Den danske kirke i Vancouver, Canada

Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog





Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12


26. oktober 1999

Velkommen tilbage!

Efter en lille pause er jeg på banen igen.

Den historie, jeg vil fortælle i slutningen af dette ugebrev, er bestemt ikke en, jeg er videre stolt af. Men fortælles skal den alligevel. Om ikke til skræk og advarsel, så i hvert fald som et eksempel på, hvor hurtigt man kan komme i vanskeligheder på et roadtrip.

Forhistorien var ellers ganske fredsommelig. For ikke at sige utrolig smuk. Vi skulle nemlig bevæge os sydøstpå fra Las Vegas ind i et område, der så absolut må fortjene at blive kaldt et af verdens smukkeste - og et af denne forunderlige rejses naturmæssige højdepunkter: Grand Canyon og Monument Valley.

Først skulle vi dog komme os over, at der havde været et temmelig kraftigt jordskælv i nærheden af Barstow i Californien. 7,0 på Richter-skalaen. Det er ganske meget. Et tog var blevet afsporet, men heldigvis var der ikke sket de store skader. Vi kørte faktisk igennem Barstow et par dage tidligere. Det var der, vi handlede i de 95 fabriksudsalgsforretninger, og Kathrine spurgte da også straks, om der i avisen stod noget om, at butikkerne skulle være blevet ødelagt. Det gjorde der heldigvis ikke. Det ville også have været alt for uhyggeligt at tænke på!

Og så skulle vi lige blive færdige med Las Vegas, og det er ikke så enkel en sag.

Las Vegas - en vanvittig by!

Lysskæret fra Las Vegas havde vi kunnet se på den mørke aftenhimmel mere end 100 miles, før vi nåede byen. Det siger jo ikke så lidt om, at der frådses med energien i denne utrolige by. Ligesom der frådses med så meget andet. Fantasien, ikke mindst. Her kan man besøge de ægyptiske pyramider, New York’s skyline, Cæsars palads i Rom, Eifeltårnet i Paris, Venedig, Monte Carlo, Skatteøen og Det vilde Vesten - for blot at nævne nogle af højdepunkterne. Alt sammen er det naturligvis forklædte spillecasino-hoteller med tusindvis af værelser til de millioner af spille- og underholdningshungrende turister, der hvert år strømmer hertil. Hvem ved, - en dag kommer der måske også et "mini-Danmark" her (a la Solvang) med Den lille Havfrue, H. C. Andersen, Københavns tårne, Tivoli, kirker, slotte og herregårde. Altsammen naturligvis bygget i beton og papmaché.

Det største hotel har mere end 4.000 værelser, men det er først her i de senere år, at udviklingen virkelig har taget fart, så Las Vegas er gået fra at være en lille flække til at blive en millionby. Det hele begyndte, da staten Nevada - i et forsøg på at finde et modtræk mod den store depression i 30-erne - legaliserede hasardspil i 1931. Og der spilles virkelig i Las Vegas - døgnet rundt, året rundt. Når man en sen aftentime, hvor neonlysene rigtig kommer til deres ret, cruiser ned ad "The Strip", som hovedgaden Las Vegas Boulevard også kaldes, bliver man i den grad overvældet af alle syns- og sanseindtrykkene. Her er virkelig noget for alle sanser, og da byen selv her i oktober kan prale med aftentemperaturer tæt på de 30 grader, er det ikke så sært, at folk også på denne tid af året strømmer til, - og at det er smilende og glade mennesker, man møder overalt. For i Las Vegas er man ude for at have "a good time". Det er simpelthen det, byen er bygget op på.

Og hvad enten man nu kan lide denne kæmpeillusion med dens enorme spillecasinoer eller ej, så må man konstatere, at det virker. Byen er virkelig et sted, hvor det er nemt at have det sjovt, og hvor det er svært at kede sig. Og det behøver ikke at være noget dyrt sted. Campingpladsen med telefonstik og internet-adgang og pool og casino og Amerikas største bowlingcenter med 106 baner var blandt de reneste, pæneste og billigste (!), vi har prøvet. Måltiderne behøver heller ikke koste en herregård. Vi fik for næsten ingen penge en kæmpebuffet på "Treasure Island" og gik derefter ud og så deres gratis udendørs show, hvor et af den engelske flådes stolte sejlskibe - med kanonbrag og det hele - bliver sænket af de barske sørøvere, Long John Silver og hans kumpaner! Og det sker ovenikøbet fem gange hver dag!

Men så er der selvfølgelig det med spilleriet. Amerikanerne er jo så moralske. Og som bekendt er der noget, der er endnu bedre end moral, - faktisk dobbelt så godt, - nemlig dobbeltmoral. Ved indgangen til alle casinoer står der, hvor man kan henvende sig for at blive kureret, hvis man skulle lide af ludomani! Men indenfor er der gang i alle maskinerne. De enarmede tyveknægte, bingomaskinerne og poker og lykkehjul og keno og hvad det ellers hedder. Og ved bordene kan man spille Black-Jack, roulette og meget andet, som jeg heller ikke har så meget forstand på.

Jeg må indrømme, at jeg satte 20 dollars til på ret kort tid. Birgit var mere påpasselig. Hun satte sig ved en 5 cents-maskine og spillede bingo i et godt stykke tid, og selv om hun vist også tabte lidt, så gik hun da derfra med en stor håndfuld småmønter, som det tog hende flere dage at slippe af med.

Ingen skat!

Man betaler ikke personlig indkomstskat i staten Nevada. Hotellerne og casinoerne - især i de store spillebyer Reno og Las Vegas - betaler så at sige hele gildet. Og det er borgerne i Nevada vist udmærket tilfredse med. Men selvfølgelig er der folk, der kommer hertil og taber både små og store formuer, og ludomani er bestemt ikke noget, man skal spøge med. Vi så også mange pantelåner-butikker, hvor man kan få omsat nogle af sine personlige ejendele i kontanter. Så kan man jo prøve en sidste gang, om ikke man kan vinde den helt store gevinst.

Men mon ikke de fleste godt kan sætte en grænse - og mon ikke også de fleste bare er ude for netop at have "a good time". Det virkede det til. Og det var i hvert fald ikke os, de tjente stygt på.

Elvis og bryllupskapellerne.

Da vi rundt om i byen havde set adskillige brudepar, spurgte vi på turistbureauet om vej til et af de berømte vielseskapeller, hvor man kan blive gift i en fart. Damen bag disken, som viste sig at hedde Renate og stamme fra Flensborg, spurgte, om Birgit og jeg da ville giftes i dag. Men det ville vi nu ikke. Det blev vi jo for 24 år siden.

Vi forklarede, at vi gerne ville se, hvor "Elvis Presley" smeder brudeparrene sammen, mens han med smægtende stemme synger "Love me tender". Men desværre var Elvis hæs eller bare ikke i aktion den dag, så det må vi have til gode.

Og så lagde vi ellers langt om længe Las Vegas og al dens fest og farver og menneskeskabte, "syndige", ærkeamerikanske og lidt vanvittige fantasiverden bag os. Lige nu er de i gang med at gøre klar til den helt store nytårsaftensfest under sloganet: "En aften til at feste. Et helt årtusinde til at sige undskyld!" Det kommer nok ikke til at gå stille af - medmindre selvfølgelig Las Vegas bryder totalt sammen, fordi man har glemt at løse Y2K-problemet, så alle mulige lys- og lyd- og spillecomputere bryder sammen på slaget midnat nytårsaften! Så galt går det nu næppe!

En dansk kirke!

I vores familie har vi den regel, at vi - når vi er på ferie - kun må se een kirke om dagen! Og da vielseskapeller ikke tæller med, fik jeg lov til at lægge vejen omkring den danske kirke i Las Vegas!

Jo, for vi fandt faktisk - på vej ud af byen - en dansk kirke. Ikke sådan en rigtig en. Men selv om Nevada bestemt ikke er staten med de fleste dansk-amerikanere, så er her da nogle. Og de sætter selvfølgelig deres præg på tingene. Som nu f.eks. familien Larsen, der har skabt et børne-forlystelsesparadis i denne by, der ellers i så høj grad er de voksnes "legeland". Og der - i "Scandia" - er der en forvokset minigolfbane, hvor forskellige bygninger fungerer som forhindringer, bl.a. en mølle og en dansk middelalderkirke opført af det rene krydsfiner! Ganske nydelig i øvrigt.

Jeg skal da også lige have med, at Nevada faktisk i disse år er en af de stater, der tiltrækker flest "nybyggere". Omkring Las Vegas i syd og Reno og Lake Tahoe længere mod nord er det ikke bare nye huse, der skyder op som paddehatte, - det er hele bydele, der bygges i en voldsom fart. Med kedelige, ens huse - og med store hegn omkring. En klog mand har sagt, at engang vil USA kun bestå af disse "fortlignende" byer med næsten ens huse - og så en samling indkøbscentre forbundet af interstates! Man skal nok passe meget på, at han ikke får ret!

Alt for Damerne og den amerikanske drøm.

Kathrine har købt et nummer af Alt for Damerne og taget det med på turen. Den slags gør man jo ikke ustraffet. De har nemlig haft en journalist i Nevada.

Blandt dem, der - tiltrukket af det lune klima og de attraktive skatteforhold - har slået sig ned i denne på mange måder vildtvoksende slaraffenlandsstat, er også nye danske immigranter. Som Charlotte og Henrik Jorst, der (med en baggrund i Carlsberg) sammen med deres to små døtre har slået sig ned i Reno, hvor de på kun otte år har haft held til at banke en forretning i millionklassen op. "Skagen Denmark" kalder de deres firma med 130 medarbejdere og en omsætning på 200 mill. kroner alene i USA. De sælger ure af eget design og siger i øvrigt - i følge altså Alt for Damerne, at "kodeordene er begejstring, handlekraft, stædighed - og en manglende tro på begrænsninger."

Så hvis man tror, at dansk immigration til Amerika udelukkende hører fortiden til, må man tro om igen. Og hvis man tror, at den amerikanske drøm stadig har noget med "manglende tro på begrænsinger" at gøre, så er man på rette spor. Drømmen lever i bedste velgående, og det lykkes åbenbart stadig for nogle (heldige og dygtige) at leve den helt ud.

Hoover Dam.

På grænsen mellem Nevada og Arizona passerer man Colorado River ved Hoover Dam. Et imponerende bygningsværk, som ikke blot leverer elektricitet til mere end 1½ mill. mennesker, men som også sørger for drikkevand til mere end 18 mill. mennesker i bl.a. Las Vegas og Los Angeles samt vand til kunstvanding af kæmpemæssige landbrugsområder i det vestlige USA og Mexico.

Dæmningen blev indviet i 1935 og er opkaldt efter USA’s 31. præsident, Herbert Hoover. Selv om andre dæmninger er større og mere moderne, så er der stadig en næsten magisk tiltrækningskraft over Hoover Dam. Omkring en million turister kommer her hvert år for at se dette, som amerikanerne - med vanlig sans for underdrivelse - kalder for "a man-made wonder", og masser af filmscener er også blevet til her.

Og så kom vi ellers for alvor ind i ørkenområder. Temperaturen var over 30 grader, og terrænet stenet, sandet og tørt. Det er yderst sjældent, det regner her.

Den historiske "Route 66".

Da vi nåede Kingman var det egentlig nemmest at tage den store I-40 mod øst. Men de nemme løsninger er ikke altid de sjoveste (og rigtigste), siger man. I stedet kørte vi ind på et stykke af den navnkundige, men stort set forsvundne, "Route 66".

Gennem årene har Route 66 haft mange navne: "The Main Street of America", "The Will Rogers Highway" og "The Mother Road". Og hvad man end kalder den, så er den sikkert den mest kendte vej i USA - om ikke i hele verden.

"You get your kicks," synger Bob Dylan, "on Route 66!" Den blev bygget i 20-erne og 30-erne og gik fra Chicago til Los Angeles. Det var den første vej, der blev bygget mellem de store søer samt områderne ved Mississippi-floden og Californien. Da den i 1926 fik sit officielle navn "U.S. Highway 66", var det kun omkring 800 af de 2.200 miles, der var asfalteret. Igennem Arizona var det udelukkende jord- og grusveje.

I 30-erne - under den store depression - var Route 66 "flugtvejen" til et bedre liv i Californien for de tusinder, der var ramt af den hårde tørke i præriestaterne. Under 2. verdenskrig blev den brugt til transport af tropper og krigsmateriel, og helt op i 50-erne var den selve symbolet på den ultimative, amerikanske frihed: Bare sætte sig i sin bil og køre og køre og køre. Ud vestpå, hvor alting (måske) er bedre!

Med præsident Eisenhowers beslutning i 50-erne om (efter opskrift fra en vis hr. A. Hitler jo i øvrigt) at skabe et system af landsdækkende motorveje (Interstates) forsvandt Route 66 næsten. Igennem Arizona er den de fleste steder afløst af den mægtige I-40, men endnu kommer hvert år en del nostalgiske turister hertil for at finde resterne og køre en tur ad "memory-lane".

Roadkill Cafe og blinkende lys ...

Vores tur bringer os til den lille by Seligman, hvor vi på "Roadkill 66 Cafe" møder et menukort, der ikke er helt almindeligt. Her kan man nemlig få stegt de dyr, man har nedlagt med sin bil ude på landevejen! "Hit along the way, from Chicago to L.A.", står der, - men selv om der faktisk ligger utroligt mange døde dyr langs vejene, så er der naturligvis tale om en (lidt brutal) joke. Man kan hverken få hunde eller katte eller stinkdyr eller vaskebjørne eller bjergløver serveret her, selv om de altså figurer på menukortet. Derimod er det steaks og burgers af bedste Black Angus-kvalitet, man får. Serveret med masser af smil og sjove bemærkninger af den trivilige Melinda, der ser ud til at have det lige så sjovt som os.

Lige efter Seligman, da vi i buldermørke var svinget ind på I-40 på vej mod Grand Canyon, var der blinkende røde og blå lys at se i bakspejlet. Ups! Vi holdt ind til siden, og politimanden fra Arizona State Patrol bad om at se kørekortet. Han gjorde os så opmærksom på, at vores højre forlygte ikke lyste. Det var ikke noget, man fik en bøde for, forklarede han, mens han skrev en alenlang "repair order" ud til os. Vi skulle blot se at få det repareret inden 5 dage. Og med et "Farvel - og god tur!" forsvandt politimanden lige så hurtigt, som han var kommet.

Dette gav os så anledning til et par dage senere i det store Navajo-indianerreservat at få ordnet lyset hos Jerry i Tuba City. På hver side af Buddy i det store værksted holdt henholdsvis en sikkerhedstjenestebil og en stor hvid Cadillac-ligbil.

"Ja, vi reparerer biler både for de levende og for de døde," forklarer Jerry med et smil. Han er i øvrigt Navajo-indianer, som de allerfleste andre af de ca. 120.000, der bor i reservatet.

Det viser sig, at det ikke bare er en pære i forlygten, der skal skiftes, med derimod hele lygtehuset. Det klarer Jerry hurtigt, og imens fortæller han, at problemet med kriminalitet i reservatet slet ikke er så stort, som mange gerne vil gøre det til. "De fleste her er pæne og ordentlige folk," siger han. "Og mange af vore unge tager på college eller universitet andre steder i landet og vender tilbage hertil for at blive lærere eller læger eller den slags. Vi har det godt her, og jeg kunne ikke tænke mig at bo andre steder."

Så kommer dramatikken!

Og her vil jeg så gøre et lille hop. Vore oplevelser i den utrolige natur ved Grand Canyon og i Monument Valley blev akkurat så fantastiske, som vi havde håbet på og drømt om. Men en nærmere beskrivelse må vente til senere. For nu må jeg hellere fortælle om, hvordan vor tur blev ramt af meget mere dramatik, end vi havde ønsket os.

Da vi stod på det eneste sted i USA, hvor fire stater mødes, havde vi valget mellem en sydlig og en lidt nordligere rute. Den sydlige rute ville bringe os til Santa Fe, som skulle være en aldeles vidunderlig by.

Men vi valgte alligevel den nordlige, så vi forlod (på én gang så at sige) Utah, Arizona og New Mexico og begav os nordøstpå igennem Colorado. Det skulle senere vise sig at være en noget tvivlsom beslutning.

Ved byen Cortez gjorde vi en afstikker til Mesa Verda-nationalparken, som også blev et af de højdepunkter, jeg skal fortælle meget mere om senere.

Og så var det ellers blevet mørkt, da vi via Dolores satte kursen ad highway 145 mod bjergbyen Telluride. Der stod på kortet, at dette var en "scenic route", og selv ved nattetide fornemmede vi, at det var en smuk vej, der snoede sig opad med bjerge på den ene side og floden på den anden. Vi har den erfaring med den slags veje, at de godt kan føles lidt rigeligt som "rutsjebane-veje", når man oplever dem i mørke, så vi kørte af samme grund både forholdsvis langsomt og forsigtigt. Kathrine havde også lige sagt noget om, at hun ikke havde lyst til at køre galt.

Pludselig var der så en holdende bil med katastrofeblink foran os. I mørket kunne man se skikkelser bevæge sig på vejen, og et sted nede ad en skrænt lyste et par billygter skråt op i den mørke nattehimmel.

Vi standsede, slog Buddy’s katstrofeblink til, og Jakob prøvede, om der var dækning på hans mobiltelefon, så han kunne ringe 911, som man jo skal herovre. Det var der ikke. Jeg stod ud for at se, hvad der var sket. Der stod en mand i vejsiden med blodet rendende ned ad ansigtet. En yngre kvinde talte med ham og undersøgte ham, mens en mand ryddede tasker, kufferter og andet ind til siden. Det var let at se, at Ford Escorten nede i grøften var slået til totalt vrag og aldrig ville blive til bil igen, men heldigvis viste det sig hurtigt, at dens chauffør, som havde været alene i bilen, tilsyneladende kun var kommet lettere til skade.

Den uheldige indianer ...

Der var allerede nogen, der var kørt til en telefon for at alarmere politi og ambulance. Vi - og parret, der var kommet lige før os - blev derfor på stedet og søgte at hjælpe den blødende mand, så godt vi kunne. Han var heldigvis ved fuld bevidsthed og fortalte os, at han hed Robertson og arbejdede ved jernbanen oppe i Colorado. Han var indianer og havde været på vej hjem for at holde weekend hos sin kone og to små piger i Gallup, New Mexico. Han mente, at han havde set fire rådyr på vejen, og i forsøget på at undgå en påkørsel, var hans bil så trillet rundt og havnet i grøften.

Kvinden, der tørrede blod af og fortsatte med at undersøge hans sår, viste sig at hedde Nina og være fra Norge. Hun var i gang med en uddannelse som sygeplejerske ude i Californien og skulle snart giftes med ham, der gik og ryddede op, Bill.

Vi vidste, at der ville gå en del tid, inden der ville komme hjælp, for der var langt til nærmeste by, - så da Robertson begyndte at få kuldegysninger, fik vi ham anbragt lunt inden døre i Buddy, hvor Nina sammen med Anne-Sofie, Kathrine og Jakob samt Birgit sørgede for, at han - efter omstændighederne - havde det godt, selv om han tog sig en del til hovedet.

Han bad os om at finde sin pung, så Bill og jeg gik ned ad skrænten til bilvraget og fandt - efter en del søgenmed vore lommelygter - forskellige papirer, en taske og hans tegnebog liggende i græsset ved siden af bilen. Da vi havde bragt tingene tilbage til Robertson, var det godt at se et smil på hans læber, og inden længe ankom så både ambulance- og politifolk, som kunne tage over og sørge for, at han blev bragt til videre behandling på hospitalet i Cortez.

Vi fik ovenikøbet tak fra politimanden, ønskede Robertson alt vel og tog derefter afsked med norske Nina og hendes amerikanske boyfriend, som vi næsten følte, vi havde lært at kende på denne meget intense halve times tid eller så. Og så listede vi ellers - noget chokerede, men også lidt lettede - til Telluride, som Jakob havde hørt om og syntes, det kunne være sjovt at besøge.

"To Hell you ride!"

For enden af den hyggelige gamle hovedgade, der var fyldt med restauranter og småforretninger, fandt vi i mørket en fin campingplads i dette bjergparadis i næsten 3.000 meters højde. Hvad vi ikke vidste var, at denne gamle mineby faktisk skulle have fået sit navn, fordi folk, når de begav sig derop ad stien gennem det barske pas, fik en hilsen med på vejen: "To Hell you ride!"

Helvede eller paradis. Somme tider er det vel lidt afhængigt af de oplevelser, man har, hvordan man opfatter et sted, - og også afhængigt af øjnene, der ser, om et sted er det ene eller andet. Alt det - samt historien om Telluride - skal jeg nok vende tilbage til.

Mere dramatik!

Men det skulle blive værre endnu. Næste morgen vågnede vi til klart solskinsvejr - og frost! Oppe på de allerhøjeste tinder højt over byen var der et fint lag sne, og det passede meget godt med den vejrudsigt, vi havde hørt, at der netop ville komme sne i højderne. Men ellers skulle vejret fortsat være smukt.

Vi kørte nedad fra Telluride - ad highway 145 og highway 62, der førte os gennem nogle smukke dale indtil vi i Montrose havnede i en meget bred og frugtbar dal, der ikke blev så lidt smukkere af, at der på alle sider rejste sig de smukkeste bjerge: Rocky Mountains.

Vi tankede op, spiste frokost og nød det lune sensommervejr. Og så begav vi os østpå ad highway 50. Et stykke tid fulgte vi en flod og en opdæmmet sø, men efter Gunnison begyndte det at gå opad. Vi lagde også mærke til, at nogle af de modkørende biler havde sne på, og vi syntes ærlig talt, at det var lidt morsomt, at man her i dette sommervejr med sol fra en næsten skyfri himmel kunne komme ud for snebyger.

Så var det, vi så en meget sort sky ovre til venstre. Men den trak ind over nogle høje bjerge, og snart havde vi passeret den. Det gik stadig opad, og på et tidspunkt var der et stort skilt og nogle bomme, som åbenbart kunne bruges, når man om vinteren kunne være nødt til at lukke vejen.

Vi kørte stadig opad - mod Monarch Pass. Og så så vi en grå sky foran os. Nærmest som lidt tåge. Det var sne. Vi standsede og fotograferede. Sne og sol på samme tid. Flot!

Efterhånden som vi nærmede os passet, sneede det kraftigere og kraftigere, og mange steder blev sneen liggende på vejen. Jeg satte Buddy i laveste gear, og vi indstillede os på at snegle os over passet.

Så kom der et skilt, der fortalte, at vi nu passerede Monarch Pass i en højde af 11.312 fod. Vi var højt oppe: ca. 3.700 meter!

Buddy og jeg listede videre, selv om stemningen i vort motorhome på dette tidspunkt var ved at være noget anspændt. Men vi var vel trods alt ovre det værste. Nu var det bare med at køre stille og roligt nedad.

I et af de første sving på nedturen kom der en modkørende, som åbenbart gav så meget gas, at han slog ud med bagenden. I bar befippelse trådte jeg på bremsen, og da vejen skrånede meget ud mod højre side, skred Buddy lige så langsomt, men sikkert, ud i vejsiden. Med ganske lidt fart ramte vi autoværnet. Buddy fik et par små hudafskrabninger, og mit renommé som en god chauffør fik også et par skrammer.

Men det var selvfølgelig det mindste af det. Hovedsagen var, at vi alle - trods en vis panik - var kommet godt fra denne glidetur. Det helt nye autoværn holdt, hvad det skulle, og det ville ærlig talt heller ikke have været nogen rar tanke at glide ud over den høje skrænt, men - som Birgit konstaterede, da vi sundet os lidt: "Der var vist en, der holdt hånden over os - eller måske rettere under os!"

Hjælp i nøden!

Det lykkedes os at få Buddy kørt over i siden ved indkørslen til et stort skiområde, og denne gang var der dækning på Jakobs mobiltelefon, så via politiet (hvor der først blev stillet om til county-fængslet!) lykkedes det os at få fat i en mekaniker, der kunne komme og hjælpe os. Vi var klar over, at uden snekæder ville vi ikke komme ned af dette bjerg.

Vi stod ud og besigtigede de heldigvis begrænsede skader. Det var hundekoldt, og sneen væltede ned. Der var nok - på blot en times tid - kommet omkring 25 cm sne!

Ved siden af os holdt Jeff og Jennifer, som boede lige nedenfor bjerget og blot var kørt op for at se, om der snart ville blive mulighed for at stå på ski i skiområdet. Mens vi stod og snakkede, kom mekanikeren med snekæderne, og lokalkendte Jeff tilbød, at han kunne køre Buddy ned ad bjerget. Vi listede afsted i allerlaveste gear, og de ca. 10 kilometer føltes som 100. Men ned kom vi da, og lettere forkomne, men lettede, var vi.

Jeff fortalte, at der var et godt motel i Salida nede i dalen, og det viste sig at være rigtigt. På "Circle R Motel" fik vi ikke bare en fin behandling af en hyggelig vært, men også et par gode værelser med dejlig varme og et TV til at slappe af foran. Og det var "just what the doctor ordered!"

Fra de barske oplevelser i bjergene tog vi på en endnu barskere tur til månen. Med Tom Hanks og Apollo 13!

Efter en god nats søvn vågnede vi til strålende solskin. Der var masser af sne på bjergene, og hele familien inklusive Buddy, der vist også var kommet sig over forskrækkelsen, var klar til at genoptage vort roadtrip østpå. Foran os lå den flade prærie.

Socialister og andre danskere på prærien ...

Om alle vore oplevelser på prærien skal jeg fortælle jer en anden gang. Vi var på jagt efter de danske socialister, der med Louis Pio og Poul Geleff i spidsen i 1877 dannede en socialistisk koloni ved Smokey Hill River nær Hays i Kansas. Den eksisterede i 6 uger! For efter uendelige diskussioner om socialisme og om koloniens mål gav man op og drog hver til sit!

I skal også høre om den lille danskerby Denmark for enden af en knoldet jordvej i Kansas. Og om vore besøg på danskerstederne i Nebraska og Iowa: Dannebrog, Nysted, Dana College, Elk Horn, Kimballton, Grand View College i Des Moines m.m.

Vi nåede velbeholdent frem til Chicago, hvorfra Birgit og børnene skulle flyve hjem, mens Buddy og jeg skulle blive ved lidt endnu.

Så da vi var blevet alene, fik vi en skør ide.

Marathon i Chicago ...

Dem, der - som os - bevæger sig mile efter mile ad jordveje, grusveje, highways, interstates og hvad den slags nu hedder, kalder man "road warriors". Efter de mange miles over prærien mente jeg, at Buddy godt kunne trænge til en pause, og så var det i stedet min tur til - som en sand road warrior - at få nærkontakt med asfalten.

Med andre ord: Jeg havde egentlig opgivet at løbe Chicago Marathon, men nu tilmeldte jeg mig alligevel i sidste øjeblik. Træning var det absolut så som så med, men hvornår får man ellers chancen for at løbe et marathonløb i Chicago?

42,195 km eller 26,2 miles i kulde og sol tilbagelagde jeg og ca. 30.000 andre så i går, og jeg er glad for at kunne meddele, at jeg overlevede. Jeg vil ganske vist ikke råde nogen til at gøre sådan noget uden træning, men det var alligevel sjovt at være med, og jeg er ikke mere øm i kroppen, end det er til at holde ud.

Det var min fjerde marathon - og min hidtil langsomste. Der var vist ikke ret mange andre danskere med, men en enkelt anden deltager med Dannebrog på maven så jeg da, og eliteløberne Carsten Jørgensen og Gitte Karlshøj figurerede også på startlisten.

Hvem der vandt? Aner det ikke, - men som publikummerne (op mod en million!) råbte til os undervejs: "You’re looking good. You’re doing fine!" - og ikke mindst: "You’re all winners!"

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.