Den danske kirke i Vancouver, Canada

Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog





Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12


u3a.jpg (17703 bytes)

Poul og hans sukkerroer ...

8. september 1999

Gratis jord i USA!

Da Danmark efter slaget ved Dybbøl i 1864 tabte krigen mod prøjserne, betød det som bekendt afståelse af Sønderjylland og de slesvigske hertugdømmer, - og ikke mindst medførte nederlaget en slags "national depression". "Statsministeren", D.G. Monrad, tog nederlaget så tungt, at han sammen med sin familie udvandrede til New Zealand - for dog senere at vende tilbage og blive biskop over Lolland-Falster Stift.

Men også blandt almindelige danskere - og især blandt de fattigste landarbejdere, der ikke havde noget håb om nogensinde at komme til at eje deres egen gård eller husmandssted i Danmark - begyndte interessen for at emigrere at melde sig. Og her var det først og fremmest USA, der trak.

Man havde ganske vist hørt om den amerikanske borgerkrig, men man havde også hørt om den lov, der var blevet vedtaget i 1862 under navnet "The Homestead Act". Og for mange i Danmark var det næsten for godt til at være sandt: De forenede Stater tilbød 160 acres (140 tdr. land) jord til alle, der ville have det, - ganske gratis! Det kunne ikke være rigtigt, - men det var det. Og da det blev klart for mange fattige danskere, blev de for alvor ramt af "den amerikanske feber".

Mellem 1860 og 1900 kom tusindvis af danskere til USA for at opdyrke deres egen jord - først og fremmest i staterne i Midtvesten og på de store sletter: Wisconsin, Illinois, Minnesota, Iowa, Nebraska og South Dakota. For mange blev det ikke nogen dans på roser. Mange steder var der skov, der måtte ryddes, før man kunne gå i gang med at dyrke jorden, og selv den flade, græsklædte prærie lod sig ikke sådan opdyrke fra den ene dag til den anden med de få og ikke særligt effektive redskaber, man havde.

Så for mange immigranter blev "den amerikanske drøm" til hårdt slid og endnu større fattigdom, end man havde oplevet i Danmark. Der var nogle, der returnerede til deres fødeland, men det var de færreste, for de allerfleste havde simpelthen ikke råd til billetten. Men der var også nogle, der brød op og drog længere vestpå eller nordpå.

Efter år 1900 flyttede en del dansk-amerikanere til North Dakota, Californien, Oregon og Washington-staten - og også mange til Canada.

Når man i dag kører op gennem Red River-dalen, der ligger i det østlige North Dakota og det vestlige Minnesota og strækker sig fra grænsen mod South Dakota og helt op til Lake Winnipeg i Canada, forestiller man sig, at dette stykke prærie må have været det perfekte sted for danske homestead-ere at komme til.

Red River Valley er som en fodboldbane - i overstørrelse. Flad som en pandekage og ca. 200 km på tværs og 500 km på langs. I dette flade terræn må det også være den rene svir at anlægge veje. Og op gennem den store dal langs Red River-floden, der har sit udløb oppe nordpå i Winnipeg-søen, løber da også den næsten helt flade og snorlige og ikke særligt trafikerede motorvej, Interstate 29.

Når naturkræfterne råder ...

The Red, som floden kaldes i daglig tale, ser egentlig ikke ud af så meget. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene. For godt to år siden, i foråret 1997, forvandlede utrolige mængder smeltevand dette fredelige vandløb til en frådende og altfortærende flod, som løb så meget over sine bredder, at store dele af Red River Valley blev oversvømmet. Værst gik det ud over byen Grand Forks, som Poul bor lige i nærheden af.

Vinteren 1996-97 var overhovedet ikke normal. Der faldt omkring 100 inches, dvs. godt 3 meter sne, og ikke mindre end 8 voldsomme snestorme gjorde vinteren endnu barskere end normalt. Den værste storm kom til sidst, i dagene 4. til 6. april, hvor der faldt over 20 centimeter sne, vindhastigheden var voldsom, og temperaturen faldt til under minus 20 grader.

Så slog vejret om, temperaturen steg, sne og is smeltede, og vandet i Red River steg - og blev ved med at stige. Digerne langs floden holdt dog stadig stand, og de var trods alt bygget til at kunne klare en vandstand på 52 fod eller omkring 17 meter. Men mandag den 21. april nåede vandet op på godt 54 fod - omkring 18 meter, og da var ikke bare store dele af byen Grand Forks og East Grand Forks i Minnesota på den anden side af floden oversvømmet. Tusindvis af beboere var også evakueret fra deres huse, området var erklæret i undtagelsestilstand, og skaderne løb op i millioner af dollars. Og som om oversvømmelserne ikke skulle være nok, brød flere huse i downtown i brand, og slukningsarbejdet blev nærmest umuliggjort af alt vandet i gaderne!

Ganske vist kom præsident Clinton på besøg i katastrofe-området og lovede hjælp fra regeringen i Washington, og ganske vist tilbød en anonym giver, der siden viste sig at være en McDonalds-milliardærs enke, at give 2.000 dollars til hver familie, der var blevet ramt af oversvømmelsen. Men mange huse måtte rives ned, og mange familier mistede alt, hvad de ejede. En del havde nemlig, hvad der er meget almindeligt herovre, ikke nogen forsikring. "Så mange er flyttet herfra - til Colorado og Arizona og Californien og sådanne steder, hvor solen skinner, og oversvømmelser er et næsten ukendt begreb," forklarer Poul.

Imens slikker Grand Forks stadig sine sår. Poul tager mig med ud at se de områder langs floden, som blev hårdest ramt. Gaderne er der stadig, men husene er væk, og der bliver ikke bygget nye her. Der er noget spøgelsesagtigt over det hele, selv om området ser ud til at ligge trygt bag det høje dige. Motionister tager sig en løbetur på toppen af diget, hvorfra der er fin udsigt ned over den fredelige Red River, som altså for to år siden viste, hvilke enorme og ødelæggende kræfter, der kan være i den.

Naturkræfternes hærgen fik også de danske immigranter at mærke. Haglstorme, oversvømmelser, skovbrande, tornadoer, præriebrande - og afgrøder, der blev ødelagt af græshopper eller tørke ... Jo, de prøvede det hele, for det er nu engang den slags ting, der sker på dette kontinent. Alligevel gav de fleste ikke op, men begyndte ofte bare forfra og fortsatte deres kamp for at vinde fodfæste i denne vanskelige, men også spændende "nye verden", som de havde valgt at gøre til deres nye fædreland.

Nye immigranter ...

Der kommer stadig hvert år immigranter til USA og Canada. Til North Dakota kom der sidste år over 6.000, og man regner med, at der ud af USA’s samlede befolkning på omkring 250 mill. er 26 mill., som er første-generations immigranter.

Der er også danske blandt disse nye immigranter. En af dem er Poul, som faktisk kalder sig Paul herovre. For dels blev han lidt træt af altid at skulle stave sit fornavn, og dels lød det heller ikke særlig godt, når amerikanerne udtalte det som "pole", der betyder "pæl". Så den lille navneændring var en af de omkostninger, der fulgte med, da han krydsede Atlanten.

Poul blev egentlig immigrant ved lidt af en tilfældighed. Efter et udvekslingsophold som landbrugselev i Michigan som 20-årig i 1978-79 gik han i gang med en revisoruddannelse i Danmark og arbejdede en tid på et af landboforeningens regnskabskontorer. Men når han sad inde på kontoret og kunne se traktorerne derude på markerne, trak det så meget i ham, at han rejste tilbage til USA igen for at arbejde, - denne gang for en landmand i North Dakota. Og så tog den ene dag ligesom den anden, og det endte med, at han både var flyttet ind i sit lejede hus, havde fået vinterarbejde som revisor i Grand Forks, hvor han arbejder med farmernes regnskaber, og havde lejet 200 acres jord og investeret i maskiner og var godt i gang med at dyrke sukkerroer.

Fjorten år er det foreløbig blevet til. Hvert år ved juletid går turen til Danmark på familiebesøg, men ellers trives han fint i sin amerikanske hverdag. For nylig har han meldt sig ind i en forening, der hedder "Red River Danes", hvis formål er at bringe danskere, amerikanere og andre personer med interesse for "Danish heritage and culture" sammen. Endnu har han ikke været til et af de månedlige møder, men programmet ser spændende ud, og hvert år i juni deltager foreningen også i den skandinaviske festival, der holdes i området, og som samler tusindvis af mennesker. For i North Dakota udgør skandinaviske immigranter og deres efterkommere en meget stor del af den samlede befolkning på 640.000, der bor på et areal, der er fire gange så stort som Danmark.

Poul bor lidt vest for Grand Forks, og her nåede oversvømmelserne heldigvis ikke ud i foråret ‘97. "Men i år har vi også fået alt for meget vand," fortæller Poul. "Mange marker kunne simpelthen ikke sås til i foråret, og nu har vi problemer med høsten, for mange steder er der for vådt."

Det er først og fremmest sukkerroehøsten, Poul tænker på. Han har tre store marker, hvor han dyrker sukkerroer. "De står rigtig godt," siger han med en landmands sædvanlige sans for ikke at komme til at lyde alt for tilfreds. "Men endnu er det for tidligt at spå om udbyttet af årets høst. Vi må bare håbe det bedste."

På vejen ud til Pouls roemarker kører vi ad lange lige veje med brede grøfter på begge sider. For hver mile er der veje, nogle få asfalterede, men de fleste jordveje, som regnen hurtigt kan forvandle til rene glidebaner, - og alle veje går enten nord-syd eller øst-vest. "Alt her er jo opdelt i sektioner, som er en mile på hver led. En sektion er 640 acres, og den kan så igen opdeles i halve eller kvarte sektioner eller mindre. Nogle steder er markerne simpelthen en sektion store, men nede i South Dakota har jeg set en hvedemark på 1.000 acres," fortæller Poul.

Jeg minder ham om den gamle historie om dansk-amerikaneren, der kommer hjem til Danmark og praler af de store forhold i Staterne. "Når jeg en gang imellem vil køre en tur rundt om min farm, må jeg starte tidligt om morgenen for at nå at være hjemme igen inden aften," fortæller han. Hertil svarer en sindig jyde så: "Ja, ja, sådan en bil har jeg også haft engang!"

Men markerne her er store, og der er langt imellem gårdene. Hist og her ligger - midt i det åbne landskab - en hvidmalet luthersk kirke, hvor kirkegårdens gravsten har norsk-klingende navne, og småbyer som Ness, Kongsvinger og Oslo vidner om, at området her især er præget af vort nordiske broderfolk. Da vi tager til gudstjeneste i en af disse "norske" kirker, viser det sig dog, at præsten, pastor Larsen, ganske vist har en norsk-amerikansk mor, men en dansk-amerikansk far!

På markerne omkring Pouls sukkerroer dyrkes i øvrigt hvede, byg, forskellige slags bønner, kartofler, raps, hør og majs. Og når jeg nu nævner majsen, hvoraf sikkert en del bliver til corn flakes, så bliver jeg nødt til at gøre en lille indrømmelse.

Corn flakes med meget mere ...

Jeg har en svaghed for morgenmadsprodukter. Jeg ved godt, at nogle mennesker ikke kan forestille sig at begynde dagen med andet end en kop kaffe. For andre findes der kun valget mellem corn flakes og havregryn med mælk på. Men går man ind i et amerikansk supermarked, bliver man belært om noget ganske andet.

I Hugo’s Family Marketplace i Grand Forks er der en lang reol fuld af morgenmadsprodukter fra gulv til loft - og nærmest så langt, øjet rækker. Poul, der måske ikke helt deler min fascination med hensyn til cerealer, som det vist efterhånden også hedder på dansk, går med til, at vi i fællesskab skal tælle, hvor mange forskellige slags, der er. Da vi når op over 60, giver vi op.

Der er simpelthen alt muligt. Fra almindelige corn flakes til Toasties, Shredded Wheat, Raisin Bran, Honey Nut Cheerios, Cocoa Pebbles, Alfa-bits, Cinnamon Toasts, Fiber One, Frosted Flakes, Multi Grain Cheerios Plus, Two Scoops Raisin Bran, All Bran Extra Fiber, Smart Start, Healthy Choice, Rice Crispies, Razzle Dazzle, Special K osv. osv. osv. Den ene slags i en endnu mere farvestrålende og "indbydende" indpakning end den anden. Og så har jeg endda ikke nævnt alle havregrynsprodukterne!

Jeg synes, det er utroligt. Og selv om jeg næsten altid forlader supermarkedet med nogenlunde den samme slags müsli-agtige morgenmadsprodukt, som jeg plejer at vælge, så kan jeg ikke lade være med at blive fascineret, hver gang jeg ser dette enorme udbud.

"På en måde er det jo din og de andre farmeres skyld, at vi stakkels forbrugere skal stilles i sådan en vanskelig valgsituation," siger jeg til Poul, "for det er jer, der dyrker hveden og majsen og sukkerroerne og alt det andet, der ender med at blive til dette mylder af morgenmadsprodukter!" Og det må Poul jo sådan set give mig ret i. Men hans smil tyder nu ikke på, at han er videre tynget af noget skyldkompleks.

Og trods dette enorme udvalg køber amerikanske forbrugere i disse år faktisk færre og færre af disse produkter. Det er nemmere at springe morgenmaden helt over eller at indtage et eller andet hurtigt hos McDonald’s eller et af de andre fast-food-steder på vej til arbejde eller i skole. Og det skulle jo ikke være ret sundt!

"A ka’ ta’ te’ Canada, det ve’ a da, det kan a da!"

Nu får Buddy en lille pause, for Poul har tilbudt, at jeg må låne hans pick-up truck til de næste dages rundtur. Det er en Chevrolet Silverado med det hele. Og så er den lige netop så stor, at den ikke er en af disse smarte SUV’ere (Sport Utility Vehicles), som de rige og smarte i byerne drøner rundt i, og som man skal betale en højere skat af. Alle farmere i North Dakota kører i pick-up trucks, "og de allerfleste kører i Chevy," siger Poul, "for ved du ikke, at FORD står for "Fix Or Repair Daily"!"

Turen går nordpå, og inden længe nærmer vi os den canadiske grænse. Det er vel ikke så sært, at det - efter vore fem gode år i Canada fra 1986 til ’91 - føles lidt underligt at komme tilbage igen. Canada er mit andet fædreland. - Men først skal jeg altså lige passere grænsen, og canadiske toldere og "immigration officers" har ry for ikke at være blandt de rareste mennesker.

På trods af et lidt brysk udseende og en revolver i bæltet viser det sig dog hurtigt, at ham, der sidder overfor mig på den anden side af skranken foran billedet af dronning Elizabeth (for hun er jo også Canadas dronning), er af den venlige slags. Han spørger pænt om formålet med min rejse, og jeg svarer, at jeg gerne vil besøge nogle af de steder i Canada, hvor danske immigranter slog sig ned og bl.a. byggede kirker. "Ja," siger han, "der er sikkert mange spændende oplysninger at finde på kirkegårdene rundt omkring!"

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad han mener, men det er nu en vildfarelse at tro, at alle dansk-canadierne ligger på kirkegården. Mange lever skam i bedste velgående. Og det er nogle af dem, jeg er på vej for at besøge.

Det er dejligt at være i Canada igen. Ikke fordi jeg har det mindste imod amerikanerne. Jeg føler mig bare mere hjemme i Canada. Efterhånden som jeg nærmer mig Winnipeg, ser jeg, at mange farme har høje diger omkring. Også her stod vandet højt for to år siden, men digerne reddede meget.

Imens hører jeg et bånd med en Garrison Keillor-historie. "There is no problem so big - that you can’t run away from it!" lyder det. Men det kunne de nu ikke, da oversvømmelserne ramte Red River-dalen. Og det kunne immigranterne heller ikke, når problemerne ramte dem. De var, som man siger det herovre, "stuck". Der var intet andet at gøre, end at kæmpe sig igennem vanskelighederne.

En historisk afstikker!

Da jeg kommer til Winnipeg, den største by i provinsen Manitoba, får jeg lyst til at gøre en afstikker nordpå. Op til den lille flække Churchill ved Hudson Bay. Der er omkring 1.200 km derop. Ad øde veje, hvoraf en del vist er grusveje. Der står på mit kort, at man skal forhøre sig lokalt om vejforholdene.

Det betyder vist noget i retning af, at kørsel er på eget ansvar, og at når det har regnet meget eller sneet meget, eller der har været jordskred, eller en oversvømmelse har revet en bro med sig, så er det umuligt at komme frem - selv med en firehjulstrukket Silverado. Og hvad nu hvis man kører tør, når der er 100 eller 200 km mellem hver by, som i øvrigt sikkert ikke er andet end en lille klat huse?

Så jeg dropper den idé. En afstikker på omkring 2.500 km ad tvivlsomme veje er heller ikke noget, man bare sådan lige gør her i Canada. Og så skal man vist forresten også køre med tog eller flyve det sidste stykke vej! Men det kunne nu have været spændende. For deroppe langt mod nord fandt engang et enestående stykke Danmarkshistorie sted. Og den første lutherske julegudstjeneste i Nordamerika blev faktisk holdt netop oppe ved Churchill ved den store Hudson-bugt.

Det var da præsten Rasmus Jensen i julen i året 1619 holdt gudstjeneste for de 65 mænd, som sammen med Jens Munk var blevet udsendt af Christian den Fjerde for at finde søvejen til Kina. Jens Munk var med ekspeditionens to skibe, Enhiørningen og Lamprenen, sejlet forbi sydspidsen af Grønland, Kap Farvel, igennem Hudson-strædet og ind i Hudson-bugten, som Munk i øvrigt kaldte "Mare Christian" (Christianshavet). Men efter afsøgning af kysten måtte ekspeditionen konstatere, at man ikke kunne finde "vandvejen mod vest". Der var ingen mulighed for at sejle "gennem" Nordamerika til Kina, hvor bl.a. det eftertragtede porcelæn og krudt kunne købes.

Og så kom vinteren pludselig. Bugten, der jo i virkeligheden er et stort hav, frøs til, og Jens Munk og hans folk besluttede at gøre "vinterhavn" ved Churchill-flodens udløb. De første uger gik det meget godt, og ekspeditionen holdt sin traditionelle danske julegudstjeneste - ledet af Rasmus Jensen. Men det varede ikke længe, inden hårdt vejr og sygdom begyndte at kræve mange ofre blandt de danske ekspeditionsdeltagere. I april var mere end halvdelen døde - også Rasmus Jensen, og da det blev juni, var det kun Jens Munk og to af hans folk, der stadig var i live, og Munk skrev i sin dagbog, at nu måtte også de snart give op.

Men så kom sommervarmen ganske pludseligt, isen forsvandt, og det lykkedes de tre overlevende at gøre det mindste af skibene søklart og sejle det hjem til Danmark. De nåede København juledag 1620, og efter at Jens Munk havde aflagt rapport til Christian den Fjerde, beordrede kongen ham til at udstyre en ny ekspedition og sejle tilbage for at grundlægge en dansk koloni i det område, hvor den fejlslagne ekspedition havde været - under så store lidelser!

Det kom der nu aldrig noget ud af, for Munk blev syg og var ikke i stand til at udføre kongens ordre.

Oppe i Churchill står der nu en mindesten, der fortæller om Munk-ekspeditionen og om Rasmus Jensens julegudstjeneste. Den var en af mine danske præstekolleger for nogle år siden inviteret med til at indvie, fordi det officielle Canada gerne på denne måde ville mindes, hvordan en del af det nuværende Canada dengang i 1600-tallet var lige ved at blive en dansk koloni.

Forfatteren Thorkild Hansen har i øvrigt skrevet nogle spændende bøger ("Jens Munk" og "Vinterhavn") om dette eventyr, og sammen med sin forfatterkollega, Peter Seeberg, foretog han også engang arkæologiske undersøgelser deroppe.

Men jeg må nøjes med at sende længselsfulde tanker nordpå til Jens Munks vinterhavn. Et besøg ved Hudson-bugten kunne være spændende, men det må vente til en anden god gang.

Pas lidt på de danskere!

Du husker sikkert, at jeg fortalte om Tom Buk-Swienty’s udmærkede bog, "Amerika Maxima". Han skriver deri noget, som jeg har tænkt lidt over, og som jeg er ret uenig med ham i:

"Når jeg har boet uden for Danmarks grænser, har det været mit princip at distancere mig fra det danske for at komme tæt på den nye kultur, jeg bor i. Jeg har svært ved at forstå dem, der rejser ud for at mødes i små nationale kolonier af frygt for, at man skulle komme for tæt på noget, der er anderledes."

Der ligger for mig at se nogle misforståelser gemt her. Det skal jeg vende tilbage til senere.

Lige nu er jeg på vej mod den lille dansker-koloni Ostenfeld godt 60 km øst for Winnipeg. Jeg drejer væk fra den store og over 7.000 km lange Trans-Canada Highway. Den er som et bånd, der strækker sig fra Victoria på Vancouver Island i vest til St. John’s, Newfoundland, i øst - og binder hele dette kæmpemæssige land sammen.

Præriens store flade marker er ved at blive afløst af et lidt mere kuperet skovområde. Også her går de fleste veje enten stik nord-syd eller øst-vest. Så efter et stykke vej på den asfalterede nr. 501 i retningen øst drejer jeg stik nord ad den noget mindre, grusbelagte nr. 302. Det er her et sted - inde bag birketræerne nogle kilometer oppe ad grusvejen, at Ostenfeld ligger.

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.