspærringer og sikkerhedstjek alle vegne. Den helt igennem flotte og positive oplevelse, som et marathonløb er, blev ødelagt af angsten for, at "noget" skulle ske.

Og det er egentlig så typisk. Man tror, at man kan indgyde "almindelige" amerikanere en følelse af sikkerhed ved at sende flere og flere politifolk på gaderne og stramme sikkerheden overalt. Og så er det faktisk det modsatte, der sker. For trods præsident Clintons ønske om at stramme våbenlovgivningen bevæbner amerikanerne sig stadig til tænderne. Salget af skudsikre biler er også stigende. Det steg ikke mindre end 35% siden 1996. I en annonce reklameres der med, at en skudsikker BMW 750iL er "den perfekte julegave", og firmaets direktør siger, at et sådant køretøj "er et nødvendigt arbejdsredskab for mange mennesker"!

Men nu ikke mere om volden og ikke mindst frygten for volden i Nordamerika. Jeg har heldigvis kun oplevet folk herovre fra den venlige og ikke-voldelige side og ville blot ønske, at amerikanerne generelt kunne erstatte deres følelse af frygt og af at have en ret til at forsvare sig selv (det er jo derfor, de køber våben i massevis) med en følelse af at have en pligt til at vise medmenneskelighed, forståelse og venlighed. Og måske er det på vej. Det er i hvert fald heldigvis deres gode side, jeg har set mest til!

Verdens hovedstad ...

Det var spændende dage i New York. Den by, som vel med en vis ret kan kaldes "verdens hovedstad" har jo det hele. Et farverigt mylder af mennesker af alle slags. En imponerende skyline med bygninger som Empire State og World Trade Centre. Og det hele bundet sammen af en beskidt og nedslidt, men også utroligt spændende undergrundsbane, der næsten fungerer som byens blodårer. Man kan have mange meninger om New York, men man kan ikke være ligeglad med den by.

I dag regner man med, at der er 7.000 dansk-amerikanere i "The Big Apple", som byen kaldes. Men der er også mange unge danske, som kommer hertil for en kortere eller længere periode, - ofte for at videreuddanne sig.

Der har været danskere her længe. Da hollænderne i 1600-tallet lagde til på Manhattan’s sydspids og grundlagde "Ny Amsterdam", der altså senere blev til New York, var der sikkert danske matroser med ombord på skibene. En af de første danskere i New York var i hvert fald færingen Jonas Bronck. Han købte i 1641 et ca. 500 tdr. land stort område nord for Manhattan af indianere. Han betalte med to rifler, en tønde æblemost, to økser, seks mønter, to vandkedler, to frakker og et par skjorter. Området blev senere opkaldt efter ham og er nu kendt som bydelen Bronx. Her har der været små danske kolonier, ligesom der i Brooklyn har været et "Little Scandinavia". Men ellers bor danskerne spredt over hele den store by.

Det er netop den danske sømandskirkes og de andre danske organisationers og foreningers problem. Man er ved at samle ind til et "Scandinavian Centre" på Manhattan, og A.P. Møller og Victor Borge har foreløbig givet hver en million dollars til formålet. Men byens størrelse gør, at det er svært at samle folk. Specielt hvis man - som sømandskirken - ligger lidt afsides på Brooklyn.

Leverpostej med mere ...

En af de sidste lørdage i november er der dog altid fuldt hus i kirken. Da er der nemlig basar, og omkring 1.000 besøgende strømmer hvert år til og det skæpper godt i kassen til sømandskirkens fortsatte drift.

Der kan købes alle former for danske lækkerier: småkager, leverpostej, rugbrød, slik, adventskranse og meget mere, og den mulighed lader danskerne i New York ikke frivilligt gå fra sig. Jeg nåede lige at indsnuse lidt af atmosfæren omkring forberedelsen til basaren og var bl.a. med ude ved et Maersk-skib i containerterminalen i New Jersey.

Nord for New York, i Croton-on-Hudson, finder man i øvrigt et dansk alderdomshjem, hvor der også hvert år holdes den største grundlovsfest uden for Danmarks grænser - samt en høstfest for dansk-amerikanerne.

To Jacob-er ...

I øvrigt skal jeg også lige have med, at to danske fotografer - begge med fornavnet Jacob - har spillet en ikke uvæsentlig rolle i New Yorks og resten af USAs historie. Den ene, Jacob A. Riis, var oprindelig snedkeruddannet fra Ribe, men viede efter sin ankomst til New York i slutningen af 1800-tallet sit liv til at kæmpe for bedre forhold for beboerne i slumkvartererne. Hans reportager og fotografier afslørede de elendige forhold blandt immigranter på Manhattan’s Lower East Side og banede vejen for saneringer og reformer. Det førte til, at Jacob Riis omkring år 1900 af præsident Theodore Roosevelt blev kaldt "New York’s mest værdifulde borger".

Den anden Jacob hedder Holdt til efternavn og levede i 60-erne som hippie-vagabond i USA. Han mødte alle slags mennesker og tog masser af billeder undervejs, som han senere satte sammen i en bog og et lysbilledshow, der gjorde et voldsomt indtryk både i Danmark og i USA. Mange af os, der dengang så hans "Amerikanske billeder", blev stærkt påvirkede af dem. Det var især de store sociale og racemæssige forskelle, som billederne afslørede, der gjorde indtryk.

Til Canada igen!

Min tur gik så videre med Greyhound-bus fra New York til Toronto, hvor Hanne Vejs var en god værtinde i den danske kirke og præstebolig på Finch Avenue. Toronto er ligesom Calgary i Alberta et sted, hvor Dansk Kirke i Udlandet ret sent startede et arbejde blandt nyankomne danske immigranter, selv om der allerede var en dansk kirke på stedet. Det kan man godt undre sig lidt over, men årsagen var jo den, at de oprindelige danske kirker efterhånden var blevet så "canadiserede", at de nye immigranter ikke kunne finde sig tilpas der. De havde bl.a. brug for, at der blev holdt gudstjenester på dansk, men i de oprindelige danske kirker var man allerede på dette tidspunkt stort set gået over til engelsk.

Når man fra Torontos største turistattraktion, det fritstående og 553 meter høje CN Tower, kigger ud over denne imponerende by på bredden af Lake Ontario, er det altså også en lidt "dansk" by, man ser på. Her bor vel omkring 10.000 dansk-canadiere, og mange samles i den danske kirke, der indviedes i 1966. Den ligger, når man kører stik nordpå ad Yonge Street, Torontos lange hovedgade. Og om baggrunden for, at den ligger der, fortaltes det ved menighedens 40-års fødselsdag i 1997:

"Vi ville have et sted at samles til gudstjeneste på modersmålet og synge de danske salmer. Et sted til fælles samvær om store begivenheder og festdage, som vi kendte hjemmefra og ikke ville eller kunne glemme. ... Mange begivenheder i kirke og mødesal (Kongesalen) har været særlig festlige på grund af besøg fra Danmark. I årenes løb har vi været værter for mange danske grupper, såsom kor, orkestre, gymnastikhold og folkedanserhold m.m. Disse besøg har givet os friske pust hjemme fra Danmark. Friske pust og fornyelse har vi også erfaret, hver gang vi har fået en ny præst fra Danmark: nye initiativer og nye ledelse har været medvirkende til et fortsat rigt menighedsliv."

To præsidenter!

Efter nogle dage i denne storby, der - især hvis man sammenligner med New York - er utroligt pæn og næsten lidt steril, går turen videre til Canadas hovedstad, Ottawa.

Her er jeg gæst hos Vita og Rolf, som udover at være blevet viet af mig i den danske kirke i Vancouver for mange år siden kan prale med begge to at være præsidenter! Vita er nemlig formand (præsident) for den danske klub i Ottawa, og Rolf har samme position i Sammenslutningen af danske foreninger i Canada. De er med andre ord meget aktive i det dansk-canadiske foreningsliv, og mine dage hos dem er både utroligt hyggelige og meget udbytterige. Det skal jeg fortælle jer om senere.

I kirke i Sankt Ansgars ...

Søndag kører vi til Montreal for at gå i kirke i Ansgar-kirken, der oprindelig havde en rent dansk menighed. Nu er det en blanding af danskere, nordmænd og folk af helt anden oprindelse, der samles til gudstjeneste i det vestlige Montreal hver søndag. Præsten hedder Samuel King-Kabu og er kommet fra Ghana!

Via Vejen i Danmark og senere nogle års præsteuddannelse i Saskatchewan i Canada, blev han præst i den canadiske lutherske kirke (ELCIC) og har nu været ved Sankt Ansgars i et par år. Han er lige kommet hjem fra et besøg hos gode venner i Danmark og holder i øvrigt denne søndag en meget spændende prædiken om de betroede talenter.

Ved kirkekaffen efter gudstjenesten møder jeg mange hyggelige mennesker, og inden jeg ser mig om, er jeg blevet inviteret til at bo hos Henrik, der er enkemand og bor sammen med sin datter og svigersøn og deres to børn i et stort hus i nærheden af kirken. "Jeg har så tit overnattende gæster," siger Henrik, "så jeg kan vel også klare at have en præst boende!"

Henrik vil også gerne vise Vita og Rolf og mig den danske kirkegård, - "og bagefter skal vi hen til Rosa og Martha og have rigtig god dansk frokost!"

Den slags tilbud er naturligvis ikke til at modstå, og det korte af det lange er, at jeg tilbringer nogle dejlige dage hos Henrik og andre hyggelige danskere i Montreal. Vi får smagt byens specialitet "smoked meat" på Ben’s-restauranten og ser byens smukke katedral samt Sankt Joseph-kirken, der - som den ligger kæmpestor og højt hævet over byen - måske ikke er smuk, men i hvert fald imponerende. Det er en forholdsvis ny kæmpekirke med rullende trapper og det hele. Et museum med julekrybber fra hele verden (også en fra Danmark) er dog nok et besøg værd.

Liv og glade dage i kirken ...

Mandag er der festaften i kirken med de danske deltagere i den faglige verdenskonkurrence, der netop nu finder sted ude på det olympiske stadion. Der er unge danske murere, snedkere, damefrisører m.m., der dyster med kolleger fra hele verden.

Godt 120 af gæsterne fra Danmark mødes denne aften med medlemmer af det danske samfund i Montreal. Menuen står på frikadeller med kartoffelsalat og Albani-øl og sodavand. Det er Ole Larsen, Albanis PR-mand i Canada og en aktiv mand inden for de danske foreninger her, der har været primus motor for arrangementet, og de unge lærlinge fra Danmark hygger sig vældigt (og af og til lidt højrøstet). På et tidspunkt er stemningen så høj som blandt Brøndby-tilhængere til en superligakamp. Henrik og jeg bliver enige om, at der må være meget stille i Danmark netop nu! Men hyggeligt var det.

Vi nåede også et besøg hos Catherine og John Smith, der driver en fin blomsterforretning. Vi fandt ud af, at John oprindelig kom fra Vandling ca. 4 km fra Vilstrup, hvor jeg kommer fra.

Og hos Peter og Leif, der - sammen med deres familier - har henholdsvis et stort drivhusgartneri og en meget hyggelig blomster- og gaveartikelforretning syd for Montreal, bliver vi også næsten i familie, da vi begynder at snakke. Peter har lige været hjemme til guld-konfirmation i Ballum, og Leif og hans kone er helt sikkert blevet inspireret af deres Danmarksbesøg i forbindelse med indretningen af deres "Little Denmark-butik", der i øvrigt nu så småt er ved at blive gjort klar til den travle advents- og juletid.

Jo, det var dejlige dage i Montreal. Både Henrik og Rosa mente, at jeg burde blive en dag længere for at deltage i den årlige julemiddag for de ældre. Jeg nåede dog kun at være med til borddækningen, men det var bestemt ikke fordi ris a la manden og flæskestegen med svær og brune kartofler og rødkål og alt det andet ikke var tillokkende nok. Men Greyhound-bussen til Boston var klar til afgang, og jeg skulle med.

Så er jeg nået til sidste stop!

Efter en dejlig tur gennem New England (Vermont, New Hampshire og Massachusetts) nåede jeg da i aftes til Boston, som er sidste stop på min forunderlige rejse. Det må være blevet til langt over 20.000 km, og jeg har efterhånden slet ikke tal på alle de dejlige og gæstfrie mennesker, jeg har mødt undervejs. Men en stor tak skal de have, allesammen!

Nu må jeg hjem og samle mine indtryk. Men lad mig bare sige det med det samme: H.C. Andersen havde ret. "At rejse er at leve". Jeg føler mig utroligt priviligeret over at have fået lov at få alle disse oplevelser. Jeg håber, at jeg har kunnet give noget videre til jer, som har fulgt mig undervejs. Og jeg håber, at jeg senere kan få "organiseret" mine indtryk lidt mere, end der har været tid til på selve turen.

I aften ankommer mine kolleger fra bestyrelsen for Skandinavisk Canadisk Amerikansk Venskabsforening. Jeg skal møde dem i lufthavnen, og så skal vi holde et tre-dages bestyrelses-seminar her i Boston og udstikke retningslinjer for, hvordan vi i de kommende år kan være med til at vedligeholde og udbygge båndene mellem Skandinavien, USA og Canada.

Min tur har i hvert fald vist mig, at der ikke bare er spændende turistoplevelser herovre, men at et roadtrip blandt danske og andet godtfolk i Nordamerika også er alle pengene værd og kan åbne ens øjne for, hvor meget de danske immigranter har præget de samfund, de nu lever i.

Og så er der kun tilbage at sige "Tak for turen" til jer, der fulgte med.

Og en ting mere: Jeg skal huske at bringe alle de mange hilsener videre, jeg har fået undervejs, når dansk-amerikanerne og dansk-canadierne sagde: "Hils fra mig derhjemme!"

Vi ses i Danmark!

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.