Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Ta’ med på en ganske særlig tur!

Det var noget af det, jeg for alvor havde set frem til på denne tur. Jeg var klar over, at når man leder efter spor af danskerne og deres kirker og deres forsøg på at danne kolonier i Nordamerika, må man også en tur til Cape Scott.

Trods vore fem år i Vancouver havde vi aldrig været der. Jeg forestillede mig, at det ikke bare ville være en rejse ud i vildmarken og tilbage i tiden, men også en slags ekspedition ind i de danske immigranternes sind og drømme. Kort sagt: En oplevelse for livet. - Og mine forventninger blev bestemt ikke skuffede.

Jeg har gemt lidt på mine indtryk fra besøget på nordspidsen af Vancouver Island, hvor danske immigranter for 100 år siden gjorde et forsøg på at skabe en dansk koloni helt i Grundtvigs og andelsbevægelsens ånd. Men her kommer beretningen, som samtidig er en slags invitation til jer, der læser dette, om at tage med på en udflugt af de mere usædvanlige: En tur til ...

Paradis ved verdens ende!

Umiddelbart lyder navnet Cape Scott ikke særlig dansk. Det forblæste forbjerg er faktisk opkaldt efter en købmand fra Bombay, som i 1700-tallet sendte en ekspedition op langs den amerikanske Stillehavskyst. Men ser man nærmere efter på kortet over den nordvestligste del af Vancouver Island, støder man hurtigt på dansk-klingende navne som Strandby, Christiansen og Fredericksen Point, Hansen Lagoon, Nissen og Nels Bight, Rasmus Creek samt Mount Brandes og Holberg.

Forklaringen er den, at en lille gruppe danske i årene 1897 til 1909 bosatte sig her i et uvejsomt regnskovsområde og forsøgte at tæmme naturen og skabe et lille dansk ideal-samfund, - en slags utopia.

Forsøget mislykkedes af flere grunde. Danskerne er for længst forsvundet fra Cape Scott. Området er blevet en vildmarkspark, der ligger så langt væk fra alting, at kun ganske få turister hvert år vandrer ad de smalle og næsten helt tilgroede stier, som danskerne i sin tid under stort besvær anlagde. Her må man være forberedt på næsten alt, for nu er det sorte bjørne, bjergløver og andet vildt, der hersker, hvor eventyrlystne og hårdtarbejdende danske engang prøvede at få fodfæste.

Men lad os - inden vi begiver os af sted ad de regnvåde, plørede og forblæste stier - gøre et par sidespring. For historien om den danske koloni på Cape Scott er på en måde slet ikke enestående.

Kollektiver, kolonier m.m.

Canadas vestligste provins, British Columbia, har igennem de sidste 150 år været kendt for mange forskellige gruppers forsøg på at skabe alternative kolonier, kollektiver og etniske landsbyer rundt om i provinsen. Her var der først og fremmest plads. Plads til at udfolde sig og eksperimentere. Plads til at virkeliggøre ideer, visioner og drømme. Plads til at gøre op med andre steders og andre kulturers alt for fastlåste og traditionelle levevis. Plads til udfoldelse og frihed!

I nyere tid, dvs. siden 60-erne, er f.eks. adskillige hippie-inspirerede kollektiver blevet grundlagt i B.C., - mange af dem for blot at forsvinde igen nogle få år senere.

Men det begyndte allerede, da en gruppe forviste amerikanske sorte i forrige århundrede slog sig ned på Saltspring Island, - langt væk fra slaveri og forfølgelse. Her ville de i fællesskab begynde et nyt liv.

Indianernes ny Jerusalem ...

Også blandt de mange forskellige indianerstammer på Canadas vestkyst kender man til forsøg på at grundlægge kolonier med meget idealistiske mål. Den karismatiske anglikanske lægmandsprædikant William Duncan, der udnævnte sig selv til Tsimshian-indianernes frelser, grundlagde f.eks. - i et forsøg på at "civilisere" indianerne - mønsterlandsbyen Metlakatla ved Prince Rupert højt oppe mod nord. Indianerne skulle frelses fra deres hedenske livsstil og fra den "prostitution", som skrupuløse hvide handelsfolk havde bragt med sig til området.

Det var i 1860-erne og 70-erne, at man midt på B.C.’s barske vestkyst kunne finde en meget velordnet engelsk-inspireret landsby med ca. 1.000 Tsimshian-indianere klædt i victorianske klædedragter. Der var nydelige huse, blomsterhaver og frugttræer, savværk, systuer, småfabrikker og legepladser for børnene. Alt sammen styret af missionær Duncans love og regler, som bl.a. betød et farvel til alkohol og til traditionelle indianske ritualer styret af høvdinge og medicinmænd.

Metlakatla’s stolthed var blæserorkesteret og Händel-koret, der tog på koncertturné i USA. Og så naturligvis den kolossale hvidmalede cedertræskirke, hvor der var plads til 1.200. Den blev bygget i 1874, men brændte ned til grunden i 1901.

Dette var en udstilling af "kristen civilisation". Duncan havde massiv støtte af "Christian Mission Society" og havde stor succes med at løfte de "primitive" indianere op fra samfundets bund. Han sagde selv, at Metlakatla var "et skindende lys på den øde kyst, som sender sine klare stråler i alle retninger som en ledestjerne for alle de hedenske stammer!"

Blandt indianerne nød Duncan stor anseelse, men gentagne konflikter med missionsselskabet om koloniens mål og midler førte til, at han - sammen med langt størstedelen af Metlakatla’s indbyggere - forlod B.C. for at grundlægge en ny mønsterkoloni i Alaska. Så i dag er sporene næsten forsvundet, og dette, den hvide mands forsøg på at kristne og "civilisere" indianerne i British Columbia, er kun fjern fortid.

En norsk præst og en finsk socialist!

Det var folk fra vore nordiske broderlande, der banede vejen for danskerne med hensyn til anlæggelse af etniske kolonier.

Norske immigranter grundlagde - med regeringens velsignelse - kolonier på fjerntliggende og vanskeligt tilgængelige steder som Quatsino på Vancouver Island samt Bella Coola og Hagensborg på fastlandet. Det var en præst, Christian Saugstad, der var leder af den gruppe nordmænd, der bosatte sig i et øde område ved en fjord: Bella Coola, som skulle være "Det nye Norge". Man levede af fiskeri og skovbrug, men klimaet var barskt, og kampen for det daglige brød var hård. Kolonien overlevede dog, og i dag finder man norske navne som Brekke, Brynildsen, Frøstrup, Fredriksen, Hansen, Knudsen, Nygaard og Saugstad i den afsidesliggende dal, hvor flatbrød og lutefisk stadig kommer på bordet ved festlige lejligheder!

Og en gruppe af finner grundlagde på Malcolm Island en socialistisk koloni under ledelse af forfatteren, politikeren og folkehelten Matti Kurikka.

Denne koloni blev kaldt Sointula, "Fredens Sted". Dens motto var "frihed under ansvar", og Kurikka proklamerede, at "her skal et højtudviklet kulturliv vokse frem, langt væk fra præsterne, som har svigtet kristendommens høje moralværdier, - langt væk fra kirkerne, som ødelægger freden, - og langt væk fra al ondskaben i verden uden for".

I begyndelsen gik meget godt i dette meget idealistiske samfund, men da Kurikka senere begyndte at blive noget enevældig og lægge stor vægt på "fri kærlighed", vendte en del af koloniens folk sig imod ham. De havde tilsyneladende andre etiske grænser end deres selvbestaltede leder, som også havde foretaget forskellige økonomiske dispositioner, der havde bragt kolonien på fallittens rand. Kurikka måtte rejse derfra, men Sointula eksisterer stadig som et - om end noget modificeret - socialistisk eksperiment.

Meningen var måske god nok, men ...

Canada - og især British Columbia - har altid haft brug for immigranter, der ville være med til at opdyrke og udvikle landet. Derfor gav man i sin tid på meget fordelagtige vilkår lov til, at immigranter som enkeltpersoner eller grupper kunne slå sig ned og "leve af landet" - ofte på meget isolerede steder. Det var det, nordmændene, finnerne - og senere også danskerne ved Cape Scott - forsøgte at benytte sig af. Og i en periode var det canadiernes efterligning af "homestead-lovgivningen" fra USA, der virkede tiltrækkende på de håbefulde immigranter. Her kunne man få gratis jord blot ved at tage hænderne op af lommen og slide i det, forlød det.

Det var dels den isolerede beliggenhed og dels disse "fordelagtige vilkår", der bragte en sekterisk gruppe mennesker til en lille ø uden for Nanaimo på Vancouver Island. De var under ledelse af Edward Arthur Wilson, bedre kendt som den karismatiske og mystiske "Broder Tolv". Det er ikke for meget sagt, at denne gruppe udviklede sig til en kult af den allermærkeligste slags.

Oprindelig havde Broder Tolv rejst rundt i Nordamerika som sandsiger og tryllekunster. Hvor han egentlig stammede fra, forbliver et mysterium, men han hævdede selv, at han var søn af en indisk prinsesse. Han var også - som Broder Tolv - en udsending fra sine elleve andre inter-galaktiske brødre. Åbenbaringer, mystik og okkultisme var noget helt centralt i hans "forkyndelse", som også omfattede dommedagsprofetier. Verden ville gå under den 1. januar 1934. Store krige ville hærge vor klode, men, forsikrede Broder Tolv, den såkaldte "Sandhedens koloni" ville blive reddet fra undergang, og sammen ville han og hans disciple udgøre fundamentet for en ny civilisation.

British Columbias skærgårdsagtige Stillehavskyst egnede sig fortrinligt som baggrund for denne slags utopiske fantasier. Her kunne man - langt fra alt og uden at blive forstyrret af verden uden for - gøre et forsøg på at opbygge sit eget utopiske paradis. Og det var nøjagtig, hvad Broder Tolv og hans "Aquarian Foundation" gjorde.

Vilde orgier - og mord!

Men snart lød der i de omliggende samfund rygter om, at Broder Tolv havde guddommeliggjort sig selv som en slags "Guru" og havde udnævnt en ung kvinde til at være reinkarnationen af den ægyptiske gudinde Isis, mens Broder Tolv selv var Osiris. Der blev også holdt vilde orgier på strandene, forlød det.

Da den unge kvinde, der af Broder Tolv var blevet udpeget til at føde hans "Kristus-barn", i stedet aborterede to gange og fik et nervøst sammenbrud, slog Broder Tolv hende angiveligt ihjel og lavede en skål af hendes kranium!

Det blev for meget for nogle af koloniens indbyggere. Der udbrød mytteri, og Broder Tolv blev bragt for retten i Nanaimo. Han blev dog aldrig dømt, - efter sigende fordi han hypnotiserede vidnerne og dommeren. I stedet vendte han hjem til sin paradisø i triumf og udnævnte en anden ung pige til "gudinde" - og sin elskerinde.

Da verden imidlertid ikke gik under i 1934, udbrød der igen voldsom uro blandt koloniens medlemmer, og inden Broder Tolv og hans elskerinde flygtede fra øen, satte de ild på de fleste af bygningerne og ødelagde så meget af kolonien, de kunne. Hvad der siden blev af dem, er uvist, men der går rygter om, at Broder Tolv kort efter døde i Schweitz.

Radikale kristne pacifister fra Rusland ...

Også den stærkt religiøse gruppe af Dukhobors fra Rusland skal nævnes. De nærede en dyb skepsis til det skrevne ord, og i deres kirker fandtes ingen bibler. Tungetale og profetier spillede derimod en vigtigt rolle. Deres teologi minder om kvækernes og gendøbernes, og under ledelse af Peter "den guddommelige" Verigin udarbejdedes en pacifistisk og meget radikal kristen tankegang, der også påbød tilhængerne at leve i kristne fællesskaber. Gruppen voksede støt og fik snart øgenavnet Dukhobortsi ("dem, der kæmper med ånden"). Men Dukhobor-lederne tog navnet til sig. "Styrkede af Kristi ånd," svarede de, "kæmper vi mod hovmod og kødelig lyst".

I Rusland blev de mødt med en blanding af frygt og foragt, og deres pacifisme bragte dem snart på kollisionskurs med den russiske zar, hvis militær de nægtede at gøre tjeneste i. Kulminationen blev nået, da mange Dukhoborer i 1894 blev pryglet omtrent til døde, fordi de havde foranstaltet store demonstrationer med afbrænding af alle former for våben: geværer, knive og sværd.

Med hjælp fra bl.a. digteren (og pacifisten) Leo Tolstoy og nogle amerikanske kvækere lykkedes det omkring 7.000 Dukhoborer at flygte til Nordamerika, hvor de først og fremmest bosatte sig i store fællesskaber på den canadiske prærie og i det indre af British Columbia. Men deres trængsler var langtfra slut. Og det omgivende samfund skulle hurtigt få at mærke, hvor radikale Dukhoborerne var.

Ganske vist levede "Det kristne fællesskab af universelt broderskab", som gruppen kaldte sig, på overfladen et stilfærdigt liv travlt optaget af dyrkning af grønsager og frugtplukning i deres store plantager. De var vegetarer og spiste alle måltider i fællesskab ved store langborde. De hverken røg eller drak, men holdt hver dag gudstjenester, hvor alle sad på lange bænke, - mænd og kvinder med ansigterne mod hinanden.

Frihedens Sønner ...

Men det omliggende samfund havde mere end svært ved at acceptere Dukhoborerne, og her var det især en udbrydergruppe, "Frihedens Sønner", der konstant skabte overskrifter. De gik - uden en trævl på kroppen - i protesttog mod materialisme og andre fjender og brændte deres egne huse af som udtryk for, at de ikke havde brug for nogen jordisk ejendom overhovedet. Nævner man i dag navnet Dukhobor i British Columbia, vil mange netop forbinde det med nøgne religiøse fanatikere.

De russiske Dukhoborer ville heller ikke lade sig registrere. Selv om Canada langt fra har samme velfungerende system med kirkebøger og folkeregister, som vi kender fra Danmark, så ønskede myndighederne dog, at både fødsler, vielser og dødsfald blev registreret. Uroen omkring Dukhoborernes nej til at underkaste sig dette, var dog for intet at regne mod den strid, der brød ud omkring undervisning.

Afbrænding af skoler!

Dukhoborerne var analfabeter - og stolte af at være det. De ville under ingen omstændigheder tillade, at deres børn modtog nogen form for undervisning. Skoler opfattede de som samfundets forsøg på at indoktrinere alle borgere. Myndighederne idømte dem bøder for at holde deres børn hjemme. "Frihedens sønner" svarede igen ved at sætte ild til skoler. Ni skoler blev alene i 1923 brændt ned til grunden.

Regeringen så ingen anden mulighed end at fjerne børnene fra deres hjem og anbringe dem i en slags "fængselsskoler". De skulle ikke bare undervises, - de skulle også blive "gennemsnits-canadiere".

Siden da er gemytterne faldet noget til ro. Tvangsundervisningen eksisterer ikke længere, og Dukhoborerne og "Frihedens sønner" har i nogen grad tilpasset sig det omkringliggende samfund. Kun sjældent kan sensationsaviserne i British Columbia berette om episoder i forbindelse med denne radikale og sekteriske gruppe af religiøse russiske fanatikere, der søgte - og på visse måder også fandt - friheden i Canada.

Hvorfor gik det ikke for danskerne?

På baggrund af disse meget yderligtgående eksempler på kollektiver, fællesskaber og kolonier i det vestlige Canada ligner danskerne ved Cape Scott nærmest en gruppe velopdragne søndagsskolebørn. Det er svært at forstå, at den på alle måder eksemplariske danskerkoloni led skibbrud. Bl.a. fordi skiftende regeringer stak en kæp i hjulet ved at løbe fra deres løfter - og dermed gjorde det umuligt for den isolerede koloni at overleve.

Min gode ven Tage har lovet mig at tage med på turen til Cape Scott. Dels er det rart at have selskab, og dels ville det ikke være ansvarligt at bevæge sig ind i vildmarksområdet alene. Der bor nemlig ingen mennesker deroppe nu, mens bestanden af bjørne efter sigende skulle være stigende.

En torsdag sidst på dagen lægger vi da civilisationen i Vancouver bag os, tager færgen til Vancouver Island og sætter kursen nordpå. Vi har ikke kørt ret langt, før det føles som om, de danske Cape Scott-pionerer er med i bilen. Vor snak går særlig på, hvordan de overhovedet kunne finde på at slå sig ned et sted, der måske mere end noget andet fortjener betegnelsen "the middle of nowhere". Og hvorfor lykkedes det så alligevel ikke for dem at virkeliggøre deres drøm?

Målet er Port Hardy så langt mod nord, man kan komme på Vancouver-øen. Herfra kan man tage med på den efter sigende utroligt smukke sejltur ad "the inside passage" til Prince Rupert næsten oppe ved grænsen til Alaska. Men det er nu ikke det, vi vil. Vort mål er Cape Scott.

Ventetid ved færgen betyder, at vi først når til motellet i Port Hardy langt ud på de små timer efter en køretur på næsten 500 km. Efter få timers søvn begiver vi os tidligt om morgenen af sted for at tilbagelægge de sidste 60 km ad ujævne grusveje med mange bakker og sving. Undervejs passerer vi "sko-træet", hvor hundredvis af sko er hamret fast på en stor cedertræs-stub. Det er efter sigende de sko, som besøgende i Cape Scott-området har slidt op på de øde stier derude.

Længere fremme er en stor træstamme væltet ned over en bil, der er slået helt til vrag, og et skilt fortæller advarende, at "her skal man være forberedt på det uventede". Det hele ser ganske vist en smule arrangeret ud, men vi forstår beskeden.

Vejrudsigten er ikke for god ...

Vi er i hvert fald forberedte på, at vejret ikke er for godt ved Cape Scott. Det er det nemlig næsten aldrig. Her falder mellem 400 og 500 centimeter regn om året, og selv om sommeren er længere perioder med sol en sjældenhed. Piskende storm og silende regn er derimod hyppigt forekommende fænomener året rundt.

Og det var netop vejrforholdene, kombineret med afstanden til markeder, hvor landbrugsprodukter og fisk kunne afsættes, samt manglen på ordentlige veje, der satte en stopper for ikke mindre end to forsøg på at lave bosættelser i området. I 1897 gjorde først danske pionerer et forsøg på at kolonisere denne regnvåde, stormfulde og meget isolerede egn.

Og igen i 1910 forsøgte en anden gruppe nybyggere sig. Efter flere års hårdt arbejde måtte begge grupper give op - tvunget af naturelementerne og af omstændigheder, som de ikke havde nogen kontrol over.

Eftersommeren har budt på godt vejr på hele min tur - og også i Vancouver, fortæller Tage. Men det her er ikke Vancouver, men meget længere nordpå, - og vejrudsigten har meddelt, at en storm er på vej mod netop det nordvestligste hjørne af Vancouver Island.

Holberg - i ly af Brandes-bjerget ...

Det overrasker os derfor ikke, at det så småt er begyndt at regne, da Tage og jeg passerer den lille landsby Holberg - opkaldt efter vor berømte digter. Men trods regnen kan vi skimte toppen af bjergene. Det højeste bjerg må være det, der hedder Mount Brandes. Vi fornemmer, at her er meget stille - og meget smukt. Her - ved en fjord omgivet af næsten endeløse skove - flyttede en del af danskerne til, da de måtte forlade Cape Scott. Og trods fiaskoen derude, var deres vilje til at klare tilværelsen - og deres hittepåsomhed stadig stor. De levede af skovarbejde og byggede deres huse på tømmerflåder, så hele den flydende by flyttede med, når der skulle skoves i et nyt område langs fjorden.

En lille samling træhuse, en halvtom butik, en café, en skole med 6 elever og resterne af den lange træbro ved fjorden er foruden skovfirmaets store entreprenørmaskiner det eneste, der findes i Holberg i dag. Nogle af maskinerne bruges til at anlægge og vedligeholde de hullede grusveje, de såkaldte "logging roads". Mens vi nærmer os parkeringspladsen for enden af vejen, hvorfra der kun er stiadgang til Cape Scott-området, taler vi om, at det måske var veje som disse nyligt anlagte, der kunne have reddet danskernes koloni.

Det begyndte på en solskinsdag ...

Regnen er taget til, og vi forbereder os på, at vores daglange ekspedition i vildmarken bliver en våd omgang.

Vi kan ikke lade være med at snakke om, at det må have været på en af de sjældne solskinsdage, det hele begyndte. Den danske immigrant Rasmus Hansen var i 1894 på fiskeri fra Seattle ombord på skonnerten Floyborg og nåede helt op til fiskebankerne ved nordspidsen af Vancouver Island. På en af disse ture ankrede han op i en fjord (der senere skulle få navnet Hansen Lagoon), som lå godt i læ for de barske storme, der tit hærger selve kysten.

Rasmus Hansen så ikke bare de store frodige regnskove, men også de brede hvide sandstrande, der dukkede op visse steder på den ellers så barske klippekyst og må have mindet ham om Vesterhavskysten derhjemme.

Han gik i land for at skyde ænder og gæs og opdagede, at der et stykke længere oppe i fjorden var et smukt engområde. Han fik også øje på et par vandløb, der så ud til at være fulde af laks.

Det var kærlighed ved første blik. Her var det sted, han havde været på udkig efter.

Rasmus Hansen var oprindelig - efter at have gået på Askov Højskole - emigreret til prærieegnene i det midtvestlige USA. Siden fortsatte han sammen med andre danskere vestpå og slog sig ned i Enumclaw syd for Seattle i staten Washington. Men han havde en drøm om at finde det helt ideelle sted, hvor en gruppe af danske kunne slå sig ned i fællesskab og leve af at dyrke jorden, holde husdyr, gå på jagt og fiske. Nu havde han fundet stedet. Her kunne drømmen virkeliggøres!

Efter sin hjemkomst skrev han straks begejstret til forskellige danskere, han kendte i Midtvesten, for at gøre dem interesserede i sine tanker. Han kontaktede også Dansk Folkesamfund, som havde igangsat andre danske kolonier i USA, senest Dannevang i Texas. Men her var der ingen hjælp at hente. Flertallet i organisationen - anført af N.F.S. Grundtvigs søn, præsten Frederik Lange Grundtvig - var afvisende over for ideen om en dansk koloni på nordspidsen af Vancouver Island. Det ville tage vinden ud af sejlene på andre danske bosættelser, hævdede man.

Men der var andre, der var interesserede, og Rasmus Hansen lod sig ikke slå ud. Sammen med tre venner besigtigede han igen området ved Cape Scott, og det må atter have været en solskinsdag, for de konkluderede i hvert fald, at der ikke blot var billig og god jord at få, men at der også var gode fiskeri- og transportmuligheder (!), og at stedet i det hele taget var egnet for en dansk koloni.

En koloniforening ...

Der blev nu skrevet flere artikler til de danske aviser og blade i Midtvesten, og der blev også indrykket en annonce i den avis, som mange danske læste, Dannevirke, og overskriften lød: "Indbydelse til det danske Folk i Amerika om at danne en Nybygd ved Stillehavet". Indbyderne var en "Koloniforening" med Hansen og hans tre venner, Christian Jensen, Peter Thomsen og Nels Nelson, som bestyrelse. Jorden skulle - på særlige vilkår - stilles til rådighed af regeringen i British Columbia.

Rasmus Hansen kendte helt sikkert til nordmændenes kolonier i B.C. og vidste også, at regeringen havde udpeget det nordligste af Vancouver Island som et muligt område for nye bosættelser.

I en henvendelse fra koloniforeningens bestyrelse til indenrigsministeriet i Victoria gjorde man rede for sine planer for kolonien ved Cape Scott. Landbrug og fiskeri skulle være koloniens hovederhverv, og man forestillede sig, at hver nybyggerfamilie skulle have 80 acres skov, som kunne ryddes, - plus en del af den frugtbare eng, Rasmus Hansen havde set ved sit første besøg. For at beskytte engen mod oversvømmelse ved højvande, måtte der dog bygges et dige tværs over fjorden, hvilket man bad om regeringens hjælp til.

Desuden fortalte man om planer om i fællesskab at anskaffe et fartøj, der kunne bringe forsyninger ud til kolonien og føre fisk og landbrugsprodukter fra Cape Scott til markeder i omverdenen.

Regeringens svar var positivt. Det blev aftalt, at en landmåler skulle følge med de første kolonister derop og bl.a. give anvisninger i forbindelse med diget, som regeringen skulle betale Cape Scott-beboerne for at bygge. Desuden skulle der bygges to skoler og ansættes lærere, og regeringen lovede også at anlægge en vej til Cape Scott gennem San Josef Valley, når mindst 75 danskere havde bosat sig i området.

Man havde ikke heldet med sig ...

Dermed var alt klar til, at kolonisationsforsøget kunne begynde. Rasmus Hansen og Nels Nelson sejlede i efteråret 1896 endnu engang til Cape Scott, hvor Nels Nelson byggede en lille hytte af drivtømmer og overvintrede der, mens Rasmus Hansen sejlede tilbage til Seattle for at samle gruppen af nybyggere. Man købte i fællesskab skonnerten Floyborg som forsyningsskib, og den 19. marts 1897 sejlede i alt 25 danske mænd, kvinder og børn nordpå.

Imidlertid røg man lige ind i en voldsom storm. Kysten ved Cape Scott er fyldt med farlige skær og rev, og da skibets ror blev ødelagt, og næsten alle ombord var voldsomt søsyge, er det noget af et under, at det lykkedes den kun 16-årige Lars Jensen at sejle skibet op på stranden i Hansen Lagoon. Floyborg blev slået til vrag, men alle kom fra det med livet i behold.

Man gik straks i gang med at bygge huse, og arbejdet med at anlægge det ca. 800 meter lange dige blev også påbegyndt. Man var klar over, at skulle drømmen om at holde malkekvæg og fremstille mejeriprodukter virkeliggøres, var det vigtigt at beskytte den frugtbare eng mod oversvømmelse.

Da diget var færdigt i 1899 holdt Cape Scott-folkene en stor fest i forsamlingshuset, de havde bygget midt i kolonien. Festen varede til et stykke over midnat, og da man vågnede næste morgen, var diget væk! En storm fra sydøst havde i løbet af natten fuldstændig ødelagt de mange måneders hårde arbejde.

Efter at have sundet sig, gik man i gang med at bygge et nyt dige højere oppe i fjorden. Det blev færdiggjort i 1905, og rester af det kan stadig ses.

Præsten ville ikke blive!

En af dem, der var en nødvendig og uundværlig del af kolonien ved Cape Scott næsten fra begyndelsen, var pastor Jens Mylund Jensen. En præstebolig var et af de første huse, der blev bygget, og her rykkede pastor Nyland ind med sit medbragte orgel. En lille kirke fik koloniens medlemmer også bygget, men det kneb meget for dem at betale præsten løn. Der var simpelthen ingen, der havde ret mange penge i Cape Scott.

Man kunne leve af de laks, torsk og hellefisk, man fangede, og bærrene og frugterne, man plukkede. Enkelte husdyr betød også, at der var både mælk, kød og æg at få i kolonien. I butikken, som var en slags andels-brugsforening, som Nels Nelson bestyrede, kunne man købe de ting, man ellers havde brug for. Men man havde ikke meget at købe for.

Problemet var, at det var svært at afsætte de fisk, man fangede og de øvrige produkter, man kunne fremstille. Den vej, regeringen havde lovet at anlægge, lod stadig vente på sig, og det månedlige anløb i Fisherman’s Bay af et af Canadian Pacific Navigation Company’s dampskibe kunne langtfra dække koloniens transportbehov. Desuden betød dårligt vejr ofte, at båden slet ikke kunne anløbe Cape Scott.

Til sidst måtte præsten meddele, at han forlod kolonien. Det fik også andre til at rejse. Et liv uden åndelig trøst og lederskab var ikke noget for dem. Men flere entusiastiske artikler i de danske aviser i USA betød, at nye kolonimedlemmer blev ved at komme til Cape Scott.

Stier gennem vildnisset ...

Man lavede et lille skibsværft og byggede et lille fællesejet skib, som blev navngivet "Cape Scott", og man anlagde også stier og småveje rundt i kolonien samt videre gennem det tætte regnskovsvildnis til San Josef Valley 15-20 kilometer fra Cape Scott. Det var hertil, man håbede, regeringen ville anlægge en vej.

Brædder blev hugget til og lagt i den sumpede skovbund, og nogle steder kløvede man store træstammer på langs og lagde dem i forlængelse af hinanden, så man kunne gå på dem.

Det er disse gamle stier, Tage og jeg nu bevæger os ad, mens regnen siler ned. Hver sommer udfører soldater fra den nærliggende kaserne ved Holberg reparationer, men alligevel fornemmer man stadig, hvilket slid det må have været for nybyggerne at anlægge dem. Vi ser spor af bjørne og sørger for hele tiden at lave støj, som kan skræmme dem væk. Men tilsyneladende har bjørnene også rigeligt at gøre med at plukke bær og spise sig mætte inden vinterdvalen. Vi ser i hvert fald kun en enkelt, der lunter af sted og forsvinder ind i et krat.

De sorte bjørne har altid været her, men ligesom de lader os i fred, forstyrrede de heller ikke de danske nybyggere ved Cape Scott noget videre. Der er i hvert fald ingen meldinger om bjørneoverfald eller lignende.

Derimod døde en kun 12-årig dreng af den blodforgiftning, han pådrog sig, da han fik en rift i foden. Det var midt under en storm, og det var umuligt at få ham bragt til det nærmeste hospital 110 km væk, så drengens liv stod ikke til at redde.

Professoren ...

I 1899 lavede man - i henhold til aftalen med regeringen - den tomme præstebolig om til mødelokaler og skole og bød samtidig velkommen til koloniens nye lærer, Carl Brink Christensen. Han var lidt ældre end de andre immigranter, var efter sigende uddannet fra Københavns Universitet (det passede nu vist ikke!), havde undervist på et college i Iowa og gik derfor under betegnelsen "professoren". Han blev hurtigt koloniens åndelige leder og primus motor, og han adopterede også tre drenge, han tog sig af. Det var en af dem, William, der døde af blodforgiftning, og hans gravsten kan stadig findes, hvor skolen og lærerboligen i sin tid lå.

En af dem, der voksede op i Cape Scott, Petra, som var datter af Nels Nelson, har i sine erindringer fortalt, at ...

"De, der kom til Cape Scott, havde en ide om, at det skulle være et lille stykke Danmark langt væk hjemmefra. I det store og hele var de vældig rare mennesker. Drømmere? Idealister? Nej, kun min far og måske professor Christensen. Men kolonisterne kunne ikke opretholde en realistisk forbindelse til resten af verden. De var taget lige op til Cape Scott og havde isoleret sig der. Det var det, der betød koloniens endeligt."

Trods professor Christensens gentagne henvendelser til regeringen om at leve op til løftet om at få bygget vejen til Cape Scott, lykkedes det nemlig ikke. Politisk set var det meget turbulente tider i B.C., hvor regeringsmagten på blot to år skiftede ikke mindre end fire gange. Og dels følte de nye regeringer sig ikke bundet af gamle løfter, og dels havde folkestemningen vendt sig imod etniske kolonier. Man var bange for, at man ikke kunne fastholde provinsens britiske præg, hvis man gav danskere og folk af andre nationaliteter lov til at bosætte sig i grupper, hvor man - uden ret megen kontakt med omkringboende - kunne holde fast ved sit oprindelige sprog, kultur og religion.

Farvel til Cape Scott ...

I 1907 standsede dampskibsselskabet anløbene af Cape Scott. Samtidig gav regeringen lov til, at alle interesserede af alle nationaliteter kunne få gratis jord i Cape Scott-området. Og vejen derop var stadig ikke bygget!

Det betød den endelige undergang for danskerkolonien. Men trods al modgang forsøgte man at holde modet oppe til det sidste. På en udflugt kort før "lukketid" lod hele gruppen sig fotografere af professor Christiansen, og der er trods alt håb i deres øjne og smil at spore i de vejrbidte og ellers så alvorlige ansigter.

Mange af Cape Scott-nybyggerne slog sig som nævnt ned i Holberg, der dog aldrig blev nogen egentlig dansk koloni, men derimod udviklede sig til at blive verdens største flydende "logging-camp".

Enkelte danskere var med i den gruppe, der senere gjorde et nyt forsøg på at kolonisere Cape Scott. Tage og jeg finder bl.a. et skorstensrør, en kaffekande og andre metaldele på det sted ved San Josef River, hvor Henry Ohlsen havde sit hjem og den butik, der leverede forsyninger til dette andet kolonisationsforsøg. Slyngplanter, store træer og tæt krat har nu næsten helt slettet sporene af det, der engang var idealistiske danske nybyggeres hjem.

Tilbage er enkelte sammensunkne og halvrådne bygninger, et par gravsten, nogle rustne landbrugsredskaber og forskellige metaldele samt hegnspæle og spor af diget, der skulle gøre engen ved verdens ende til paradis på jord.

Men tilbage er også historien om en gruppe danskere, hvis drømme, ukuelige energi og mod og hårde slid førte dem til dette uvejsomme område i et forsøg på at tæmme vildmarken. I Cape Scott-sangen, som professor Christiansen havde skrevet på engelsk, lød det bl.a.:

Der er et land, som har ventet så længe
på at blive tæmmet af stærke mænd med mod ...

Kunne vi blot komme til at eje dette land
og gøre det til Edens have,
og ville heldet også tilsmile os,
da vil fremtiden blive lys for Cape Scott ...

En vej dertil ville have ændret alt. Men sådan skulle det ikke være. Alligevel er det som om disse nybyggeres ånd følger en, når man vandrer på de bløde brædde-belagte stier rundt i området i dag.

Og mens det siler ned, og det plaskvåde tøj klæber til kroppen, og regnskovens grønne frodighed i al sin uberørte skønhed lukker sig omkring Tage og mig, strejfer den tanke os:

"Måske havde de alligevel ret? Måske er Cape Scott virkelig paradis ved verdens ende?"

Du kan skrive til Svend Faarvang på e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.