Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Møllen fra Nørre Snede i Elk Horn, Iowa

28. september 1999

Godt halvanden million dansk-amerikanere!

I år 2000 skal alle amerikanere tælles. Da man ikke har noget egentligt folkeregister, kan man kun ved at holde census eller folketælling en gang imellem få rede på, hvor mange amerikanere, der egentlig er. For der kommer stadig nye til. Både folk, der helt legalt får et af de eftertragtede "green cards", som udstedes til et vist antal immigranter hvert år. Og illegale indvandrere, der i titusindvis krydser den ellers så skarpt bevogtede grænse fra Mexico eller på anden måde har held til at slippe ind i dette forjættede land, hvor drømmen om en bedre tilværelse måske kan blive til virkelighed.

Sidst man havde folketælling i USA var i 1980. Da sagde ca. 100 mill. af den samlede befolkning på 225 mill., at de var indvandret fra England eller havde engelske forfædre. 49,2 mill. sagde, at de havde tyske rødder, og 40,2 mill., at de var af irsk afstamning. Der var 21 mill. "African-Americans", 13 mill. af fransk afstamning og 12 mill. italienske amerikanere. Men det er også nok værd at bemærke, at 1.518.273 amerikanere ved folketællingen sagde, at de var af dansk afstamning!

Godt halvanden million dansk-amerikanere er der altså. Det er ganske mange. Det er vi enige om hele vejen rundt om bordet her i bibliotekskælderen i Dana-bygningen på Dana College, der ligger smukt ved Missouri-floden i Blair, Nebraska. Selve universitetet her hedder Dana efter det gamle latinske navn for Danmark, Dania. Og her er der siden 1884 bl.a. blevet uddannet præster. Trinity præsteseminariet på Dana College blev nemlig centrum for præsteuddannelsen for de indremissionske i "Den forenede Kirke".

Men selve biblioteket hedder også Dana, fordi det er opkaldt efter en rigmand ude østfra, Charles A. Dana, hvis familie har tjent en formue i bilbranchen. På grund af navnesammenfaldet var der nogen her, der fik den gode idé, at man skulle kontakte ham og høre, om han ikke ville støtte Dana College. Og så gav han altså så mange penge til stedet, at denne flotte arkiv- og biblioteksbygning kunne bygges.

Dana College og 22 gange Danmark!

Det er formiddagskaffetid, og de hjemmebagte småkager bliver budt rundt. "Dagens højdepunkt," siger John Mark med et smil.

Her ved det runde bord sidder jeg sammen med John W. Nielsen og hans søn John Mark Nielsen og tre damer, som er "volunteers" og kommer og hjælper med arkivering og andet et par gange om ugen. Det er denne flok, der er med til at sørge for, at dansk-amerikanernes historie ikke går i glemmebogen. De samler alt muligt relevant materiale, studerer og arkiverer det, så de selv og andre forskere til enhver tid vil kunne grave dybere ned i denne spændende historie. På Grand View College i Des Moines i Iowa (der engang var det grundtvigske præsteseminarium) gør man noget lignende.

Vi snakker lidt om, at staten Wisconsin og senere også Minnesota og ikke mindst Iowa og Nebraska var de steder, hvor danskerne slog sig ned i meget stort tal. Og mange steder blev der lavet danske kolonier - som Tyler, Askov, West Denmark og Viborg, som jeg allerede har besøgt, og flere af de steder, jeg senere kommer til på mit roadtrip. Og mange af stederne fik danske navne. Der er f.eks. ikke mindre end 22 steder i USA, der hedder Denmark, og selv om mange af dem ikke er ret store, så er de dog nok alle et udtryk for, at der her har boet (og stadig bor) danske.

"Men," siger John Mark Nielsen, der er professor i engelsk på Dana College, "man skal huske på, at det kun var omkring 20 procent af de danske indvandrere, der slog sig ned i danskerkolonierne. 80 procent endte andre steder, - de fleste af dem i de store byer, bl.a. New York og Chicago. Og det var nok kun 13-15 procent af de danske indvandrere, der sluttede sig til et af de to stridende danske kirkesamfund: Den forenede Kirke eller Den danske Kirke."

Dana College har et smukt logo, der forestiller en mellemting mellem et vikingeskib for fulde sejl, et Dannebrog og et stort D. Mange af navnene på campus er også danske: Borup Coliseum hedder f.eks. sportshallen, og der er også en bygning, der hedder Madsen Fine Arts Center, samt en Mickelsen og en Madsen Hall. Båndene til Danmark er her skam stadig, selv om Dana i dag - med sine ca. 500 studerende, hvoraf kun de færreste er af dansk afstamning - fungerer næsten som ethvert andet amerikansk universitet.

Men sangkoret herfra var f.eks. i foråret på turné i Europa og gav koncerter flere steder i Danmark. Højdepunktet var koncerten i Musikteatret i Vejle, hvor der var fuldt hus. Den var i øvrigt arrangeret af Vejle Handelsskole og Skandinavisk Canadisk Amerikansk Venskabsforening, hvis bestyrelse jeg jo er medlem af. Jeg var med til den kocert, men selv om de øvrige her omkring bordet ikke var med på turen, har man hørt fra deltagerne, at det virkelig gjorde indtryk, da det store publikum på over 1.000 til sidst - efter den amerikanske og danske nationalsang (på dansk) - gav koret et stående bifald.

På Dana College undervises der for øvrigt også i dansk. I år er det Trine, der er uddannet på Ribe Statsseminarium, som tager sig af danskundervisningen. Og hun har et stort hold i år på 17 studerende.

Få kilometer fra Tommerup ...

John W. tager mig rundt i biblioteket og arkivrummene, hvor der er masser af spændende ting på hylderne, mens andet ligger i store papkasser og venter på at blive sorteret og arkiveret. Han fortæller, at han har været præst i Minnesota, men også undervist på Dana College - i religion og engelsk. Nu er han pensionist og har travlt som aldrig før med alle arkiveringsopgaverne. Udgivelse af nogle historiske bøger er der også blevet tid til, og for nogle år siden hjalp han til, da Odense Bys Museer skulle lave udstillingen på Hollufgård om "Danskerne på prærien".

I Nielsen-familien, hvor alle førstefødte drenge i de seneste fire generationer har fået navnet John, findes faktisk også navnet Solevad, fortæller John W. Hans svigerfar var nemlig fra Solevadgaard - en tre-fire kilometer fra Tommerup. Han hed Einar Solevad-Hansen og udvandrede i slutningen af forrige århundrede. Men der bor stadig familie i Fangel, som jo heller ikke er langt fra Tommerup.

Det var først, da sønnen, John Mark (junior), begyndte at vise interesse for sine danske rødder og bl.a. tog til Danmark for at studere, at John W. (senior) selv begyndte at grave i de danske rødder. Og nu er det altså blevet så spændende, at han arbejder noget nær fuldtids med danskernes historie her i Amerika.

Fra dansker i Amerika til dansk-amerikaner til ... ?

I en roman om nybyggerlivet i Nebraska skildres den barske tilværelse blandt danske pionerfamilier bl.a. gennem børnenes oplevelser. De må slide i det både i marken og i stalden, og man bor så ensomt, at man sjældent ser andre mennesker.

Derhjemme taler de kun dansk. Så da de skal begynde i skolen, kan de ikke mange ord på engelsk. En af de første dage spørger lærerinden, om der er en, der ved, hvad et digt er - og som vil sige det for klassen. Ingen siger noget, så til sidst rækker en af de danske drenge hånden op og fremsiger et lille børnerim - på dansk.

Straks bliver han afbrudt af lærerinden og får at vide, at det sprog vil hun aldrig mere høre i skolen, for her tales kun engelsk!

Den slukørede dreng med den danske rod havde endnu ikke forstået, at det nu var Amerika, han boede i, og her er det amerikanske børnerim, der tæller: "Humpty Dumpty sat on a wall,
Humpty Dumpty had a great fall.
All the king’s horses
And all the king’s men
Couldn’t put Humpty Dumpty together again."

Sådan skulle han nok have sagt, den lille knægt, der altså var "en dansker i Amerika", men var på vej til at blive dansk-amerikaner - og måske en dag ville komme til at føle sig som "rigtig" amerikaner. Men det er sådan noget, man ikke bliver fra den ene dag til den anden - og heller ikke uden knubs!

En dansk immigrant husker det med sproget og skolen - lige efter ankomsten til Amerika - sådan:

"Og selvfølgelig blev jeg sat i nederste klasse, fordi jeg ikke forstod engelsk, og det var et hårdt slag for mig, Jeg var meget skuffet og ked af det. Jeg tror, jeg blev trodsig, for jeg ville bare ikke lære noget. Det lød alt for fremmed.
Så jeg ville kun sige noget, når jeg var kommet i seng om aftenen. Så trak jeg dynen godt op over hovedet og prøvede at sige nogle af de ord, jeg havde hørt i løbet af dagen. Men jeg kunne bare ikke få min mund til at sige dem!"

Nej, det var ikke nemt. Måske især ikke for børnene. Men - som man siger det her: "You’ve got to learn it the hard way!"

For lidt og for meget ...

Amerikaniseringen af de danske immigranter var en lang og sej og ofte frustrerende proces for den enkelte, - men også i danskernes kirker og menigheder.

Her blev netop sproget også hurtigt et problem. Der var dem, der var fortalere for, at alt skulle foregå på dansk. Det var fortrinsvis de grundtvigske i Den danske Kirke. Og mange steder blev man faktisk ved med at holde gudstjenester på dansk og synge efter den danske salmebog (og Højskolesangbogen) til op i 1950-erne.

Men der var også dem, der mente, at man udelukkende skulle bruge engelsk i kirken. Af flere grunde: Fordi evangeliet skulle forkyndes ikke bare for danske, men for alle, - fordi det var de unges og fremtidens sprog, - og fordi ikke-danske ægtefæller jo også gerne skulle kunne forstå, hvad der foregik i kirken. Det var især de indremissionske i Den forenede Kirke, der hurtigt gik over til, at alt var på engelsk.

"For lidt og for meget, måske," siger John W. "Når vi i dag ser tilbage, må vi nok sige, at det vel havde været bedre, om man fra begge sider havde været lidt mere kompromis-søgende!"

I Nørre Snede køber man brugte biler - og møller!

For ikke længe siden købte vi en brugt bil i Nørre Snede derovre på grænsen til de "jyske stepper", hvor man kalder sin byfest for "Præriedagene"!

Folk fra danskerkolonien Elk Horn i Iowa - med manden, der havde fået en god idé, Harvey Sørensen, i spidsen - købte for ca. 20 år siden en brugt mølle i Nørre Snede! Man fik den billigt (ligesom vi gjorde med vores bil, for de er gode at handle med, de jyder!). En lokal tømrer pillede så møllen ned og mærkede alle enkeltdelene, og derefter blev den ellers transporteret over Atlanten og samlet igen stykke for stykke af folkene i Elk Horn. Det tog flere år, men resultatet er smukt.

Når man kommer ind i byen, der ligger nogle få miles nord for Interstate 80, er det denne 20 meter høje danske mølle, man først får øje på. Men her er meget andet, der er dansk. Kroen ved siden af kalder sig det i hvert fald, selv om jeg efter et enkelt besøg må sige, at maden ikke helt smagte som hos mor derhjemme. Men "Bedstemors Hus" er et rigtigt dansk immigranthus, som det så ud ved århundredskiftet. Og en statue af H.C. Andersen mangler her heller ikke. Og selv om kirken ikke har kamtakkede gavle, hvide mure og rødt tegltag, så er her dog både et kirkeskib og de uundværlige kopier af Thorvaldsens Kristus-figur og englen, der holder døbefonten. Højskolen, Elk Horn Folk School, er dog forlængst forsvundet.

Elk Horn og tvillingebyen Kimballton to miles nordligere er noget af det mest danske, man kan finde i USA, må man nok sige. I hvert fald bor her rigtig mange dansk-amerikanere. Og Kimballton, der byder besøgende "Velkommen" på dansk, har både en kopi af "Den lille Havfrue", et "Forsamlingshus" fra 1896, et bindingsværkshus med storkerede på taget og en rigtig smuk dansk kirke fra 1907.

Der har altid været en vis rivalisering mellem Elk Horn og Kimballton, for mens de indremissionske slog sig ned i møllebyen Elk Horn, var det de grundtvigske, der holdt til i Kimballton. Og man har konkurreret lidt om at være så danske som muligt, så der er ikke langt mellem æbleskiverne og Dannebrogs-flagene i de to nabobyer her på prærien.

Et dansk-amerikansk immigrant-museum.

Den 2. september 1991 holdt man så rejsegilde på "The Danish Immigrant Museum", som ligger lige i udkanten af Elk Horn, - hvilket man selvfølgelig ikke er helt tilfredse med i Kimballton!

Og dansk-amerikanerne gør skam noget for sagen. Det kostede ikke mindre end 85 mill. kroner at få etableret museet, og en stor del af de penge har man indsamlet blandt folk af dansk afstamning rundt om i USA. Men også danske bidragydere har der været: Novo Nordisk, Tuborg, Mærsk, Grundfos og Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond for blot at nævne nogle få.

I dag kan man så gå en tur gennem museet og følge immigranterne lige fra beslutningen om at rejse blev taget, via mødet med det nye land (der for de flestes vedkommende fandt sted på Ellis Island lige ved siden af Frihedsgudinden i New Yorks havn) til etableringen af et nyt hjem og en ny tilværelse på prærien eller måske i de store industribyer. Det er en udmærket udstilling og der er også forskellige aktiviteter. Et lille kapel, bygget af en dansker, har man også fået fat i, og så er der et amfiteater, så der kan laves udendørs teaterforestillinger og andet.

Man har fået godt begyndt, men der er stadig mange historier at fortælle om, hvordan de danske immigranter slog rod i deres nye hjemland. En del af de idéer, man har på museet, har endnu ikke kunnet lade sig realisere, fordi der først skal samles penge ind. Og selv om en del (f.eks. en masse sølvplader med navnene på alle, der har givet et bidrag til museet) er lidt for amerikansk efter min smag, så er det et spændende sted at besøge. Man får - gennem udstillinger, gamle fotos, masser af citater fra immigranters egne beretninger m.m. - nybyggertilværelsen helt ind på livet og mærker virkelig historiens vingesus!

Og så kan man forresten også se Victor Borge’s første flygel - flankeret af portrætter af kunstneren selv og Dronning Margrethe.

Og så skal man selvfølgelig ikke regne med at kunne undgå at møde danskere her. Jeg støder ind i Trine, som studerer på Odense Universitet og er ved at skrive en opgave om dansk-amerikanerne. Vi får i fællesskab en hyggelig snak med Leo, som er direktør for museet.

Jo, i Elk Horn er man i godt dansk selskab.

Danske Nadjeschda fra Sibirien ...

Det er man forresten også i Kimballton. Her besøger jeg den næsten 93-årige Nadjeschda Lynge Overgaard, som bor alene i et smukt murstenshus lige syd for byen. For to år siden blev Nadjeschda inviteret til Det hvide Hus i Washington for at få overrakt et fint diplom og 10.000 dollars af Hillary Clinton. Det var som en påskønnelse for den store indsats, hun hele sit liv har gjort blandt danskerne i Kimballton og omegn. Hun har været lærerinde og har i fritiden bl.a. givet dansk-undervisning. Men også de gode gamle danske skikke med folkedans, dilettant, madlavning og masser af juletraditioner, har hun været med til at holde vedlige. Og så lærte hun af sin mor at sy Hardanger-syning, og det er igennem årene blevet til et utal af fine duge, dækkeservietter, sengelinned og andet.

"Jeg var selvfølgelig glad for det hele, og jeg kan godt lide Hillary Clinton. Hun var sød at tale med," siger Nadjeshda Overgaard, "men jeg er jo bare en almindelig dansker, der har boet her i Amerika det meste af mit liv. Og pengene måtte jeg jo give videre, for ellers havde jeg mistet min hjemmehjælp!"

Faktisk blev hun født i Sibirien, og det er derfor, hun blev døbt Nadjeschda, som på russisk betyder "håb". Hendes to søstre fik navne, der betyder "tro" og "kærlighed". Deres far var en dansk mejerist, der skulle hjælpe til med at starte mejerier i Sibirien, men da Nadjeshda var fem år gammel, flyttede familien til København, fordi "de russiske skoler var ikke lige det, mine forældre syntes var godt for mig!"

Efter seks år i København gik turen så til USA, og her blev hun senere gift med Niels Overgaard, som kørte mælketur og havde et lille teglværk i Kimballton. Hun har været alene i mange år, men de fleste af hendes 7 børn, 26 børnebørn og 25 oldebørn bor i nærheden og "de er allesammen så flinke til at hjælpe mig og besøge mig!"

"Alle de mursten, der ikke var så gode, tog min mand fra, og til sidst kunne vi bygge dette hus til os selv af dem," fortæller Nadjeshda, som i øvrigt taler dansk helt uden accent. Hun er netop nu i færd med at læse Christian Winthers "Hjortens flugt" "for jeg ved ikke hvilken gang, for den er bare så god". Men "Frøken Smillas fornemmelse for sne" af Peter Høeg ligger også fremme på bordet. "Den kan jeg også godt lide," fortæller Nadjeschda Overgaard.

"Amerika har været god ved mig og min familie," siger hun til slut. "Men jeg føler også, at mit liv er blevet beriget på grund af min danske arv!"

Hannibal midt i The Louisiana Purchase ...

I 1803, da Amerikas forenede stater faktisk ikke var så forenede, men var et land, der var delt i øst og vest, købte præsident Thomas Jefferson af Frankrig hele det centrale USA, som fortrinsvis bestod af prærie. Louisiana-territoriet hed det officielt. Pludselig blev landet fordoblet i størrelse, og to opdagelsesrejsende - Lewis og Clark - blev sendt ud for nærmere af undersøge The Luisiana Purchase (Louisiana-Købet), som handlen blev kaldt.

De fulgte Missouri-floden og nåede efter mange måneders strabadser helt ud til Stillehavet i Oregon. Undervejs var de kommet igennem Rocky Mountains og de store prærieområder, som også kaldtes The Great American Desert (Den Store Amerikanske Ørken). Og "ørken" var det faktisk dengang. Skulle dette kæmpestore landområde opdyrkes, var det nødvendigt med en storstilet indsats. Det var den, homestead-loven og bl.a. de danske nybyggeres ankomst til prærien var en del af.

Howard County cirka midt i Nebraska blev af den danske Wisconsin-farmer Lars Hannibal og hans nydannede "Danske Land- og Hjemsted-Kompagni" udpeget som velegnet til, at selskabet her ville opkøbe jord til en dansk koloni. Det blev efterhånden til byen Dannebrog. Og Lars Hannibal og hans kone, Karen, der senere er blevet kaldt Dannebrogs fader og moder, har spillet centrale roller i byens historie.

Lars Hannibal tog på flere rejser til Danmark for at hverve flere immigranter til byen, og langsomt, men sikkert, voksede der et lille stykke Danmark op her på den øde prærie midt i The Louisiana Purchase.

I dag er der en Lars Hannibal Vej i Dannebrog, men hovedgaden er underligt nok opkaldt efter en rigtig amerikaner, der har slået sig ned her blandt danskerne for nogle år siden. Roger Welsch, hedder han, og ham er man lidt stolte af. Han arbejder for TV-selskabet CBS og er en mand, der er fuld af idéer og godt humør. Han har for alvor gjort Dannebrog berømt. Bl.a. ved mange amerikanske TV-seere, at det er her, der findes en "Liars’ Hall of Fame", for henne i den lokale bar fortælles nogle af de største løgnehistorier, der findes.

Så når Roger Welsch hver dag kommer kørende gennem Dannebrog på sin gamle røde og fint restaurerede Farmall-traktor - for at opsnuse nye idéer og historier til sit humoristiske TV-program eller måske til en ny bog - er det altså hans egen Roger Welsch Avenue, han kører på.

Harriett’s Spisehus.

Lige midt i Dannebrog, der kalder sig The Danish Capital of Nebraska (Den Danske Hovedstad i Nebraska) ligger Harriett’s Spisehus. Her mødes byens befolkning og de mange turister for at nyde resultaterne af Harriett’s danske kogekunst.

"Jeg har lært det hele af min mor," fortæller Harriett. "Jeg åbnede først spisehuset for lidt over ti år siden, men jeg har haft meget travlt lige siden. Der er virkelig mange her, der godt kan lide dansk smørrebrød og frikadeller og leverpostej og den slags. Æbleskiver er også populære."

Selv om Harriett har haft travlt i køkkenet, er der også blevet tid til at skrive og udgive en bog med danske opskrifter - krydret med Harriett’s livsvisdom og humor. Her er et par smagsprøver:

"Da Gud skabte verden, så Han på den og sagde, at det var godt. Så skabte Han manden, kiggede på ham og sagde: "Det var godt, men jeg tror, jeg kan gøre det bedre." Så derfor skabte Han kvinden!"

"Danskere putter æbler i alt muligt, og det plejer at virke!"

"De fleste fædre vil gerne have, at deres sønner får det, de aldrig selv fik, - som f.eks. gode karakterer i skolen!"

"Lad os lære af de andres fejltagelser. Vi lever ikke længe nok til selv at gøre alle fejltagelserne!"

Jo, et besøg hos Harriett i spisehuset med den meget hjemlige danske hygge hører bestemt med, når man nu er kommet til den danske hovedstad på prærien. Og rugbrødsmadderne med leverpostej smager helt som de skal.

Nu tygger jeg lige af munden, og så fortæller jeg mere næste gang.

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.