Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

10. oktober 1999

Hermed en hilsen fra "syndens by", Las Vegas.

Man kalder den også "byen, der aldrig sover," - men selv her er der kun 24 timer i døgnet, og trods både energi og gode intentioner, er det ikke helt lykkedes for denne ugebrevsforfatter at få dem til at slå til.

Med andre ord: Der er så mange oplevelser fra de forløbne dage og uger, som jeg desværre ikke har fået tid til at give videre til jer. Tilgiv mig derfor, at jeg denne gang stort set nøjes med dette livstegn - plus en lille gennemgang af, hvad I har "til g ode".

I skal naturligvis høre historien om Dagmar og Volmer i Montana.

Og Tilley og Dalum og Standard i Alberta. Og ikke mindst om Dickson, som har en helt særlig historie, der har noget med Kenmare i North Dakota og Jens Dixen at gøre. Og hvor der allerede findes et fint dansk immigrantmuseum i den gamle butik. Og hvor man har store planer om at bygge et "rigtigt" dansk-canadisk immigrantmuseum.

Og så skal I høre om, at Buddy og jeg fik et dejligt pusterum i Calgary hos Inga og Jens og deres piger i den danske præstebolig.

Og om japanerne (og et par enkelte danskere) ved verdens smukkeste sø, Lake Louise.

Og om bjergene og bjørnene (indtil nu har jeg set tre!) og vores glidetur på en træbro på vej gennem Rocky Mountains. (Der skete heldigvis ikke noget!)

Vancouver er ikke det værste, man har ...

Dejlige dage hos venner i Vancouver, hvor det nu er godt 8 år siden, vi var præstefamilie, blev det også til. Nu er det Kai Glud, der sammen med sin kone, Dee, bor i præsteboligen på 7948 Burnfield Crescent. Og de har nok at se til, for den danske menighe d i Vancouver (og også den i forstaden Surrey) er "still going strong", og der er altid travlhed.

Jeg fik lov at fortælle til en komsammen-eftermiddag, og gode venners invitationer til besøg (med morgenmad, frokost eller middag) betød, at jeg bestemt ikke gik sulten i seng.

Der blev også tid til at spille golf med Børge, nyde Fridas fantastiske fisk - og få et lille indtryk af "danske højskoledage".

Søndag var jeg naturligvis til gudstjeneste i den danske kirke, hvor man nu - bl.a. takket være hjælp fra dronning Margrethe (!) - er blevet færdige med et fint altertæppe, og hvor jeg fandt ud af, hvem den "synder" er, der har sørget for, at stort set al le danske kirker i Nordamerika har en kopi af Thorvaldsens Kristusfigur som alterbillede.

Og så var jeg desværre også til Leos begravelse. Den blev nu - hvis man kan tillade sig at sige det om en begravelse - "en festlig oplevelse", for der var så meget at fejre og sige tak for.

En eng ved verdens ende!

Og så kan I bestemt også glæde jer til historien om, da Tage og jeg gik på jagt efter bjørne og danskere på det allernordligste af Vancouver Island: Cape Scott. På dette øde sted boede der nemlig engang nogle meget energiske danskere, fordi Rasmus Hansen fra Seattle i 1896 kom sejlende derop på en solskinsdag og syntes, at der var en meget frodig eng og at alting i øvrigt så så dejligt ud. Det måtte derfor være det ideelle sted til at grundlægge en dansk koloni, mente han. Og sådan blev det. Og historien om, hvordan det gik, får I senere. Jeg skal blot lige sige, at det stort set regner altid deroppe, men jeg kan love jer, at Tage og jeg havde en fin - og våd - tur derop. Vi fik heldigvis ingen ubehageligheder med bjørnene, som nu har indtaget området eft er danskerne.

I skal også høre om skovhuggerbyen Holberg ikke langt fra Cape Scott. Det var der, danskerne flyttede til, da eventyret ved Cape Scott sluttede. Der byggede de deres huse på tømmerflåder, så de kunne flytte byen frem og tilbage langs fjorden for at være s å tæt på skovningsområderne som muligt.

Og et visit (med leverpostej og hjemmebrygget øl) hos Kirsten og Knud i Nanaimo blev der også tid til. Jeg havde hilsener med fra Tommerup, for det var Knuds moster, der i sin tid lavede den flotte alterdug med egebladsmotivet til Tommerup kirke.

Efter disse dejlige dage med masser af oplevelser i "Beautiful British Columbia", hvor der i øvrigt bor mange danskere (alene omkring 20.000 i Vancouver) gik turen ned langs kysten til Kenneth, der har en fortid som søndagsskolelærer i Vancouver, og som v ed ganske meget om computere. Det er noget, der både er kommet vores Jakob og Bill Gates og hans Microsoft til gode.

Gåsefedt!

Mit besøg i danskerkolonien Junction City i Oregon er der også meget at fortælle om. I skal bare lige have en smagsprøve:

Det var Gerald Rasmussen, der for øvrigt er gift med Sigrid fra Skive, der fortalte historien, da vi mødte Elmer Borgaard. Det var nemlig hans bror, der var historiens hovedperson.

Det var dengang, de lige var begyndt i skolen, men det kneb lidt for Elmer og hans bror at forstå alt det engelske, for derhjemme talte de kun dansk.

En dag undrede lærerinden sig over, at Elmers bror ikke forstod ordet "butter".

"Hvad er det?" spurgte han.
"Jamen, det ved du da godt," svarede lærerinden pædagogisk. "Det er det, vi kommer ovenpå brødet!"

"Nåh, gåsefedt!"

Genforening ...

Fredag den 1. oktober var G-dag. Familiens genforeningsdag. Sent fredag aften ankom min kære familie til San Francisco Airport - ved godt mod trods en flyvetur fra Billund på ca. 20 timer - med to mellemlandinger undervejs. Vi havde heldigvis ikke nogen p roblemer med at finde hinanden, men da klokken var blevet over midnat, havde vi fået lov at overnatte hos Rosemary og Søren (hvis far var den første danske præst i Vancouver, Clemens Sørensen). De bor ikke så langt fra lufthavnen, så der gik ikke lang tid inden familien Faarvang - ombord i Buddy - sov en velfortjent søvn i det fashionable Woodside Estates.

Og efter et par dage i San Francisco-området gik turen ellers - i allerflotteste vejr - forbi Sillicon Valley, Stanford Universitetet og de - fra Steinbecks romaner - så kendte byer Salinas, Monterey og Carmel. Derefter ad highway 1 langs kysten sydpå. En utroligt smuk oplevelse. Vi gjorde holdt ved Hearst Castle og den temmelig "tivoliserede" danskerby Solvang, som vi ikke helt ved, hvad vi skal mene om!

Efter at have set en gammel spansk missionsstation og mødt et par danske immigranter i Santa Barbara, der var lidt aggressive overfor deres tidligere fædreland (!), nød vi strandturen forbi Malibu Beach ind til Los Angeles Her tilbragte vi en del tid i ki lometerlange køer på det næsten uendelige net af freewaye og havde også nogle gode "turistoplevelser" i det næsten nye utroligt imponerende Getty Center, i "stjernernes by" Hollywood og i Universal Studios.

Los Angeles er englenes by. På størrelse med Sjælland og med 18 mill. indbyggere, der taler 98 forskellige sprog. Et utroligt sted!

Kamtakkede gavle i Yorba Linda!

Den danske kirke i Los Angeles er næsten ny. Da vi var på disse kanter for ti år siden, fandt vi den på hjørnet af 43rd Street og 3rd Avenue i South Central L.A. Dengang kom vi en søndag og var med til gudstjeneste i den smukke kirke fra 1937 - med kamtak kede gavle og det hele. Efter gudstjenesten var der som sædvanlig frokost i kirkesalen, og netop denne søndag var der salg af hjemmesyltede asier, som kirkens damer hvert år har megen fornøjelse af at lave i fællesskab. Der var også - hen over leverpostej madderne og sandwichene - en del snak om flytning af kirken.

Problemet var nemlig, at kirken og præsteboligen efterhånden var kommet til at ligge i et temmelig belastet "African-American neighborhood" - dvs. et kvarter, hvor der udelukkende bor sorte. Derfor var der en del af kirkens medlemmer, der efterhånden var bange for at komme i kirken. Faktisk var det her, det gik værst for sig, da der i starten af 90-erne udbrød uroligheder i forbindelse med den såkaldte Rodney King-retssag.

I vrede over frifindelsen (i første omgang) af de hvide politimænd, som i følge den berømte video-optagelse, der blev vist i alverdens TV, havde slået den sorte Rodney King halvt fordærvet midt på en gade i Los Angeles, gik mange sorte amok i South Centra l L.A. Som reaktion på racismen imod sorte i almindelighed og imod brutaliteten i LAPD - Los Angeles’ politi - i særdeleshed. Butikker blev plyndret og tilfældige hvide overfaldet. Den danske præst måtte faktisk smugles ud af området i bunden af sin sorte nabos bil.

Men allerede på det tidspunkt var der fremskredne planer om at flytte den danske kirke ud i et mere fredeligt forstadskvarter i Yorba Linda øst for byen - kun et kvarters kørsel fra Disneyland.

En af hovedårsagerne til, at man i marts 1995 kunne indvie et kombineret dansk kulturcenter og en ny dansk kirke, var en fælles indsats fra mange dansk-amerikanere i det sydlige Californien. 3 mill. dollars kostede hele herligheden, og der var ingen offen tlige tilskud. Man fik ganske vist noget for den gamle kirke, som idag er overtaget af en sort baptistmenighed. Men alt måtte betales af venner af kirken, og der var også mange, der gav masser af frivillige arbejdstimer.

Resultatet er smukt. Man er ikke i tvivl om, at dette er en dansk kirke. Kamtakkede gavle og hvide vægge og rødt tegltag er her stadig. Arkitekten, dansk-amerikaneren Ebbe Videriksen, har skabt et fint kirkerum og en udmærket sal ved siden af, som kan bru ges til alt fra kirkefrokoster til møder, fester og koncerter.

Lillian og Gert er med rette stolte af kirken. Gert er med i bestyrelsen, og Lillian er en af de mange frivillige, der trækker et stort læs. Vi sidder denne sene torsdag aften og hygger os sammen med dem. Dannebrogsflagene er hængt op i hele salen. De ska l bruges nu på lørdag, hvor der skal være komsammen for alle de frivillige hjælpere, der gjorde æbleskivesalget ved en nylig overstået Street Fair til en kæmpesucces. Ikke mindre end 31.000 æbleskiver blev der solgt - til en pris af 1 dollar stykket! Over skuddet er et godt tilskud til kirkens årlige budget på 150.000 dollars.

Gert synes, at flagene skal have lov til at blive hængende til afskedsfesten for præstefamilien Stender, som skal rejse hjem til Danmark om bare en måned.

Det er de alle, både de tre drenge og Miriam og Poul, noget vemodige over. For de har haft mange gode oplevelser her i Californien.

Den danske kirke her har en helt særlig status. Den er hverken tilknyttet Dansk Kirke i Udlandet eller Dansk Sømandskirke, men derimod ELCA, den amerikanske lutherske kirke. Alligevel har man altid haft dansk præst her. Altså en "rigtig" en fra Danmark. " Og det er der ingen problemer i i forhold til ELCA," fortæller Poul. "Vi får lov til at være akkurat så danske, som vi har lyst til!"

Det betyder, at der en søndag om måneden er gudstjeneste på dansk, mens alt andet foregår på engelsk. "Også bryllupper, som vi har mange af. For kirken her regnes for at være et rigtig smukt og romantisk sted at blive gift," siger Poul.

Han har i øvrigt haft godt to års orlov fra sit præsteembede på Sjælland, men nu er den slut, og fra 1. november afløses han af Carsten Bøgh Pedersen fra Vive ved Hadsund, der sammen med sin kone, Kirsten, og deres tre børn på ½, 8 og 11 år, skal prøve kr æfter med livet i Syd-Californien i almindelighed og tilværelsen i en dansk-amerikansk immigrantmenighed i særdeleshed. På kirkens opslagstavle hænger et interview med dem fra Aalborg Stiftstidende. Overskriften lyder: "Fra Vive til Paradis".

Og jo, der er dejligt i Californien - og varmt. Meget varmt. Næsten hele året. Idag er det 36 grader, og Lillian, der næste morgen er kommet for sammen med flere andre at dække bord til lørdagsarrangementet, fortæller, at kirken bruger langt flere penge p å udgifter til air-condition end til varme!

Knudsen og kirken ...

Her i huset har i øvrigt navnet Knudsen en ganske særlig klang. Og historien om Tom og Valley Knudsen er lidt af et eventyr. Tom var en ludfattig dansk immigrant, og Valley, der senere skulle blive hans kone, voksede op i et fattigt kvarter i det centrale Los Angeles.

Da de mødtes, delte de "den amerikanske drøm" om, at ganske almindelige mennesker kan opnå succes gennem hårdt arbejde. Og de var indstillet på at få drømmen til at gå i opfyldelse.

Thorkild Knudsen hed han egentlig. Han var 19 år, da han i foråret 1910 ankom til USA og allerede dagen efter ankomsten til New York lod sig fotografere med Dannebrog i den ene hånd og Stars and Stripes i den anden. "Kald mig bare Tom," sagde han til all e, og hans mål var at tjene så mange penge, at han hurtigst muligt kunne vende tilbage til Danmark for at købe en gård med malkekøer. Han var fra Lohals på Langeland, men voksede op i København, hvor faderen havde fået bedre arbejde.

Tom vendte dog tilbage til Lohals og arbejdede på en gård med mange køer og begyndte at drømme om at få sin egen gård. Det gik dog snart op for ham, at det ville blive svært at spare penge nok sammen.

Så var det, han begyndte at tænke på at rejse til USA. Hans søster havde været der, og hans bror var netop rejst derover. Men han havde ingen penge til billetten. Det problem løste Tom ved at finde arbejde på en Atlanterhavsdamper, hvor han brugte det mes te af tiden på at skrælle kartofler. Efter et par år i USA med forskellige jobs, bl.a. som fyrbøder på et tog, gik turen tilbage til Danmark, fordi han fik job på et skib, der skulle til Hamborg.

Men Tom var indstillet på at vende tilbage til USA. Og da han ikke kunne finde job ombord på noget skib, købte han billet til den tids mest luksuriøse damper, Lusitania, der i 1915 blev sænket af en tysk U-båd, hvorved 2.000 mennesker omkom.

Sammen med sin bror Carl besluttede han at forlade New York og se noget mere af USA. De arbejdede på flere forskellige mælkefarme og mejerier og lærte efterhånden en del om mejeribrug.

I 1914 nåede de så tværs over USA til Los Angeles og begyndte at lede efter arbejde. De fandt snart ud af, at mejeribruget ikke var så moderne i Californien som i Danmark og i resten af USA, så de startede deres eget mejeri. Og så mødte Tom sin senere kon e, Valley, i den dansk-amerikanske klub.

Sammen fik brødrene patent på en hytteoste-kultur, og snart blev også kærnemælk, is, smør og mange andre mælkeprodukter fremstillet på Knudsen Creameries, som virksomheden blev kaldt.

Og så kan I næsten gætte jer til resten! Det hele blev til et gigantisk dansk mejerieventyr i Californien.

Og selv om både Tom og Valley nu er døde, er navnet Knudsen (eller Nutzen, som man siger her) stadig ensbetydende med mælkeprodukter af højeste kvalitet i det sydlige Californien.

Og Knudsen-fonden gav omkring 1 million dollars til byggeriet af den danske kirke og kulturcentret i Yorba Linda!

Dødens dal og syndens by!

Via besøg i et indkøbsmekka med 95 fabriksudsalgsbutikker og et godt måltid mad hos "Mad Greek" i den lille by Baker med verdens største termometer, der hen på aftenen viste komfortable 83 grader Fahrenheit (26 grader Celcius), slog vi lejr for navnet i S hoshone lige syd for Death Valley.

Alene navnet burde vel afskrække folk, men vi tog altså alligevel til Dødens Dal, hvor der i øvrigt er andre makabre navne som "Begravelsesbjergene" og "Djævelens Port". Her finder man ikke bare Nordamerikas laveste punkt (282 fod under havets overflade), men også det varmeste og mest øde sted i USA. Det blev nogle varme dage (op til 38 grader) - og en naturoplevelse af de helt store.

Alt dette og mere til skal I få meget mere at høre om senere.

Lige nu er det med at benytte sig af muligheden for at sende jer dette livstegn. For vi er på en meget veludstyret campingplads ved siden af Showboat-hotellet, hvor håbefulde spillefugle sidder døgnet rundt ved spilleautomater, rouletter og black-jack-bor de.

Campingpladsen byder på både swimmingpool, palmetræer og telefonstik til internet-opkobling, og det mener Jakob, at vi skal benytte os af. Det være hermed gjort!

Vi høres ved senere!

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.