Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Den lige grusvej gennem Ostenfeld ...

12. september 1999

Canada skulle også bygges op ...

Da Canada i 1872 kopierede USA’s lov om gratis jord til dem, der ville være med til at opdyrke den enorme canadiske prærie og de øvrige landområder (hvoraf jo en meget stor del er skov), trak det voldsomt i danskerne - både i Danmark og i USA. Mange lod sig lokke af beretninger om de fantastiske muligheder i dette unge land, der først i 1867 var blevet til "The Dominion of Canada". Det var især dampskibsselskabernes og de canadiske jernbaners farvestrålende brochurer, der fristede og tegnede alt i et meget rosenrødt skær. Gaderne var - næsten - belagt med guld. Det var bare med at tage hænderne op af lommen og samle det op!

Men virkeligheden var en ganske anden. Den første danske koloni i Canada blev grundlagt i 1872 i New Denmark i New Brunswick. Da 27 fattige danske emigranter - fortrinsvis fra Møn - sejlede fra København den 31. maj 1872, var det ikke for at tage til det "Amerika", som mange før dem havde stilet imod. Deres mål var Canada.

Da de efter en lang og anstrengende rejse ankom til det sted, der senere skulle blive til New Denmark, kunne de ikke tro deres egne øjne. Den frugtbare landbrugsjord, de ventede at se, viste sig i stedet at være et meget kuperet område med mange sten og tæt skov så langt øjet rakte.

Trods denne første skuffelse gik man dog i gang med at fælde træerne, fjerne stenene og de store stubbe, bygge primitive træhuse og dyrke de første afgrøder. Stedet kaldte man "Hellerup" efter den landagent, Kaptajn Heller, som havde været i Danmark for at hente immigranterne til Canada. Men da man senere ragede uklar med Heller, ændredes navnet til New Denmark.

Jeg var med ved fejringen af New Denmark-koloniens 125 årsdag i 1997, og man fornemmede klart en taknemlighed overfor de første pionerer og en stolthed over at være en del af Canadas tidligste historie. Da "Der er et yndigt land" og "O, Canada" blev sunget, og New Brunswick-provinsens premierminister, Frank McKenna, i sin tale nævnte disse danske pionerers drømme, mod og utrættelige slid, blev der helt sikkert knebet en tåre hos mange af New Denmark-pionerernes efterkommere.

To danske kirker ved en landevej i Canada!

Rent kirkeligt er dansker-kolonien i New Brunswick nok noget af det mærkeligste, der findes. Kører man nemlig i dag gennem det bakkede landskab med de mange kartoffelmarker, ser man to danske kirker ligge på toppen af en bakke. Lige over for hinanden på hver side af landevejen! Forklaringen er den, at da New Denmark-folket ønskede at få en kirke og en præst, havde man egentlig ikke råd til nogen af delene. Men man skrev til Indre Mission i Danmark og bad om hjælp.

Efter en tid kom så en sydsjællandsk lærer og hans kone og seks børn. Han skulle være deres præst, - men da de øvrige immigranter ikke kunne give ham en egentlig løn, måtte han - ligesom de - "homesteade" og slide i det med at rydde land og skaffe det nødvendigste til livets opretholdelse. Så det varede ikke længe, inden han og familien havde fået nok og ville vende hjem til Danmark. Men så kom den anglikanske nabopræst på besøg og lovede at snakke med sin biskop. For han var kendt som en meget venlig og handlekraftig mand, der var god til at løse problemer. Og løsningen blev da, at den danske (lutherske) præst skulle blive. Han skulle lønnes af den anglikanske kirke, men både han og menigheden kunne fortsætte med at være lige så lutherske, de havde lyst til. Det lykkedes også at få bygget en kirke (St. Ansgar’s), og de måtte også gerne holde gudstjenester på dansk. De skulle blot officielt stå som medlemmer af den anglikanske kirke.

En del år - og et par præster - senere brændte kirken, og nogle af danskerne kom i tanker om, at det vist var noget værre noget, de havde gjort dengang. De var jo lutherske og hørte da ikke til i den anglikanske kirke. Så de købte et stykke jord lige overfor ruinerne af den nedbrændte kirke og byggede der en dansk luthersk kirke (St. Peter’s).

Det satte imidlertid fart i en anden gruppe New Denmark-folk. De mente ikke, at man kunne behandle den anglikanske kirke sådan, når nu man var blevet hjulpet, dengang det kneb. Så inden længe fik denne gruppe genopbygget kirken, og det er altså grunden til, at der i dag er to "danske" kirker i New Denmark, en anglikansk og en luthersk!

Stedet, der fik navn efter en dansk biskop ...

Ostenfeld-kolonien ved Winnipeg er langt yngre end New Denmark. I 1919 var en dansk præst fra Montana, Niels Damskov, kommet til Winnipeg som bypræst. Hans opgave var at betjene den danske menighed der, men han skulle også tage godt imod nye danske immigranter, der i stort tal ankom med Canadian Pacific-jernbanen fra Halifax.

I 1923 besøgte Henrik Ostenfeld, som var Sjællands biskop fra 1911 til ‘34 - og en god ven af pastor Damskov, Winnipeg, og det var med hans hjælp, at det lykkedes at få en bevilling på 10.000 kroner fra Dansk Kirke i Udlandet til bygning af en dansk kirke i byen.

Da Damskov i 1926 erhvervede et større landområde omkring 65 km længere mod øst med den tanke at starte en dansk koloni her, navngav han - i taknemlighed til sin gode ven - stedet "Ostenfeld".

"Her kan hverken dyr eller mennesker leve!"

Ostenfeld er ikke et sted, man sådan lige kommer forbi. Og heller ikke noget stort sted. Fra det skilt, der markerer bygrænsen, er der vel knap en kilometer hen til det skilt lige efter den ubevogtede jernbaneoverskæring, der markerer, at man nu kører ud af Ostenfeld igen. Undervejs passeres 5-6 huse og gårde, som gemmer sig bag træer og buske. Det er alt. Og så kirken og kirkegården, naturligvis.

Jeg har læst, at forfatteren Aksel Sandemose engang besøgte Ostenfeld. Imponeret blev han bestemt ikke. "Det var ikke skov og heller ikke græsmark. Det var vildmark, et stille, dødt landområde, hvor hverken mennesker eller dyr kunne leve," skrev han - og fik i øvrigt en stærk længsel efter at komme væk fra dette øde sted, - ud til havet! Men Sandemose fik dog noget ud af sit besøg, for senere brugte han Ostenfeld-oplevelsen i en beskrivelse af et trist og øde prærieområde i sin roman om nybyggerlivet, "Ross Dane".

På kirkegården ved den forholdsvis nye lutherske kirke er der vel ikke mere end 30-40 gravsteder. De fleste navne er danske: Nielsen, Jensen, Jørgensen, Godfredsen, Pedersen, Rasmussen, Hansen, Winther og Davidsen ... En enkelt gravsten springer i øjnene: Anton og Anna Nielsen - født i Danmark, står der, og død i Ostenfeld i henholdsvis maj 1977 og november 1992. Det viser sig senere at være Ruth’s og Norman’s forældres grave.

Alt er tilsyneladende stille i Ostenfeld denne eftermiddag, - for ikke at sige sløvt. Ingen biler kommer forbi på grusvejen, og der er ingen folk at se nogen steder. Men så får jeg øje på Herb, som er ved at reparere sin mejetærsker. "Are you from Denmark?" spørger han - og inviterer mig straks indenfor. "Min veninde er lige kommet hjem fra Danmark. Se, hvad hun havde med!" Og han viser glad en Toms Guldbarre og en souvenir fra Himmelbjerget frem. "Men når du er fra Danmark, så skal du bestemt møde Norman," siger Herb, som også lige får fortalt, at han selv er af irsk afstamning.

Vi parkerer i indkørsel ved siden af et ældre hvidmalet træhus i to etager. Henne i et maskinhus ved siden af de ældre staldbygninger et stykke fra vejen finder vi Norman, der er i gang med et større projekt sammen med sin nabo, George. Der svejses og skrues og hamres og males, og Norman’s handicappede søster, Ruth, står stille og kigger på. Jeg får en hjertelig modtagelse, - først på engelsk, men senere - over en kop kaffe - slår Norman over i jydsk.

Norman og George er en slags opfindere. "Herovre kalder man det "Jack of all trades". Det er vel sådan en slags alt-mulig-mand," griner Norman. Før var der blandet landbrug på gården - med både køer, grise og heste. Men nu er de gamle stalde ved at være omdannet til en slags savværk. De næsten Storm P.-agtige maskiner, de to mænd har lavet, skal bruges til at fremstille tømmer til log cabins. Først skal de store stammer høvles runde, og derefter skal der laves "hakker" i enderne, så de kan stables oven på hinanden. "Og det skal være 100 % akkurat," siger Norman. Og det bliver det, når stammerne har været en tur igennem Norman’s og George’s hjemmelavede maskiner.

George er 70, og Norman nærmer sig også hastigt, men "det er alt for tidligt at tænke på at "retire"," siger Norman, "og så er det jo også sjovt dette her, og det holder os fra at falde i bad company!" griner han.

Norman smører en marmelademad til sin søster og sørger i øvrigt godt for hende. Hun kan ikke sige så meget andet end "yes" og "no". Jeg lægger dog mærke til, at da Norman er slået over i jydsk, bliver det i stedet til "ja" og "nej".

Anton og Anna, deres forældre, var fra henholdsvis Horsens og Skive. En klokkestreng med motiver fra Skive-egnen hænger på væggen. Spøttrup-borgen er der også. Jo, hun har kunnet lave fine korsstingsbroderier, den gamle Anna, som i sin ungdom forlod de trygge forhold ved Limfjorden og begav sig til canadiske Ostenfeld sammen med sin nygifte mand. "Og hun var også en god kok," forsikrer Norman.

"Vi er jo ikke så mange her," fortæller Norman videre. "Men vi kender allesammen hinanden og har det godt sammen. Der er en del danske her, men ikke alle. Og vi er heller ikke allesammen lutherske. George er f.eks. mormon. Men det ødelægger nu ikke det gode naboskab. For nogle år siden blev det bestemt, at den gamle lutherske kirke skulle rives ned, og der skulle bygges en ny. Det var vi gamle jo ikke så glade for, men vi har da stadig vor kirke og vor præst. Hende, vi har nu, hedder forresten Charlotte og er fra Tyskland. Vi må dele hende med en anden kirke, men hun bor da her - lige ved siden af kirken."

Og så fortæller Norman ellers om gamle dage, da der blev drevet "rigtigt" landbrug i Ostenfeld, og de sendte mælken med toget ind til Winnipeg. "Det var jo fint, at jernbanen gik lige igennem her, og det gør forresten også den store vandledning, der kommer langt ude østfra og fører drikkevand ind til byen. Den er gravet ned langs banen, og den er stor, kan du tro. Der kan stå en hest inde i vandrørene! Men de ligger jo langt nede i jorden!"

Norman fortæller også om dengang, da hans far fik to køer som betaling for at bygge en lade for en tysker i nærheden. "For far var egentlig tømrer og ingeniør, men han måtte jo prøve at lære at være farmer!"

"Men de sidste år har nu været svære," siger Norman, der netop nu går og humper på en forstuvet fod, som han reddede sig i sidste uge, da han fældede træer. "For jeg er ikke så god til det med at lave mad, og Ruth kan jo ikke. Og så har hun haft sådan nogle væmmelige hovedpineanfald og kramper. Derfor tog vi ned til The Mayo Clinic i Rochester i Minnesota, men de kunne nu desværre ikke hjælpe hende. Nej, det er ikke så godt!"

Ruth og Paul Norman, som han rettelig hedder, har aldrig været i Danmark. "Men det kunne være spændende at komme der, inden man bliver alt for gammel!" siger Norman med et smil.

Det er ved at være aftensmadstid, og jeg må endelig blive og spise med. "I Jesu navn går vi til bord." Norman beder bordbøn, inden vi spiser "meatballs" med kartofler og salat. Det smager nu dejligt.

Og der kan også sagtens blive en seng oppe ovenpå, hvis jeg vil tage til takke med det. Jo tak, det vil jeg gerne.

Inden afrejsen næste formiddag fejrer vi Ruth ved morgenkaffen. Hun fylder 60. Norman forsikrer mig, at jeg altid vil være velkommen en anden gang. "Og tag så familien med næste gang, ikke!"

Og med Norman’s afskedshilsen "- og hils så fra mig derhjemme!" forlader jeg da Ostenfeld. Et "dødt" sted i skovene i Manitoba, men fuldt af god gammeldags dansk gæstfrihed og hjertevarme.

Kedeligt? - Nej!

Foran ligger der nu et langt stræk ad Trans-Canada Highway gennem det nordvestlige Ontario, det såkaldte Timberland eller Sunset Country. "Thunder Bay 555 km", står der på skiltet, for her i Canada regner man - takket være den tidligere perimerminister, Trudeau - ikke længere i miles, men i kilometer. Her er lange øde strækninger, hvor der kun få steder er småbyer med truck stops og snuskede caféer - oftest opbygget omkring et savværk eller en papirmølle.

Er det ikke kedeligt at køre så langt alene? Egentlig ikke, for dels er der hele tiden noget nyt at se på. Og så har jeg jo selskab af Garrison Keillor’s forunderlige og fornøjelige persongalleri fra "Lake Wobegon", når jeg da ikke hører "Real Country" eller "Easy Listening" eller "Oldies but Goodies". Det er den slags musik, country-og-western og rock-‘n-roll, der dominerer på radiostationerne herude, og det bliver man jo i fint humør af at lytte til.

Og så er der forresten også stationer, der sender klassisk musik. Jeg lyttede f.eks. forleden til et dejligt stykke musik, der syntes mig bekendt. Bagefter forkyndte studieværten, at det var et stykke af den svenske komponist Carl Nielsen. Men så fik han da rettet sig selv, for Carl Nielsen er da så dansk - og fynsk - som nogen!

Endelig er der også stilheden. Efter flere timers kørsel holder jeg ind ved en skovsø. Helt alene på en smuk sensommerdag, hvor næsten ikke en vind rører sig. Stilheden brydes kun af fugleskrig og bølgernes småskvulpen i vandkanten - og ind imellem er der en enkelt bil, der suser forbi oppe på highway’en. Her er en stilhed, der på samme tid er både næsten berusende - og lidt skræmmende.

Og jo, her er bjørne. Men de er jo bange for mennesker, siger man. Så er de sikkert i al fald bange for mig. Jeg har indtil nu kun set en enkelt, som desværre var død. Den lå i vejkanten og var nok blevet ramt af en af de store lastbiler, der drøner afsted med træstammer til savværkerne og papirfabrikkerne. Eller måske en af de store kølebiler, som forresten kører med firmamærket "Great Dane"!

Terry Fox - en canadisk helt!

De to "tvillingebyer" Port Arthur og Fort William blev for ikke så længe siden slået sammen til én by: Thunder Bay. Den har i dag over 100.000 indbyggere og ligger smukt ved Superior-søens bred.

Når nordamerikanske skolebørn skal lære navnene på de fem store søer, får de at vide, at det faktisk er nok at kunne huske ordet HOMES. Med de forbogstaver giver det nemlig (næsten) sig selv, at man så også kan huske navnene på Lake Huron, Lake Ontario, Lake Michigan, Lake Erie og Lake Superior, hvoraf netop Lake Superior med sine omkring 127.000 kvadratkilometer er langt den største - og i øvrigt verdens største ferskvandssø.

Lige efter Thunder Bay og kort før jeg når til mit næste mål, dansker-kolonien Pass Lake, gør jeg holdt ved et monument, der er rejst til minde om Terry Fox, der døde som knap 23-årig i 1981. Han var en meget livsglad ung mand fra Port Coquitlam uden for Vancouver i British Columbia, der pludselig fik den frygtelige besked, at han havde kræft, og at hans ene ben måtte amputeres.

Men i denne ulykkelige situation fostrede han en idé: Han ville løbe en "Marathon of Hope" tværs over Canada for at samle penge ind til kampen mod cancer. En 5.300 mile lang tur planlagde han, og han ville løbe en hel marathon (26 miles) hver dag.

Han nåede 3.339 miles til netop dette sted ikke langt fra Pass Lake, inden kræften tvang ham til at give op. Og undervejs havde han samlet 24 mill. dollars ind til kræftforskning.

"It feels good to give," sagde Terry Fox - og tilføjede: "Dreams are made if people only try. I believe in miracles ... I have to ... because somewhere the hurting must stop."

Hvert år holdes der Terry Fox Runs ikke bare i Canada, men verden over. Det er skole-motionsløb, hvor der også samles ind til den fortsatte kamp mod kræft, så der findes nok i hvert fald ikke noget canadisk skolebarn, som ikke kender Terry Fox og den tapre marathon, han begav sig ud på - for at gøre en forskel.

Canada er et ungt land uden århundredgamle historier, traditioner - og helte. Men ethvert land har brug for helte, også Canada. Terry Fox er en af dem.

Danske nybyggere i de canadiske skove!

Også i Pass Lake er jeg heldig. Her møder jeg områdets gartner, Sofus Jensen, der er ude at se til sine grønsager. Det er ved at være mørkt, men nej, han synes ikke, det er en god idé at jeg kører op og sover på motellet oppe ved highway’en, når jeg nu ligeså godt kan sove på hans sofa. Så sådan bliver det da.

Inden vi går til ro, får jeg at vide, at Sofus lige er blevet 80. Der blev holdt "surprise-party" for ham i juli, men mange tror ikke på det med de 80. "Det kan ikke passe, at jeg er så gammel, siger de - med alt det, jeg går og laver," griner Sofus.

Vi går over og besøger Asta, der er Sofus’ nabo og Pass Lake’s ældste med sine 89 år. Sammen med sin familie kom hun hertil fra Silkeborg i 1926 og har haft et godt liv her i Pass Lake, synes hun selv. Fra sit lille hus har hun en smuk udsigt af den slags, som de færreste ville have råd til i Danmark - ned over en sø med ænder og bævere. Af og til kommer også en bjørn forbi.

Men Asta er ked af, at der ikke længere er så mange kræfter til arbejdet i haven. For hun elsker blomster. Og så holder hun af at gå i kirke - hver søndag. "For vi har sådan en dejlig lille kirke her i Pass Lake!" siger hun.

Og der må jeg give Asta ret. De har lige holdt 75 års jubilæum i Pass Lake. Min efterfølger i Vancouver, Kai Glud, kom hele den lange vej herud og holdt dansk festgudstjeneste sammen med dem, for hans kone, Dee, er nemlig fra Pass Lake. Hendes bedstefar var postmester her engang. Rammen om jubilæums-festlighederne var den smukke trækirke fra 1932, som senere er udvidet et par gange. "Men der var også Fall Fair og spisning henne i Community Hall’en og curling-hallen, vi byggede for et par år siden. Oog der var mange folk - også udefra, for damerne her laver god mad," forklarer Sofus.

Engang arbejdede mange af mændene fra Pass Lake i skoven, men det var landbruget, der prægede stedet, og de såkaldte "Pass Lake-jordbær" var en rigtig delikatesse, som blev dyrket her og sendt til byen hver dag i sæsonen. Men nu er det vist kun Sofus, der endnu har jordbær i Pass Lake. "Og der er også kun en enkelt rigtig farmer tilbage her, og han har kun kødkvæg - og hø på sine marker," siger Sofus med en antydning af vemod. "Mange af de unge familier, der bor her i dag, kører til byen og arbejder. Men de kan godt lide at bo herude, for det er et godt sted for børnene at vokse op."

Peter og hans kæreste - og de andre danske nybyggere.

I 1950-erne skrev en af beboerne her, Idun Engberg, en bog om livet i Pass Lake. Hun kaldte den "Danske nybyggere i Canadas skove". Den blev udgivet på Gyldendals Forlag, og den gav utvivlsomt mange danskere lyst til at emigrere, og selv om Pass Lake blev grundlagt som dansk koloni i slutningen af 20-erne, så er det immigranter, der kom i 50-erne (Sofus bl.a.), der i dag præger stedet.

Idun Engberg var præstedatter fra Hundslund ved Horsens - og ud af den kendte Engberg-familie. Hun var gift med sin fætter, Jacob, men døde for få år siden - over 90 år gammel og efter i længere tid at have været stærkt plaget af gigt. Sofus og jeg går over og finder gravstenen på kirkegården, og jeg mindes de muntre historier i hendes bog om nybyggerne og deres glæder og sorger.

Der er bl.a. historien om ungkarlen Peter, der så inderligt ønsker sig en kone, så der ikke skal være så tomt i hans lille hytte, når han kommer hjem fra en lang dags arbejde i skoven. Han får sig da en penneveninde fra København, og hun skriver nogle vældig gode breve til ham. Efterhånden begynder han da i sine breve - først mellem linjerne og til sidst også på linjerne - at spørge hende, om hun ikke kunne have lyst til at komme over og besøge ham. Og stor er hans overraskelse og glæde, da hun svarer, at jo, det kunne hun godt tænke sig.

Hun skal ankomme til Pass Lake med toget. Det kommer hver nat, og Peter er ikke helt sikker på, hvilken nat, hun kommer, så han går hen til det lille trinbræt tre nætter i træk i håb om, at toget standser for at sætte hende af. Men først den tredje nat standser toget, og Hanne og Peter vandrer af sted i bælgmørke - uden at kunne se hinanden - hen til nogle af Peters naboer, som har lovet, at hans gæst kan bo der.

Og da naboens er blevet vækket og petroleumslampen tændt, ser Peter på Hanne for første gang. Hun har kønne blå øje og langt lyst hår. Og Peter siger stolt: "Må jeg præsentere jer for min kæreste, Hanne!"

Jo, Idun Engberg var virkelig god til at skildre dagligdagen og nybyggerlivet i Pass Lake, så alle fortrædeligheder og vanskeligheder bliver glemt og de små opmuntrende og humoristiske hændelser kommer frem i forgrunden. Hendes bog er i øvrigt - i forbindelse med Pass Lake’s 75 års jubilæum - blevet udsendt i en engelsk oversættelse. I det engelske forord skriver hun: "I got the most beautiful welcome from Pass Lake’s Danish Pioneers, and the rest of my life has been a happy one." Og efter at have nævnt sine dejlige barndoms- og ungdomsår i Hundslund og senere i København, slutter hun med at sige: "I love Canada!"

Mon ikke dette godt kunne være en slags svar eller reaktion på Tom Buk-Swienty’s tanker om, at han altid distancerer sig fra danskerne, når han er i udlandet, - og har svært ved at forstå dem, der slår sig ned i danske kolonier: "Jamen, selv om man får nye venner, behøver man da ikke at slå hånden af de gamle, - og da slet ikke af sin familie! For det betyder noget, at man har samme rod!"

Den sovende kæmpe.

Sofus tager mig med på en tur rundt i Pass Lake og nærmeste omegn. "Vi skal lige op på corneret oppe ved højvejen og have vores anden kop kaffe," siger han på en charmerende blanding af dansk og engelsk. Her - i "storen", der både er butik, servicestation, café og "liquor store" - er der altid nogen at snakke med. "Vi sidder tit og bullshitter hinanden," siger Sofus og langer lidt ud efter en af de andre danskere, der - som han siger det - "godt kan trænge til at komme lidt hjemmefra en gang imellem!"

Pass Lake ligger på Sibley-halvøen, som strækker sig ud i Lake Superior. Det meste af området er en "provincial park", som kaldes "Sleeping Giant" - opkaldt efter de store klippeformationer ude på spidsen, som godt kunne minde om en kæmpe, der ligger og sover.

Der er en indiansk legende, der fortæller, at Nanabosho (kæmpen) var søn af Kabeyun (vestenvinden). Han førte Ojibwe-stammen til Superior’s nordkyst for at redde dem fra deres traditionelle fjender, Sioux-erne. En dag, da han sad ved søens bred, skrabte Nanabosho på en sten og fandt sølv. Af frygt for, at der skulle ske hans folk noget ondt, fik han dem til at begrave sølvet i den lille bugt for enden af Sibley-halvøen og sværge, at de aldrig ville røbe noget om sølvet.

For Ojibwe-folket var sølvet værdiløst, men hvis den hvide mand hørte om det, vidste Nanabosho, at han ville komme og tage indianernes land. Men hemmeligheden slap ud, da en af høvdingene blev for gridsk. Han lavede våben af sølv og blev snart derefter dræbt i et slag med Sioux-stammen. Få dage senere så Nanabosho en Sioux-kriger sejle i kano tværs over Superior-søen. Han havde to hvide mænd med sig, som han førte til det sted, hvor sølvet måtte stamme fra.

For at redde hemmeligheden fra at blive røbet forbrød Nanabosho sig mod Den store Ånds vilje og fik en storm til at rejse sig, så kanoen sank, og de hvide mænd druknede. Som straf blev han gjort til sten. Og i dag ligger kæmpen Nanabosho stadig på den plads, hvor "Den store Ånd" ramte ham - ikke langt fra Pass Lake.

Sofus fortæller mig, at der er noget om det med sølvet. For i 1880-erne og 90-erne var der en stor sølvmine på en lille ø lige uden for kysten. Minearbejdernes gamle træhuse ligger her stadig, og i det gamle pakhus på kajen er der en udstilling af billeder fra dette steds storhedstid i slutningen af forrige århundrede. Men der er ikke mere sølv, og på den lille ø, Silver Islet, er der heller ingen spor af kajanlæggene, bygningerne, den lille jernbane og mineskakterne. "Superior har taget det hele," siger Sofus.

Vi skal også ind og besøge hans gamle venner og arbejdskammerater på park-campingpladsen ved Marie Louise Lake, hvor turister i stort tal nyder det hele sommeren. "Måske kan der blive en kop kaffe," mener Sofus. Det kan der, og man mærker, hvordan Sofus’ slagfærdighed rigtig kommer til sin ret. Og de andre forstår ham godt - trods det "dansk-engelske". 80 år er vel heller ingen alder!

Netop som jeg forlader Pass Lake bryder et vældigt uvejr løs. Himlen er helt sort, og det krafte skybrud forvandler hurtigt grusvejene til små floder. Det lyner og buldrer løs, som det nok har gjort så tit her - både i bogstavelig og i overført forstand. "Men," tænker jeg, mens Silverado’en næsten selv finder op til Trans-Canada Highway for at fortsætte sydpå, "der skal mere til at slå denne lille danskerkoloni i de store canadiske skove ud!"

Og at Sofus - og de andre danskere i Pass Lake sikkert også - i al gemytlighed er lidt småstolte over deres danske oprindelse, fortæller bl.a. indskriften på Sofus’ kaffekrus: "You can always tell a Dane, - but you can’t tell him much!"

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.